Jim Jarmusch vinder Guldløven i Venedig

”Oh shit.” 

Sådan lød det fra amerikanske Jim Jarmusch, da han gik på scenen for at tage imod Guldløven for sin tredelte familiefilm Father Mother Sister Brother. Og det forstår man godt. 

Venedig-festivalens hovedpris blev nemlig uddelt som den allersidste hæder efter et prisshow, hvor den ene vinder efter den anden brugte anledningen til at udtrykke solidaritet med Palæstina. 

Og inden Alexander Paynes jury, der også talte blandt andre iranske Mohammad Rasoulof, rumænske Cristian Mungiu og den brasilianske skuespiller Fernanda Torres, gik på scenen, var den udtalte forventning på festivalpladsen, at Guldløven ville gå til Kaouther Ben Hanias uomgængelige The Voice of Hind Rajab. 

Filmen er en autentisk historie om den seksårige pige Hind Rajab tragiske skæbne i Gaza. Men selv om den har høstet det længste stående bifald nogensinde på en af de førende festivaler, måtte den nøjes med Grand Jury-prisen, festivalens andenpris. En forbigåelse, 72-årige Jim Jarmusch var bevidst om, da han holdt takketale – selvfølgelig iført sine ikoniske solbriller. 

”Kunst behøver ikke tale om politik for at være politisk. Det kan skabe empati og sammenhold, og det er det første skridt på vejen til at løse vores problemer,” sagde han med tydelig reference til de flestes Guldløve-favorit.

Amerikanske krigsspekulanter
Det har han ret i. Film er en empatimaskine, som den afdøde filmkritiker Roger Ebert så berømt formulerede det.

Men kunst kan tale om politik, og når filmkunsten gør det så elegant og indtrængende som The Voice of Hind Rajab, føles det som et oplagt fejlskud, at Venedig-festivalen ikke kvitterer med den største hæder.

Måske ikke mindst, fordi Gaza mange steder stadig er et ømtåleligt emne, og filmen foreløbigt kun er solgt til ganske få lande – deriblandt Danmark, selv om premieredato endnu ikke er blevet fastlagt. En hovedpris ville på helt anderledes vis have garanteret, at den vil blive set vidt og bredt.

Det er Jim Jarmusch formentlig enig i. Da han til pressekonferencen efter prisuddelingen blev spurgt, om han ville lade sin film blive vist i Israel, faldt svaret prompte: Ikke hvis regeringen på nogen måde er involveret! 

”Men jeg vil hverken fordømme nogen eller generalisere, for så kunne jeg heller ikke vise min film i USA. Destruktionen af Gaza er jo finansieret af amerikanske krigsspekulanter.” 

”Men det er ikke det, jeg er her for at tale om. Jeg forsøger at skabe empati. Totalitarismens første træk er at skille os ad. At sige, at du er på den side, jeg er på den anden, og så er vi fjender. Det er sådan, de spiller os ud mod hinanden.”

Gazas stemme
Filmens tunesiske instruktør, Kaouther Ben Hania, var tydeligt bevæget, da hun gik på scenen og igen modtog stående ovationer fra hele salen – aftenens klart største bifald. Hun dedikerede sin pris til nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne og holdt en passioneret takketale.

”Hind Rajabs stemme er Gazas stemme. Det er et råb om hjælp, som hele verden kunne høre, men ingen kom til undsætning. Hendes stemme vil blive ved at runge, indtil retfærdigheden sker fyldest,” sagde Kaouther Ben Hania og fortsatte:

”Jeg håber, at denne film vil hjælpe til at standse krigen. Jeg beder indtrængende om en afslutning på denne ubærlige situation. Engang sagde en vis mand ved navn Nelson Mandela: ’Vi ved kun alt for godt, at vores frihed er ufærdig, så længe palæstinenserne ikke er frie.’ I dag klinger de ord mere sandfærdige end nogensinde.’”

”Må Hind Rajabs stemme aldrig forstumme, og må hendes mordere aldrig sove.”

Skandalestemning
Der var decideret skandalestemning til pressekonferencen efter prisuddelingen, hvor Alexander Payne måtte forsvare at have foretrukket Jarmusch’ film på bekostning af Kaouther Ben Hanias. 

”Det er det, der er så unfair ved at sidde i en jury: At være nødt til at sige, at det ene er bedre end det andet. Vi skatter begge disse film på lige fod – af forskellige årsager. Havde vi voteret dagen før eller efter, havde det måske været anderledes,” lød det fra jurypræsidenten. 

Prisfordelingen var i det hele taget den mest overraskende i årevis på Venedig-festivalen.

Kritikerroste film som Park Chan-wooks No Other Choice, Yorgos Lanthimos’ Bugonia og Kathryn Bigelows A House of Dynamite blev totalt forbigået, mens allerede halvglemte konkurrencetitler blev belønnet. 

Festivalens instruktørpris gik således til amerikanske Benny Safdie for wrestlingdramaet The Smashing Machine, som seks dage efter verdenspremieren huskes bedst for Dwayne Johnsons dedikerede præstation. 

Den kinesiske skuespiller Xin Zhilei vandt den kvindelige skuespilpris og italienske Toni Servillo den mandlige for henholdsvis tragedien The Sun Rises on Us All og La Grazia, Paolo Sorrentinos seneste politikerportræt. 

Begge skuespillere er højdepunkterne i deres respektive film. Den kinesiske The Sun Rises on Us All er i mine øjne en noget nær uudholdelig tåreperser, mens den italienske mesterinstruktør med sin seneste film vender selvsikkert, men ikke banebrydende tilbage efter fejltrinnet Parthenope.

Mexicansk homo-roadmovie
I sidekonkurrencen Horizons gik hovedprisen til den mexicanske roadmovie On the Road, der med ublufærdig bøssesex og eksplicit vold skildrer en ung mands spirende forhold til en midaldrende lastbilchauffør.

Det er et stærkt valg. Instruktøren David Pablos folder en mindeværdig fortælling ud med et formsprog, der leder tankerne hen på Amat Escalantes film og på Nicolas Winding Refns neongrumme kartelserie Too Old to Die Young, men som er forankret i en rørende kærlighedshistorie.

At der også finder andre folkemord sted i verden, mindede producer Sujauddin Karimuddin om, da han gik på scenen sammen med instruktør Akio Fujimoto for at modtage juryens specialpris for Lost Land.

Den handler om to Rohingya-børn, der rejser fra en flygtningelejr i Bangladesh for at lede efter deres familie i Malaysia. Rohingya-folket er siden 2017 blevet fordrevet fra deres hjemland i Myanmar, hvor borgerkrigen stadig raser.

”Jeg beder jer: Tal for dem, der ikke selv kan tale! Vi har lidt de sidste 40 år, og der er ikke mange, som kender til vores historie. Vi vil have mulighed for at rejse hjem. Vi ønsker at leve værdige liv, lige som alle andre,” lød det fra Sujauddin Karimuddin.

Skuffende mangel på mod
Det har været et ualmindeligt politisk år i Venedig, der traditionelt har været den mindst kontroversielle af verdens fire største festivaler.

Sundance, Berlinalen og selv Cannes kan finde på at tage et stærkt standpunkt i den ene eller anden retning, men Venedig har typisk været mere interesseret i stjerneglans og paparazzimylder på den røde løber end i at forholde sig kritisk til omverdenen.

Det ændrede sig i år, hvor Gaza har været et påtrængende hovedemne, både på den røde løber, til pressekonferencer og ved den store demonstration lørdag, hvor tusinder marcherede mod festivalpladsen – uden dog at komme igennem sikkerhedskontrollen.

For hver gang, en prisvinder udtrykte støtte for Palæstina, tikkede der flere likes ind på festivalens livestream af prisuddelingen på YouTube.

Men det er ikke kun af berøringsangst, at filmfestivaler hellere åbner for debat end tager et decideret standpunkt. Alle er de afhængige af offentlige midler, og ingen har glemt, hvordan Berlinalen kom i alvorlig politisk modvind, da instruktørerne af No Other Land for halvandet år siden kaldte Israel en apartheidstat under prisceremonien

Venedig-festivalens kunstneriske leder Alberto Barberis kontrakt udløber til næste år, og hans nye chef, journalisten Pietrangelo Buttafuoco, der sidste år blev udpeget af Giorgio Milonis regering, deler ikke nødvendigvis hans ideologiske overbevisning.

Buttafuoco var engang leder af den neofascistiske ungdomsorganisation og er siden blevet en intellektuel superstjerne for det yderste højre i Italien.

Aftenens støtterklæringer til Gaza kommer dog næppe til at udløse nogen kontroverser i hjemlandet. Folkestemningen er vendt, og Milonis regering er mere kritisk over for Israels folkemord på den palæstinensiske befolkning end den tyske – eller den danske for den sags skyld.

Ikke desto mindre føles aftenens overraskende prisuddeling som en forspildt chance for at udvise det mod, man kunne ønske sig fra en af verdens vigtigste kulturinstitutioner.