Nyhed
25. okt. 2018 | 13:00

Jonas Alexander Arnby laver selvmordsdrama

Foto | Niels Thastum
Der er noget særligt i vente med Jonas Alexander Arnbys kommende Selvmordsturisten, der udspiller sig på et hemmeligt hotel i et afsides vinterlandskab.

Nikolaj Coster-Waldau skal spille hovedrollen i ambitiøs film af instruktøren bag Når dyrene drømmer.

Af Frederik Bakkerud

Den danske instruktør Jonas Alexander Arnby vakte international opsigt med debutfilmen Når dyrene drømmer på festivalen i Cannes 2014.

Den psykologiske horrorfilm udfolder en usædvanlig varulvefortælling, som gjorde indtryk på anmeldere og publikum over hele verden.

Nu er Jonas Alexander Arnby klar med sit næste projekt, der har titlen Selvmordsturisten. Den produceres af danske Snowglobe og støttes med 8,4 millioner kroner af Det Danske Filminstitut.

Nikolaj Coster-Waldau, der er blevet verdensberømt for sin rolle i Game of Thrones, skal spille hovedrollen som forsikringsagenten Max Isaksen.

Spektakulære locations
Under eftersøgningen af en forsvunden mand opsporer Max et hemmeligt luksushotel langt ude i et snehvidt vinterlandskab. Det viser sig, at hotellet har selvmord som speciale, hvilket vender op og ned på Max’ livsforståelse og kaster ham ud i en dyb livskrise.

Selvmordsturisten er den sælsomme og stærke kærlighedshistorie, som jeg altid gerne har villet lave,” udtaler Jonas Alexander Arnby i en pressemeddelelse.

”Jeg er enormt glad for, at det endelig sker. Vi har sikret os et europæisk top-cast og har fået mulighed for at optage på nogle helt spektakulære locations.”

Internationalt hold
Selvmordsturisten er skrevet af Rasmus Birch, der også førte pennen i Når dyrene drømmer.

Også fotograf Niels Thastum og komponist Mikkel Hess fra samme film har fået genvalg. Derudover tæller filmholdet blandt andre The Lobster-klipperen Yorgos Mavropsaridis og lyddesigneren Tormod Ringnes (Pirates of the Caribbean: Salazars hævn).

Nikolaj Coster-Waldau får fornøjelsen af at spille sammen med Sonja Richter, Tuva Novotny og Solbjørg Højfeldt.

Jonas Alexander Arnby er uddannet på Super16 og har siden 90’erne lavet musikvideoer og kortfilm.

Selvmordsturisten får premiere 21. november 2019.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko