Josef fra Amstetten

Et snorlige jernbanespor fører ind gennem porten i en stor, rød bygning. Den ligger på tværs, som ville den skjule det, der venter bag den. Et blindt spor, ramper, et par bygninger med høje skorstene. Røgen er askegrå og stanken kvalmende sød. Bag bygningerne endeløse rækker af barakker, hvor udhungrede mænd og kvinder i stribet tøj føres til arbejdet. Auschwitz!

En villavej snor sig op mellem haver og huse. En duft af roser og nyslået græs. Hegn og låger. På højre hånd en bygning, der tager sig lidt mere kompakt ud end nabohusene. En aflåst dør til en kælder uden vinduer. Bag en armeret dør en smal gang og en 50 kvadratmeter stor lejlighed uden vinduer. En gråhåret kvinde med to store børn og en lille dreng. Nogle gange også en ældre mand. Han voldtager kvinden. Eller ser motorløb på et lille tv-apparat sammen med hende og børnene. Amstetten!

Et menneske, der som læge skulle tage sig af andre mennesker. I stedet eksperimenterer han med dem i sin videnskabelige forskning. Arveanlæg og race. Hans eget folk, herrefolket, taber den krig, der har givet ham tusinder af mennesker i hans magt. Sejrherrerne fordømmer ham og hans arbejde, men bruger alligevel resultaterne af hans eksperimenter. Selv flygter han til en anden verdensdel og lader kun myten om sig selv tilbage. Josef Mengele!

En mand, der som far burde drage omsorg for sin datter, misbruger hende regelmæssigt. Spærrer hende inde i en kælder, hvor han holder hende fanget i 24 år. Får syv børn med hende. Ét barn dør, tre tager han til sig, tre bliver nede i mørket hos deres mor. Indavlen giver børnene kroniske lidelser. En af dem bliver så alvorlig, at han endelig slipper datteren og hendes børn fri. Udenfor står journalister og paparazzi parat til at kapitalisere på sensationen. Offentligheden sympatiserer med ofrene, men fordømmer forbryderen, der har sat den spektakulære begivenhed i scene. Josef Fritzl!

Auschwitz i familieformat
Er tragedien i Amstetten virkelig et Auschwitz i familieformat? Kan vi tage Josef Fritzls endelige løsning på problemet Elisabeth - navnet på hans datter - som udtryk for, at det, der aldrig måtte ske igen, nu gentager sig i den borgerlige middelstands allerhelligste, kernefamilien?

Eller er tilfældet Fritzl en patologisk undtagelse fra reglen, en svulst på det ellers sunde samfundslegeme, som man kan isolere og fjerne med et klinisk indgreb?

Det sidste synes at være den østrigske kanslers opfattelse, "Der er ingen Amstetten-sag, der er ingen Østrig-sag, der er kun en enkeltsag," udtaler Alfred Gusenbauer.

Med andre ord er Fritzl hverken et ægte barn af byen, hvor han er født og opvokset, eller en virkelig søn af fædrelandet, som nu må anstrenge sig for at vaske den skamplet af, Fritzl ikke desto mindre har sat på dets ry. Derimod bryster man sig gerne af andre som sande østrigere, ikke mindst komponisten Wolfgang Amadeus Mozart, psykologen Sigmund Freud, filosoffen Ludwig Wittgenstein, forfatteren Robert Musil, skilegenden Franz Klammer, nobelpristageren Elfriede Jelinek og Oscar-vinderen Stefan Ruzowitzky.

Det er kun et halvt år siden, at instruktøren Ruzowitzky med Forfalskerne fik en Oscar og således - endnu engang - fik skrevet de tyske koncentrationslejre ind i filmhistorien. Handlingen udspiller sig som bekendt i Sachsenhausen 40 km fra Berlin og ikke i Mauthausen 40 km fra Amstetten. I den østrigske koncentrationslejr blev omkring 100.000 mennesker myrdet, mens landet i 1938 til 1945 var en del af Det Tredje Rige.

Jødehadets dybe rødder
Østrigs tilslutning - "Anschluß" - til Det Tredje Rige fandt sted, da tyske tropper den 12. marts 1938 marcherede ind i landet og overalt blev modtaget med jubel og begejstring. Tre dage senere lod Hitler sig hylde af titusinder af landsmænd på Heldenplatz i Wien, hvor han forkyndte "sit hjemlands indtræden i det tyske rige".

Hitler var østriger af fødsel, men efterkrigstidens østrigere har hellere set ham som tysker og sig selv som hans første ofre.

Ofre for nationalsocialismen var der masser af i Østrig. De fleste var jøder, som fik en så brutal behandling af østrigerne, at selv tyskerne var chokerede. Pogromer og deportationer hørte naturligvis op med nederlaget i 1945, men ifølge en nylig udtalelse af den østrigske forfatter Heinrich Steinfest har antisemitismen fortsat dybe rødder i landet.

Det samme hævdede hans kollega Thomas Bernhard, da han i 1988 fik til opgave at skrive et drama til Burg Theater i Wien i anledning af det berømte teaters 100-års jubilæum. Som en protest mod den kulturelle selvforherligelse skrev han Heldenplatz , hvori han i stedet markerede 50-året for begivenhederne på den nærliggende plads.

"Wienerne er jødehadere, og de vil forblive jødehadere i al evighed," siger en af personerner i stykket.

"Jeg anser dette stykke for en grov fornærmelse mod det østrigske folk," svarede dets daværende præsident, Kurt Waldheim, der ellers selv havde været medlem af nazistiske organisationer, både civile og paramilitære. Således blev Waldheim for omverdenen et symbol på østrigernes fortrængning af deres nazistiske fortid.

Ensomhed i familien
Man skal imidlertid ikke lade sig forblinde af det antisemitiske tema i Thomas Bernhards drama, for det har i lige så høj grad en brod vendt mod familien - den familie, som også bødlerne i Auschwitz og Mauthausen søgte adspredelse og afslapning i, når dagens dont i udryddelseslejren var til ende.

I Heldenplatz er familien dog ikke en rekreativ institution for gerningsmænd, men selv det helvede, som han, patriarken i den jødiske familie, skaber for sin kone og sine børn. Som husbestyrerinden siger om dem efter hans død, var de alle hans ofre. Alle taler de om østrigernes antisemitisme, men det, stykket demonstrerer, er en overflod af fobier og neuroser, som familien selv reproducerer.

Familien er også et yndet tema i østrigske film, hvor instruktørerne respektløst hudfletter illusionen om den som det kit, der får tingene til at hænge sammen i en splittet tilværelse. I Michael Hanekes mesterligt stilfærdige Der Siebente Kontinent fra 1989 - hans første spillefilm, som desværre aldrig har været i dansk distribution - er det den evige gentagelse af de samme rutiner, der viser sig som den eneste kontinuitet, familien har at tilbyde sine medlemmer, far, mor og datter.

Det er ikke kærlighed, de savner, for de elsker hinanden, ej heller selskab, for Eva går i skole, og Anna og Georg har gode jobs. Alligevel er de ensomme og reagerer på ensomheden som det, den midt i en verden af konstant kommunikerende mennesker, er: et oprørerende faktum.

I skolen forsøger Eva at lyve sig blind, men bliver naturligvis afsløret. "Jeg gør dig ikke noget," lover Anna, da hun vil have sin datter til at indrømme, hvad hun har gjort. Da Eva ærligt tilstår, får hun en lussing, der - tilsyneladende - bryder de regler, moren selv har opstillet. Men moren har forstået, at Eva har løjet sig blind i et fortvivlet forsøg på at vinde sympati for at bryde ensomhedens forbandelse.

Kærlighed har den colombianske forfatter Gabriel García Márquez defineret som "den delte ensomheds paradis". For den lille familie i Hanekes film er denne kærlighed imidlertid ikke nogen trøst, hvorfor den på samme præmisser når frem til en anden konklusion. Døden er den delte ensomheds paradis. Klimaks i denne erkendelsesproces når familien, da den - som Georg skriver i sit afskedsbrev til sine forældre - i en kirke hører en kantate.

"Jeg glæder mig til min død," synger sopranen. "Også jeg," svarer den lille Eva spontant. Amen!

Det syvende kontinent
Georg, Anna og Eva er hverken typiske for kernefamilier i almindelighed eller østrigske i særdeleshed. Men det, der adskiller dem fra andre familier, er recepten og ikke diagnosen - at de redeligt tilstår deres fortvivlelse i stedet for at fornægte den, så de frem for et liv på illusionernes skrøbelige fundament vælger døden.

Fortvivlelsen består grundlæggende i den ensomhed, som bevidstheden altid sætter det ene menneske i over for det andet. Som den franske filosof Jean Paul Sartre mente, ender de mellemmenneskelige relationer uundgåeligt i et spil, hvor ét frit individ søger at dominere et andet, samtidig med at det kun ønsker at besidde det andet i dets frie hengivelse. Det er, som Sartre konkluderede, et umuligt projekt, der er dømt til at mislykkes.

Tilsvarende er Georg, Anna og Evas forjættede land hinsides livet også en ren utopi. Det syvende kontinent er en allusion til Australien, hvor de fordømte fandt friheden. Haneke viser os utopien i et surrealistisk billede af en strand, hvor bølgerne slår blidt ind mod kysten ude fra et hav, hvor en mørk klippevæg tungt rejser sig over vandspejlet. Det er, som var de modstridende elementer bragt i naturstridig ro, sådan som selvmordet heller ikke er andet end en kunstig løsning på eksistensens grundlæggende problem ved blot at bringe den til ophør.

Josef fra Amstetten løser sit problem på en anden måde end Georg fra Der Siebente Kontinent . Hvor Georg solidariserer sig med sin datter i erkendelsen af den fælles ensomhed og den gensidige friheds umulige projekt, dér tvinger Josef sin egen frihed igennem på bekostning af hendes. Han spærrer hende inde i en kælder, suspenderer den omgivende verden og maner hendes frihed ned i hendes krop, hvor han kan beherske den.

Beroligende forklaringer
Det lyder utvivlsomt som en filosofisk abstraktion, der ikke forklarer fænomenet Josef Fritzl. I hans tilfælde forventer vi, at kriminalpoliti og psykiatere kan give os konkrete grunde til hans vanvid. Og vi har allerede hørt forlydender om, at han ikke blot skal have haft en streng mor, der anså tæsk som det bedste afretningsmiddel, men også have haft traumatiske barndomsoplevelser under Den Røde Hærs indmarch i Østrig i 1945.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi ikke med vores krav på en forklaring, vi kan forstå, risikerer at hælde barnet ud med badevandet. Det, vi vil forstå, er jo netop det uforståelige. Med andre ord berøver vi os selv blikket og følelsen for det særlige i tilfældet Josef Fritzl, når vi således reducerer det ukendte til det kendte, det forfærdende til det fortrolige.

Michael Haneke giver os i hvert fald ikke sådanne forklaringer, når han i Der Siebente Kontinent fører en lille families kollektive selvmord til protokols.

Tværtimod har han fortalt, at han først ville have skildret familiens historie ved hjælp af flashbacks, men da disse kom til at virke som forklaringer, opgav han dem til fordel for den kliniske beretning. Motivet til filmen havde han fundet i en avis, hvor journalisten fortalte en lignende historie, men på en sådan måde, at den blev gjort til den forudsigelige konsekvens af gæld, seksuelle problemer og alle mulige andre trivielle årsager.

Det samme sker nu med sagen fra Amstetten, der først skal pirre os som uforklarlig - og siden berolige os som lige så forklarlig som alt andet i denne verden.

Det radikale valg
Det foruroligende spørgsmål er, om familien Fritzl i Amstetten er undtagelsen fra den reglementerede kernefamilie eller snarere dens hensynsløse konsekvens?

Om farens sadisme er et produkt af tilfældige tilbøjeligheder eller et desperat forsøg på at overvinde en grundlæggende splittelse mellem friheden og kroppen, sig selv og den anden? Og om familien og det borgerlige samfund overhovedet står til at redde fra mord og selvmord, hvis vi vover at se tilværelsen, som den er - hinsides vores konstruerede skel mellem godt og ondt?

I hvert fald er det ikke frugtbart at lade os forlede af Adolf Hitler, Kurt Waldheim og Josef Fritzl til at se antisemitisme, fortrængning og sadisme som særligt østrigske karaktertræk. Skulle man endelig fremhæve Østrig for noget, måtte det være de kunstnere, der ikke blot gør kritikken af disse fænomener til momenter i et nationalt selvhad eller en snæversynet ideologi, men vover at nuancere dem, så man kan se dem som almenmenneskelige tilbøjeligheder.

Således er det også en østrigsk forfatter, Ferdinand Bruckner, der i sit teaterstykke Krankheit der Jugend (1925) vover at lade en af personerne sige, at man i sin eksistens er spændt radikalt ud mellem selvmordet og borgerliggørelsen.

"Andre udveje findes der ikke."

Den samme erkendelse kommer andre til i Michael Hanekes film, foruden familien i Der Siebente Kontinent også Majid i Skjult (2006).

I Skjult er Haneke desuden optaget af fortrængningen som en mekanisme, der ikke blot eroderer familiens fundament, men også synes at være betingelsen for, at den overhovedet har kunnet overleve. Man tænker uvilkårligt på Josef Fritzls kone, Elisabeths mor, der hævder ikke at have kendt noget til datterens skæbne få meter under hendes gulvtæpper.

Når digerne bryder sammen
Et par af Hanekes østrigske kolleger, Ulrich Seidl og Anja Salomonowitz, har i deres film taget fat på beslægtede emner. Således skildrer Seidl i Hundedage fra 2001 et forstadsmiljø med indhegnede parceller, hvor man under overfladen på en klaustrofobisk normalitet får indblik i swingerklubbernes kvalmende kødelighed og reklameverdenens afstumpede åndløshed.

Var det ikke for Seidls tørre humor, der får filmen til at ligne en satirisk Heimat-film, ville man uvægerligt se denne hjemstavn som første station på vejen fra Amstetten til Auschwitz.

I Auschwitz begik bødlerne det kunststykke at behandle mennesker som dyr. I Seidls Tierische Liebe fra 1995 behandler hovedpersonerne dyrene som mennesker. Den ene perversion er ikke mindre end den anden, så man forstår godt, at en af broderfolkets instruktører, tyske Werner Herzog, om filmen har sagt, at han "aldrig har skuet så dybt ned i Helvede".

Når en hjemløs mand tungekysser med sin hund, kan man til nød finde det rørende, men når den smagløst-elegante skuespillerinde inderligt forsikrer sin hund om, at hun elsker den, så vender det sig i én. Gad vide, om Josef Fritzl også har sagt, at han elskede hende, da han lænkede sin attenårige datter og førte hende ned i kælderen?

I Kurz davor ist es passiert af Anja Salomonowitz (2006) ser man mænd, der bestemt har familielighed med Josef Fritzl, når de handler med østeuropæiske kvinder eller praktisk talt spærrer dem inde efter at have giftet sig med dem.

"Jeg adskiller mig inderligt fra det, jeg er i færd med at gøre", siger bødlen. "Jeg er tvunget til det."

Det kunne være den i patologisk forstand skizofrene, der sagde dette, men det kunne også være den mentalt sunde, der bare ikke kan styre sine drifter.

"Erika, du er syg," siger Walter til sin sadomasochistiske elskerinde i Michael Hanekes Pianisten. "Du behøver hjælp."

Det gør hun utvivlsomt, men den kliniske hjælp, Walter vil foreslå hende, kan aldrig helbrede hende for den fortvivlelse, der ifølge Søren Kierkegaard er en sygdom til døden. Den kliniske hjælp kan kun behandle symptomet, men ikke årsagen. Kulturen, medicinen og psykologien kan inddæmme drifterne, men indimellem bryder digerne sammen og afslører den kraft, der hviler bag dem i tilsyneladende ro. Amstetten!