Kan Superman stadig redde verden?

Superheltene styrer stadig verden. De er overalt i populærkulturen, og i biograferne står de kappeklædte karakterer med ekstraordinære kræfter for en stor del af indtjeningen. 

Men de udspringer alle fra en figur, der i mere end 85 år er blevet et af det mest genkendelige kulturelle symboler i verden. Nemlig den oprindelige superhelt og det amerikanske ikon over dem alle: Superman. 

I morgen torsdag er der premiere på James Gunns genstart af DC’s franchise med en Superman-film. En god anledning til at se tilbage på de forskellige udgaver af figuren på biograflærredet gennem årtierne. 

Lige nu befinder os endda i en tid, hvor de amerikanske idealer synes at være under pres, og USA regeres af folk, der næsten kan minde om tegneserieskurke. Det virker derfor ekstra oplagt at tage manden, der kæmper for ”truth, justice and the American way”, under luppen. 

Starten som superskurk
De fleste har et mentalt billede af Superman: den ranke helt iklædt en blå dragt med rød kappe og et stort ”S” på brystet. Og så navnet, der stammer fra en engelsk oversættelse af filosoffen Nietzsches Übermench – idealpersonen, der har styrken til at bryde med det gamle moralsystem og skabe sine egne værdier. 

Derfor er det interessant, at Superman-figuren faktisk startede som superskurk i de to jødisk-amerikanske teenagere Jerry Siegel og Joe Shusters selvudgivne science fiction-novelle Reign of the Superman fra 1933. 

Titelpersonen bruger sine nyvundne, telepatiske evner til at begå forbrydelser for egen vindings skyld. Historien blev dog ikke nogen succes, og i de følgende år omformede makkerparret figuren til den helt, der debuterede i Action Comics #1 fra 1938 og har de karaktertræk, vi forbinder med Superman den dag i dag. 

Den eneste overlevende fra planeten Krypton sendes til Jorden som spæd, vokser op på en gård i Kansas og ender i storbyen Metropolis,

hvor han bruger sin overmenneskelige styrke og usårlighed til at hjælpe de nødstedte og bekæmpe kriminalitet og uretfærdighed. 

Under dække af sin civile identitet som den bebrillede reporter Clark Kent får han via jobbet på The Daily Planet altid først nys om truende katastrofer. Superman-myten er en moderne amerikansk migrantfortælling tilsat judeokristen symbolik og nietzscheanske overtoner. 

Superman flyver
Første gang superhelten kunne ses på biograflærredet, var i Fleischer Studios’ fremragende korte tegnefilm fra 1941-42, hvor han blandt andet kæmper mod gale videnskabsmænd, robotter og optøede dinosaurer. 

Da Famous Studios tog over og producerede den sidste håndfuld tegnefilm, bevægede historierne sig over i en mere krigspropagandistisk retning med racistiske karikaturer af den japanske fjende, som USA nu lå i åben krig mod. 

Det var i Fleischer-tegnefilmene, at Superman fløj for første gang. Indtil da havde han i tegneserierne blot hoppet meget langt, men animatorerne syntes, at det så fjollet ud. De bad derfor om lov til at lade ham flyve i stedet. 

I dag er det nok hans mest kendetegnende superkraft. 

Første gang en skuespiller trak i kostumet, var dog i to serials, Superman og Atom Man vs. Superman fra henholdsvis 1948 og 1950. Her var det Kirk Alyn, der spiller helten. Grundet lave budgetter blev der stadig holdt en smule fast i de tegnede rødder, for når Superman skal flyve, ændrer skuespilleren sig til en håndtegnet effekt. 

De to seriefilm blev vist i biografen som korte episoder over femten uger før hovedfilmen. De er primitive, men charmerende eksempler på et fortælleformat fra en svunden tid. I dag vil de færreste dog have tålmodighed til at se alle femten kapitler, der tilsammen varer over fire timer. 

Frygten for det fremmede
Den første spillefilm – hvis man da kan kalde den det, for den er kun 58 minutter lang – var Superman and the Mole Men fra 1951, hvor George Reeves spiller hovedrollen. 

Filmen blev indspillet i hast som en slags forlænget pilotafsnit til den efterfølgende tv-serie, der endte med at køre over seks sæsoner. 

I den korte spillefilm besøger Clark Kent og Lois Lane en lille sydstatsby med verdens dybeste oliebrønd. Men pludselig sker der mystiske ting, da nogle små, skaldede mænd fra Jordens indre kravler op af brønden og skræmmer livet af en opsynsmand. 

Snart er byen ramt af panikstemning, og der samles en regulær lynch mob, som forfølger de små væsner. Men Superman træder imellem og insisterer på alle væsners ret til at eksistere. Filmens skildring af aggressiv flokmentalitet og frygt for det fremmede fremstår noget karikeret, men billederne giver også mindelser om racismens alt for skræmmende realitet. 

De fleste vil formentlig betragte Superman and the Mole Men som en kuriositet, og dens ekstremt lave budget – man kan flere gange se lynlåsene i nakken på muldvarpefolkenes pelsdragt – er svært at abstrahere fra. 

Men manuskriptet indfanger nogle af Supermans mest bestandige egenskaber såsom hans universelle omsorg og insisteren på tolerance, og historien virker stadig uhyggeligt relevant. 

Charmerende kejtethed
Alt dette fremstår imidlertid blot som indledende øvelser i forhold til den første storproduktion: Richard Donners Superman fra 1978. 

Sammen med Star Wars fra året før var den med til at cementere den effektdrevne, eskapistiske blockbuster, som vi i dag kender den. Og så har den dannet skabelon for rigtigt mange superhelte-film. 

Manden i kappen var den relativt ukendte Christopher Reeve, men han stod ikke øverst på plakaten. Det gjorde Marlon Brando og Gene Hackman som henholdsvis Supermans far Jor-El og nemesis Lex Luthor. 

Resultatet var en film, hvor alle delementer synes at gå op i en højere enhed. Reeve er fantastisk som både Clark Kent og Superman. Clark spiller han med charmerende kejtethed, så man sagtens kan se, hvorfor folk ikke ville mistænke ham for at have superkræfter. Men når han tager brillerne af og ranker ryggen, udstråler han stoisk styrke, oprigtighed og empati. 

Alle de andre roller er castet perfekt. Margot Kidder som Lois Lane giver et kækt modspil, der ender ud i en legende romance med tindrende kemi. 

Hackmans Lex Luthor er sjov og sardonisk med det rette stænk af megalomani, og det hele er pakket ind i den ikoniske musik af John Williams og en drømmesmuk billedside af Geoffrey Unsworth med masser af klare primærfarver og blød fokus. 

I slutningen – oprindeligt tiltænkt Superman II – flyver Superman så hurtigt, at han vender tiden. Det rejser nogle ret markante logiske spørgsmål i forhold til fremtidige udfordringer, men filmens samlede styrke opvejer det fuldt ud. Superman står som en af de bedste og mest ikoniske superheltefilm nogensinde.

Slapstick og kærlighed
Far-søn-duoen Alexander og Ilya Salkind og deres producerpartner Pierre Spengler havde hyret Richard Donner til at lave to film i forlængelse af hinanden. De blev også optaget i tandem, men da produktionen var ved at blive for dyr, besluttede man at gøre den første film færdig og så vende tilbage til toeren efter premieren. 

Men bølgerne gik højt mellem Donner og producerne, og det endte med, at de erstattede ham med Richard Lester og efterfølgende lavede manuskriptændringer og optog nogle af scenerne på ny. 

Resultatet var en Superman II (1980), som præges af slapstickhumor og bizarre indslag. Supermans S-logo, der pludselig fungerer som et stykke klistret cellofan, som han kaster mod skurkene, er et klart lavpunkt. 

Til gengæld står filmens kerne stærkt: kampen mod de kryptonske superskurke, nyligt sluppet fri fra Fantomzonen, og kærlighedshistorien med Lois Lane, som Superman er villig til at opgive sine kræfter for. 

I 2006 fik Richard Donner endelig mulighed for at vende tilbage og færdiggøre sin egen version af filmen. Resultatet er en udgave, der tonemæssigt ligger tættere på den første film, og hvor Marlon Brando igen optræder som Supermans far. Han er den, der giver sønnen kræfterne tilbage og dermed fuldender cirklen. 

Men Donner havde ikke nået at indspille alle scener fra manuskriptet, før han i slutningen af 1970’erne blev fjernet fra projektet. 

I sin version måtte han derfor ty til testoptagelser og enkelte scener fra Richard Lesters biografudgave. Slutningen er den oprindelige, hvor Superman vender tiden. Donners version fremstår som en mere ufærdig film end den officielle udgave og fungerer snarere som et ”hvad nu hvis”-eksperiment end en egentlig erstatning.

Det ender med en fuser
Producenterne valgte at holde fast i Richard Lester, da tiden kom til at lave Superman III (1983). Denne gang var fokus på teknologi og computere, som i stigende grad styrede verden – en tematik, der kun er blevet mere relevant med tiden. 

Der blev igen lagt vægt på komikken, denne gang leveret af Richard Pryor, der nærmest har hovedrollen. Han spiller arbejdsløse Gus Gorman, der finder ud af, at han er overraskende it-kyndig. Men desværre er Pryor ikke særligt sjov i filmen, hvilket er en stor skam, da hans standup fra 1980’erne er legendarisk. 

Filmen er i det hele taget utroligt ujævn. 

Højdepunktet er sekvensen, hvor Superman bliver ond efter at have været i kontakt med syntetisk kryptonit. Herefter spalter han sig i sine to identiteter og udkæmper en nævekamp på en losseplads, hvor hans gode side – personificeret som Clark Kent – vinder. 

Efter treeren valgte Salkind-familien at sælge rettighederne til Cannon Films, som specialiserede sig i lavbudgets actionfilm. Næste indslag i serien, Superman IV: The Quest for Peace fra 1987, blev også derefter. 

Manuskriptet var baseret på en idé fra Christopher Reeve, som brændte efter at takle spørgsmålet om atomar nedrustning. Men efter flere nedjusteringer af budgettet var der ikke råd til at lave ordentlige visuelle effekter, og slutproduktet er en decideret pinlig omgang, hvor flyvescenerne nærmest ligner papfigurer. 

Skurken Nuclear Man, der er opfundet til lejligheden, er mere lattervækkende end truende, og plottet virker i det hele taget usammenhængende og forjaget. Men Christopher Reeve er lige så overbevisende og oprigtig i rollen som altid, og han gør, hvad han kan for at få det til at fungere. 

Trist, at den gamle filmserie sluttede med så stor en fuser. 

Hyldest til Donner
Vi skal helt frem til 2006, før vi atter fik den kappeklædte helt at se i biografen. Nemlig i Superman Returns med Brandon Routh i hovedrollen.

Efter succesen med X-Men-filmene valgte Warner Bros at lade Bryan Singer instruere den stort anlagte Superman-film. Hans udgave lagde sig direkte i forlængelse af de to Richard Donner-film, hvad angår handling og stil. 

Det er på samme tid filmens største styrke og svaghed. Brandon Routh er en oplagt hovedrolleindehaver, og når han er i civil som Clark Kent, ligner han Reeve uhyggeligt meget. Der er samme simplicitet og naivitet i optrinnene som i Donners film, og scenen, hvor Superman forhindrer et flystyrt, er en perfekt opbygget actionsekvens. 

Men man fornemmer også en vis metaltræthed, og meget af det virker som en gentagelse. 

Kevin Spacey gør det godt som en opdateret Hackman-Luthor, men hans skurkeplan fremstår som en tilpasset kopi af planen fra første film. Og så hjælper det heller ikke, at filmen er optaget med nogle af de tidlige digitale HD-kameraer og har en kedelig brun billedside. 

For fans af Donner og Reeve var filmen samlet set en fin hyldest, men der kom ikke noget nyt på bordet. 

Mørkere, voldsommere
Det var der til gengæld i Zack Snyders reboot, Man of Steel fra 2013. Da den blev produceret i kølvandet på Nolans Batman-trilogi, var der lagt op til noget voldsommere og mørkere. 

Nu var det Henry Cavill, som trak i kostumet, og han ligner rent fysisk – og ikke mindst muskelmæssigt – den tegnede udgave af figuren på en prik. Action er nøgleordet, og fra første færd er alt mere bombastisk og cgi-tungt. 

Cavills Superman er også mere plaget og surmulende, og filmens moralske kompas mere mudret. Bedst eksemplificeret i Kevin Costner som den jordiske far, der nægter at komme med et klart svar på, hvordan sønnen skal forvalte sine kræfter. 

Klimaks overdynges med så meget post-9/11-ødelæggelsesporno, at man som tilskuer bliver helt ør i hovedet. Og selv om det muligvis er mere realistisk, at supervæsnernes kamp ville jævne et utal af skyskrabere med jorden, kan man ikke lade være med at tænke på, hvor mange civile der mon ikke går tabt i Supermans forsøg på at redde verden. 

I Superman II fra 1980 vælger han at lokke skurkene til sin fæstning på Nordpolen for ikke at forårsage for megen ødelæggelse, men i Zack Snyders udgave er der ikke tid til hensyn.

Spejl af udenrigspolitik

Batman v Superman: Dawn of Justice fra 2016 tager tråden op efter Man of Steel med introduktionen af Ben Afflecks Batman, der – efter at have været vidne til Metropolis’ ødelæggelse – sætter sig for at standse Superman. 

Samtidig bliver Superman indkaldt til at stå skoleret over for kongressen på grund af sin indgriben rundt omkring i verden. 

Præmissen er interessant og spejler USA’s udenrigspolitiske ageren, men udførelsen drukner i et kompliceret plot, hvor Lex Luthor (en totalt fejlcastet Jesse Eisenberg) viser sig at have orkestreret en hel masse for at få de to helte til at slås. 

Der gemmer sig en god film bag det overdrevent dystre og slowmotion-tunge udtryk, men det er en alt for lang og mørk film, som ikke giver noget videre positivt indtryk af Superman. Hans nøglereplik – ”No one stays good in this world” – står i skarp kontrast til den helt, der ellers kendetegnes ved sin optimisme og tro på menneskets iboende godhed. 

Æstetisk miskmask
Tilblivelsen af opfølgeren Justice League fra 2017 er en af de mest omtalte i nyere tid. 

Efter en familietragedie trådte Zack Snyder tilbage under post-produktionen, og Joss Whedon blev hyret ind til at klippe filmen om og optage nye scener i et forsøg på at gøre tonen mere Marvel-munter. 

Resultatet blev et æstetisk miskmask, der blot understregede, at det er umuligt at rette op på en kunstnerisk vision, uanset hvor omdiskuteret den måtte være. Det hjalp heller ikke, at Henry Cavills Superman i de nyoptagede scener optrådte med en kunstigt påklistret computer-overlæbe, fordi skuespilleren var videre til et nyt filmprojekt, hvor kontrakten forbød ham at barbere sit overskæg. 

Da Jack Snyders famøse fire timer lange version udkom på streaming i 2021, fik man den oprindelige vision at se. Zack Snyder’s Justice League hang bedre sammen med de to foregående film og antydede en ny retning for Superman. Efter sin genoplivning begynder han at udstråle en smule mere varme og menneskelighed, selv om han fortsat blev filmet som en gudeskikkelse gennem Snyders fetichistiske blik. 

Henry Cavills Superman står tilbage som en kæmpe forspildt mulighed, et stort potentiale, der aldrig til fulde blev indfriet. 

Befriende ideal
Mange vil nok mene, at Superman i dag er blevet overhalet af andre mere interessante og relaterbare superhelte. Han kan utvivlsomt også virke som en underligt antikveret størrelse med sin usårlighed og spejderdrengsmoral, men måske er det netop den tilgang, vi har brug for i dag. 

I en tid, hvor verden virker mere usikker og konfliktpræget end længe, er det befriende at se idealer realiseret i fiktionen. 

Superman er uændet en stærk, eskapistisk fantasi, og det er netop den slags, biografmørket er skabt til at rumme. Det bliver spændende at se, hvad James Gunn bringer til bordet med sin fortolkning. 

Forhåbentlig genfinder han noget af den optimisme og lethed, der har manglet under Zack Snyders mere dystre instruktion. Så kan den kryptonske helt igen stå som et symbol på håb og universel empati. 

Lois Lane sagde det bedst allerede i 1978: ”Superman cares about everybody, Jimmy.”