Plat eller krone for menneskehedens overlevelse

Det er generationers skrækscenarie, der udspiller sig i Kathryn Bigelows A House of Dynamite. 

Et atommissil buldrer over Stillehavet med kurs mod USA. Hvem der har affyret det, og hvor det vil lande, kan militærets specialister kun gisne om. Det eneste de ved med sikkerhed, er, at de kun har atten minutter, før det rammer. 

Hvert sekund tæller, mens panikken breder sig i det amerikanske atomberedskab. Det samme forløb udspiller sig tre gange, som filmen bevæger sig op i hierarkiet, indtil præsidenten – distraheret, rådvild og fuldkommen uforberedt – er nødt til at træffe en skæbnesvanger beslutning. 

”Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det sker, men hvornår,” lød filmens tagline på plakaterne på Venedig-festivalen, hvor A House of Dynamite blev vist i hovedkonkurrencen. 

Det budskab bør vi tage alvorligt, mener også Ekkos Jordan Mintzer, der belønner den gennemresearchede og totalt nervepirrende procedurefortælling med fem stjerner. ”Vi har selv sået frøene til vores egen undergang, og denne film er ét stort, blinkende rødt advarselslys,” skriver anmelderen. 

Og det var netop hensigten, understreger Kathryn Bigelow under et gruppeinterview i Venedig: ”Atomvåben er ikke blevet diskuteret i årtier. Men forhåbentlig vil filmen opfordre til samtale.” 

Film som forskning
A House of Dynamite er Kathryn Bigelows første film i syv år, og igen fører hun publikum ind i militærets maskinrum. 

Som da hun stillede skarpt på et bombehold under Irak-krigen i The Hurt Locker, hvis store Oscar-høst også indbragte hende en statuette for bedste instruktør – som den første kvinde nogensinde! 

Sammen med manuskriptforfatter og journalist Mark Boal gentog hun succesen med Zero Dark Thirty, der handler om den lange jagt på Osama bin Laden efter terrorangrebet 9. september 2001. Deres tredje film sammen, thrilleren Detroit, skildrer en fatal politiaktion under raceoptøjer i 1967. 

Kathryn Bigelow har altid været interesseret i maskuline fællesskaber. Længe inden The Hurt Locker fokuserede hun på motorcykelbøller i The Loveless, morderiske vampyrer i Near Dark og surfende bankrøvere i Point Break, mens hun scorede et kulthit med Strange Days, skrevet af hendes eksmand James Cameron. 

Men der er en verden til forskel fra de mere rendyrkede genrefilm, hun brød igennem med, og de journalistisk forankrede værker, hun arbejder med i dag. 

”Jeg er interesseret i film, der fører os et sted hen, hvor vi aldrig før har været. Eller som giver os oplysninger, vi aldrig før har haft.” 

Hver film starter med et spørgsmål, fortæller instruktøren. 

”Zero Dark Thirty: Hvorfor tog det ti år at finde denne mand? The Hurt Locker: Hvad er oprørets metodologi? Jeg forberedte mig ved at læse bombemanualer for at finde ud af, hvordan soldater demonterer vejsidebomber, og jeg lærte fra efterretningsverdenen om jagten på Osama bin Laden.” 

Plat eller krone
A House of Dynamite udsprang af Kathryn Bigelows bekymring over verdens tilstand efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022. 

Hun frygtede, at verdenssamfundet ikke er synderligt bedre rustet end dengang under Cuba-krisen, hvor hendes klassekammerater øvede sig i at krybe i skjul for bomben under deres skriveborde 

”Som om det skulle hjælpe noget,” fnyser hun. 

Da Putin begyndte at rasle med atomsablen, satte hun og manuskriptforfatter Noah Oppenheim sig for at se truslen efter i sømmene. Deres udgangspunkt var enkelt. 

”Hvad nu, hvis det sker? Hvad gør vi så, og hvad kan vi gøre ved det nu?” fortæller Kathryn Bigelow. 

Ved siden af sin karriere som manuskriptforfatter bag Jackie og The Maze Runner var Noah Oppenheim i mange år chef for nyhedsorganisationen NBC News. Og han gik til researchfasen med journalistisk akkuratesse. 

”Vi talte med virkelig mange mennesker. Jeg vidste intet om, hvordan det amerikanske atomskjold fungerer, og det har været fascinerende at få forklaret,” forklarer Kathryn Bigelow. 

De var overraskede over, hvor meget information om USA’s atomparathed var offentligt tilgængelig. Det gælder det urovækkende niveau for det eneste reelle sikkerhedsværn mod et missilangreb – et forsvarssystem til 50 milliarder dollars. Systemets succesrate er kun på 61 procent, eller som Jared Harris’ udenrigsminister udtrykker det i filmen: omtrent plat eller krone. 

Dommedagen truer
Kathryn Bigelow kan ikke slippe den absurde selvmodsigelse, der ligger til grund for atomvåben.

”Hvordan kan et system, der kan udslette al civilisation, være et forsvarsværk?” spørger hun vantro og ryster på hovedet. ”Det er en gåde, der bare ikke giver mening!”

Risikoen for, at menneskeheden ender i paddehatteskyer, kan lyde som et levn fra Den Kolde Krig. Men selv hvis truslen dengang føltes mere nærværende, er den i dag langt mere presserende.

Hvor datidens supermagter i øst og vest holdt hinanden i skak med løftet om total destruktion, hvis én part trykkede på den røde knap, kan man i dag forestille sig et væld af dommedagsscenarier.

Der er 12.000 atomvåben i verden, og ni lande, deriblandt Nordkorea, råder over et atomarsenal med bomber i forskellige størrelsesordener. Fra de ”taktiske” varianter, der kan jævne en bydel i stedet for hele byen, til veludrustede atomubåde med større sprængkraft end samtlige bomber brugt under Anden Verdenskrig.

Dommedagsuret har aldrig været tættere på midnat. Hen over sommeren angreb Israel og USA Iran for at forhindre, at præstestyret udvikler atomvåben.

”Filmen kunne ikke være mere aktuel. Faktisk blev den mere og mere aktuel, mens vi lavede den,” forklarer Kathryn Bigelow. 

Op i fødekæden
I skrivefasen kæmpede instruktør og manuskriptforfatter med at finde den rette struktur.

Kathryn Bigelow havde en gang før råbt vagt i gevær over for atomvåben med K-19: The Widowmaker (2002), hvor Harrison Ford spiller russisk kaptajn på en fejlbehæftet atomubåd. En klaustrofobisk ubådsthriller, der floppede ved billetlugerne.

Denne gang ville instruktøren anlægge et større perspektiv.

”Hvad der gjorde udslaget, var tanken om at følge et missilangreb i realtid. Det betød, at vi kun havde atten minutter at gøre godt med. Det kunne måske blive en god kortfilm, men der var så meget information at fortælle,” fortæller Kathryn Bigelow.

Løsningen blev at vise angrebet fra tre forskellige vinkler: først fodsoldaterne på Fort Greely-missilbasen sydøst for Alaska, så efterretningsspecialisterne i Det Hvide Hus og endelig regeringens topfolk.

”Vi bevæger os op i fødekæden, indtil den ene person med ret til at trykke på den røde knap er nødt til at træffe en beslutning. Det er én person, og det foregår inden for få minutter.”

Ingen forberedelse
Mens man ser filmen, er det næsten umuligt ikke at bytte skuespillerne ud med de politikere, der har rollerne i virkeligheden.

En af de mest skræmmende scener opstår, da præsidenten (Idris Elba) præsenteres for en lamineret handlingsplan, han aldrig har set før. Tre valgmuligheder afgør nu millioner af menneskers liv eller død.

Det er urovækkende at forestille sig, hvordan den nuværende leder i Det Hvide Hus ville reagere i samme situation.

Mens folkene i hierarkiets bund træner atomberedskabet til perfektion – over 400 gange årligt, oplyser Kathryn Bigelow – blev det under researchfasen klart, at præsidenten formentlig står totalt uforberedt.

”Det gør mig helt målløs,” gyser Kathryn Bigelow.

”Noah og jeg talte med en departementschef, hvis job det var at sætte præsidenten ind i proceduren for en nødsituation som den, vi viser i filmen. Og det lykkedes ham aldrig. Han sagde: ’Der er bare ikke tid til den slags!’”

Katastrofens kaos
Når som helst kan en nedtælling gå i gang, og atten minutter senere er det hele ovre.

Da filmens præsident hører nyheden, er han på charmebesøg på en skole – et billede, der leder tankerne hen på den berømte video af George W. Bush, der modtog nyheden om terrorangrebene på World Trade Center, mens han sad til oplæsning på en folkeskole.

Det er ingen tilfældighed.

”Noah brugte det billede som en måde at komme ind i historien på. Det skal vise, at præsidenten er distraheret. Og det kan jo sagtens hænde, for politikere sidder ikke altid bag skrivebordet. Det handler om at vise katastrofens kaos, forvirring og hjælpeløshed,” siger Kathryn Bigelow.

Ikke desto mindre har panikfortællingen en idealistisk kerne. Sikkerhedsprocedurer – hvor utilstrækkelige de end måtte være – bliver fulgt til punkt og prikke, og alle i beslutningshierarkiet er bevidst om deres ansvar.

Man kan se A House of Dynamite som en politisk gyserfilm, men også som en håbefuld fortælling om et system med fornuftige mennesker ved roret på den yderste dag. Det er, som Kathryn Bigelow understreger, op til os at sørge for, at det aldrig kommer så vidt.

Direkte henvendt til os journalister siger hun: 

”I må opfordre folk til at tænke over det og tale om det. Forhåbentlig kan opmærksomheden skabe et system, som kan beskytte os og en verden, hvor disse ustabile, katastrofale våben findes.”