Nyhed
23. dec. 2012 | 10:17

Kinesiske filmskabere protesterer mod censur

Foto | Jian Zhang
Kinas første homofilm East Palace, West Palace blev forbudt i hjemlandet, men det lykkedes i 1997 instruktøren Zhang Yuan at smugle den med til Cannes-festivalen.

Filmskabere i Kina protesterer mod kommuniststatens censur af homoseksualitet, utroskab, spøgelser og tidsmaskiner. Veteran-instruktør Xie Fei går forrest i kampen.

Af Freya Bjørnlund

Forestil dig The Terminator uden tidsrejse, Den sjette sans uden gengangere og Brokeback Mountain uden homoseksuel kropskontakt. Nej vel, men det er tre sandsynlige scenarier, hvis disse film var blevet produceret i Kina.

Den kinesiske veteran-instruktør Xie Fei fik forleden nok af kommuniststatens filmcensur. I et brev til det statslige censurorgan, Film Bureau, opfordrer han til at vælte det ”vilkårlige censursystem”. I stedet efterlyser han et klassifikationssystem efter internationalt forbillede, som vurderer filmenes egnethed til forskellige aldersgrupper.

”I disse år hører vi bestemmelser fra Film Bureauet, som ikke er nedfældet i loven, såsom ’der må ikke være spøgelser i moderne historier’, ’der må ikke forekomme tidsrejser’, ’udenomsægteskabelig romance er ikke tilladt’ eller ’visse politiske og historiske begivenheder må ikke beskrives’. Det viser, hvordan det nuværende censursystem ikke praktiseres efter lovens ord,” skriver Xie Fei ifølge The Hollywood Reporter

Tidsrejser er respektløse
Den 70-årige Xie Fei vandt Sølvbjørnen ved Berlinalen i 1990 med Black Snow, mens filmen The Women from the Lake of Scented Souls delte Guldbjørnen med Ang Lees The Wedding Banquet i 1993.

Men hans nyeste projekt har nu siddet fast i censursystemet i fire måneder. Xie Fei har en mistanke om, at det skyldes, at historien omhandler både homoseksualitet og en Mao-kritisk landsforræder.

Den kinesiske stat har ingen officiel liste over forbudte filmemner.

Men tidligere censurdomme kan give et praj om, hvilke temaer de kinesiske filmskabere bør holde sig fra: kontroversielle politiske og historiske begivenheder, eksplicit sex, utro ægtefæller, homoseksualitet, kulturrevolutionen – og tidsrejser, der er ”respektløse over for historien”, som bureauet udtrykker det. Op til De Olympiske Lege i 2008 meddelte staten, at ”vrede ånder og voldelige spøgelser, monstre, dæmoner og andre overmenneskelige skildringer” heller ikke er velkomne på film. 

Fælles protest på nettet
Forrige lørdag offentliggjorde Xie Fei sit protestbrev på det sociale netværk Sina Weibo, som er Kinas svar på Twitter. En række af landets yngre instruktører tilkendegav omgående deres støtte, blandt andre Zhang Yuan (East Palace, West Palace).

”Denne gang håber vi, at alle filmskabere kan forenes og kæmpe for vores fremtid som krigere!” skrev Zhang Yuan på nettet. I midten af 1990’erne havde Yuan en fast plads på Film Bureauets sorte karantæneliste, fordi han producerede film og sendte dem udenlands uden tilladelse.

I september offentliggjorde instruktør Lou Ye lignende oplevelser med Film Bureauet på Sina Weibo. Da han viste den politisk kontroversielle Summer Palace i Cannes i 2006 uden tilladelse, kvitterede staten med fem års arbejdskarantæne.
Da han i 2011 forsøgte at gøre comeback med utroskabsdramaet Mystery, blev han tvunget til at klippe så mange scener om, at han til sidst valgte at fjerne sit navn fra filmen.

”Ingen film er sikker, ingen filminvestering er sikker, ingen instruktørs værk er sikkert under Kinas filmcensur,” skrev han. 

Censur af Hollywood-film
Magtfulde spillere i den kinesiske filmindustri har også blandet sig i debatten. Yu Dong, direktøren for landets største filmdistributør Bona Films og Wang Jianlin, Kinas næst rigeste mand og ejer af Wanda Group og AMC Entertainment, har begge lagt pres på den kinesiske stat for at få censuren reformeret.

Kinas filmcensur begrænser sig dog ikke til hjemlandets film. Kun tyve udenlandske film godkendes til import om året. Og de færreste undgår censurbureauets klippebord.

Kina har blandt andet bortredigeret vasketøj i Shanghais gader i Mission: Impossible III, referencer til den kolde krig i Casino Royale og alle optagelser med Hong Kong-skuespilleren Chow Yun-fats karakter i Pirates of the Carribean: At World’s End – en karakter, som Film Bureauet mener ”bagvasker og ydmyger det kinesiske folk”.

Kommentarer

Film forbudt i Kina

Kina har gang på gang censureret eller direkte forbudt landets egne film.

Disse nyere film er eller har været forbudt:

Lost in Beijing,
Yu Li (2007)

Beijing Bicycle,
Xiaoshuai Wang (2001)

Devils on the Doorstep,
Wen Jiang (2000)

Suzhou River,
Ye Lou (2000)

Seventeen Years,
Yuan Zhang (1999)
 

Mr. Zhao,
Yue Lu (1998)

East Palace, West Palace,
Zhang Yuan (1996)

Postman,
Jianjun He (1995)

At leve,
Yimou Zhang (1994)

Farvel, min konkubine,
Kaige Chen (1993)

Den blå drage,
Zhuangzhuang Tian (1993)

© Filmmagasinet Ekko