Klaps til Kærlighed på film

Knap nok har Ole Bornedals populære sci-fi-børne-thriller Vikaren spillet sig færdig i biograferne, før den 48-årige instruktør er klar med en ny spillefilm.

Kærlighed på film, en kærligheds-thriller for voksne, har Anders W. Berthelsen i hovedrollen som familiefaren, Jonas, der forelsker sig hovedkulds i en ung kvinde, Julia (Rebecka Hemse). De støder, bogstavelig talt, ind i hinanden i et færdselsuheld, der må gå over i dansk filmhistorie som det mest gruopvækkende.

"Hvis man skal lave seriøs filmkunst, handler det om hele tiden at skubbe publikum derud og sige 'sådan ser livet kraftedme ud, mand!' i stedet for at synge vuggeviser og købe biler med tolv airbags på vej hen for at ta' fjorten vaccinationer, fordi man skal til Mallorca," siger Bornedal i EKKO #38's portrætinterview og kalder filmen sin hidtil bedste.

Bevidst parodi?
Den opfattelse deles dog ikke af EKKOs anmelder, Lars Bukdahl. Han byder Bornedal, der har været i teater-eksil siden 2002, velkommen tilbage i filmringen med en solid mavepuster.

"Jeg har forsøgt at gå ind for filmen som en i sit formelle og episke hysteri bevidst travesti på alle de smagfulde, åh så populære middelklasse-i-midtvejskrise-melodramaer, som Bornedal officielt har lagt distance til," skriver Bukdahl. "Desværre er det ikke bare gumpetungheden, der er flashy, det er også flashyheden, der er gumpetung."

Røvtung patos
Julia har efter ulykken mistet hukommelsen og forveksler Jonas med sin kæreste Sebastian (Nikolaj Lie Kaas), og Jonas påtager sig den nye identitet og ender med at forlade sin kone (Charlotte Fich). Hverdagens trummerum må vige for den store og farlige passion, men dramaet forførte ikke EKKOs anmelder.

"Det virkelig ironiske er, at trummerummet fremstår langt mere troværdigt og gribende end passionen, og ikke kun fordi intenst sårbare Charlotte Fich spiller den forfjamsket måbende og stirrende Rebecka Hemse helt ud af banen, men også derfor. Det er fremmedheden i ægtesengen, der inciterer, ikke den fede sex i hospitalssengen. Lydhør, spilfærdig realisme vinder over forloren, røvtung patos - hver gang!" skriver Bukdahl og giver filmen tre stjerner — én stjerne mindre end til Vikaren, som han anmeldte overvejende begejstret i forrige nummer af EKKO.

Krapolskis spadseredragt
De bukdahlske klaps er ikke gået hen over hovedet på  Ole Bornedal, som i 1994 var med til at sparke liv i dansk film med gyseren Nattevagten, men siden oplevede en nedtur med Hollywood-remaket Nightwatch (1997) og kostumedramaet Jeg er Dina (2002). Nu er Bornedal tilbage — med eftertryk.

"Jeg er så tilpas højrøvet, at jeg føler EKKO har nedsablet et stort værk og gjort det til i bedste fald middelmådigt", siger han og tilføjer, at han ikke begriber, hvorfor EKKO har valgt en anmelder, der er mest kendt som digter og litteraturkritiker i Weekendavisen.

"Jeg bildte mig ind, at EKKO stod for en fornyelse af dansk film, der er druknet i lidt for meget uberettiget selvtilfredshed med historier, der er for få og for grå. Men det er ujævn stil at bede Bukdahl anmelde moderniteten i dansk film. Land og Folk bad da heller ikke teaterkritikeren Svend Kragh-Jacobsen anmelde grevinde Krapolskis spadseredragt til efterårsgalleriet," siger Ole Bornedal med vanlig pondus.

Trods anmeldelsen ser det ganske godt ud for Kærlighed på film, der har premiere den 24. august. Den har allerede fået det afgørende blå stempel af den magtfulde Biografklub Danmark, hvor den er valgt til at åbne sæsonen med 70 kopier over hele landet. Kærlighed på film skulle dermed — siger al erfaring — være sikret et billetsalg på mindst 200.000.