Klassefestens instruktør er død

Dansk film har mistet en af sine mest habile håndværkere.

Birger Larsen var ikke en mand, der gjorde det store væsen af sig selv. Men han har alligevel beriget os med mange gode oplevelser gennem det sidste kvarte århundrede. Først gennem dramaer og krimier, siden med en lystig komedie.

Birger Larsens sidste film blev nemlig den store publikumssucces Klassenfesten 3: Dåben, som for tiden får latteren til at runge i biograferne over det ganske land. Anmelderne var ikke specielt begejstret for Larsens favntag med komediegenren, men det er publikum tilsyneladende fløjtende ligeglade med, for de valfarter i stor stil til filmen.

Glædeligt var det da også, at Birger Larsen i forbindelse med sin sidste film nåede at komme i kontakt med sit publikum. I et interview i Herning Folkeblad udtalte han: ”Jeg er jo sådan en fyr, der laver film, der godt nok bliver rost og set, men sjældent giver de helt store reaktioner fra publikum, og den store og oprigtige interesse, jeg denne gang mærker fra publikum, er ret fantastisk.”

Instruktøren voksede op i Hvidovre, og han blev præsenteret for filmbranchen, da han som femtenårig fik en rolle i Søren Kragh-Jacobsens Vil du se min smukke navle? (1976). Det gav mod på mere, men i stedet for at gå skuespil- eller filmskole-vejen, lærte han instruktørfaget at kende gennem arbejde som instruktørassistent på blandt andet Kragh-Jacobsens Skygge af Emma og Morten Arnfreds Himmel og helvede, begge fra 1988.

Instruktøren fik i 1990 en drømmedebut med dramaet Lad isbjørnene danse, som er en filmatisering af Ulf Starks roman. Filmen blev belønnet med både Robert og Bodil for årets bedste film, ligesom filmens mandlige hovedrolleindehaver, Tommy Kenter, modtog to statuetter.

Debuten, hvor Birger Larsen afslører et stort talent for at instruere børn, handler om drengen Lasse, der gennemlever forældrenes uventede skilsmisse.

Filmen er en perle, der stråler i sit præcise billede af den danske arbejderklasse – ikke med den kradse Clausen-socialrealisme, men snarere som en familiefilm fortalt i børnehøjde med fokus på drengen Lasse. Alene scenen, hvor afsløringen af den pludselige skilsmisse, der falder midt under gaveudpakningen juleaften, viser det perfekte sammenstød mellem et borgerligt højdepunkt og livets barske realiteter.

Siden faldt det Birger Larsen en smule svært at indfri forventningerne. Men han kunne noget med børn. Det så vi også i opfølgeren til debuten, thrilleren Karlsvognen fra 1992. Men trods gode anmeldelser slog den desværre ikke an, hvorfor Birger Larsen i en periode kastede sig over at instruere reklamefilm.

Comebacket kom med kortfilmen Ska’ vi være kærester? fra 1998, der opnåede noget så fornemt som at blive Oscar-nomineret. I denne film åbenbares endnu engang instruktørens gudbenådede evne til at håndtere børn foran kameraet.

Efter nogle afstikkere til tv-serier og instruktør af den svenske thriller Det næste skridt fra 2005, en film i Wallander-serien, var Larsen atter på hjemmebane med instruktion af børn i Superbror fra 2009.

Den er et sjældent vellykket eventyr for både børn og voksne. Filmen blev tildelt en Robert i kategorien årets bedste børne- og ungdomsfilm og var i øvrigt udtaget til Filmfestivalen i Berlin. Sverige kaldte atter på Larsen i 2013, med filmatiseringen af Maria Langs krimiroman Mördaren ljuger inte ensam.

Ellers var det med danske tv-serier, Birger Larsen høstede stor anerkendelse. Først med episoder af Taxa (1997) og Nikolaj og Julie (2002-2003), siden med Forbrydelsen (2007) og Den som dræber (2011). Sidstnævnte kom også i spillefilmudgave, ligeledes med Birger Larsen som instruktør – den var mildt sagt ikke særligt god.

Birger Larsen blev belønnet med BAFTA TV Award for instruktør af Forbrydelsen i kategorien bedste internationale tv-serie. En ære, han delte med manuskriptforfatteren Søren Sveistrup, produceren Piv Bernth og skuespilleren Sofie Gråbøl.

Hans tv-arbejde omfatter også den svenske Den femte kvinde fra 2002 og den engelske Murder fra 2016.

At det netop skulle blive komedien Klassefesten 3: Dåben, der blev Larsens filmiske punktum, er en smule paradoksalt, da hans adelsmærke har været det alvorlige drama og krimier. Men opgaven fik han, fordi han med producentens ord selv er så sjov.

Birger Larsen kan drage fra denne verden i forvisningen om, at hans publikum er enig heri.