Essay
23. feb. 2016 | 14:16

Essay: Krigen på stranden

Foto | David James
I en kugleregn stormer de allierede tropper forbi tankspærringerne i håb om at finde dække bag en sandbanke i Steven Spielbergs ikoniske krigsfilm Saving Private Ryan.

Der er film, der afslører krigens grusomhed og absurditet, og der er film, der dyrker krigen som heltemod og spændende eventyr, skriver Peter Schepelern i sit essay om filmens fremstilling af krig.

Af Peter Schepelern / Ekko #69

Vi ved, hvordan det ser ud, når de går i land
 på Omaha Beach 6. juni 1944.

Den legendariske krigsfotograf Robert Capa var til stede i den anden bølge af invasionstropper, og selv om størstedelen af hans fotografier blev ødelagt ved en laboratoriefejl, er en håndfuld bevaret, rystede, uskarpe billeder af soldaterne, der prøver at nå gennem vandet, forbi tankspærringerne og op på stranden i en dødelig regn af kugler.

Ikoniske billeder.

På et troppeskib lidt ud for kysten befandt sig en anden notabilitet. Det var Ernest Hemingway, som ganske vist ikke fik lov at komme med ind på land, men gennem sin kikkert holdt øje med det voldsomme drama.

Invasionen i Normandiet er en begivenhed af verdenshistorisk betydning, men det er også billeder, det er film. Slaget blev monumentalt og konventionelt skildret i Den længste dag fra 1962, en panoramisk, stjernespækket Hollywood-storfilm på næsten tre timer.

Faktisk blev en af de unge soldater, der overlevede massakren på stranden, siden filminstruktør, og mange år senere lavede Sam Fuller en film baseret på sine egne krigsoplevelser. Den posthumt udsendte The Big Red One fra 1980 har da også en intens scene fra stranden, hvor den barske officer må ofre flere unge mænd for at bryde gennem pigtrådsspærringerne.

Men den helt afgørende film om begivenhederne blev lavet af en instruktør, som endnu ikke var født, da invasionen fandt sted. Det er Steven Spielbergs Saving Private Ryan, der lever videre i vores kollektive, visuelle hukommelse som den mest ikoniske fremstilling af krig overhovedet.

Den 22 minutter lange åbningsscene har sat en ny standard for krigsfilmens realisme, en ny dagsorden for genren. Den er fortalt
med rystet håndholdt kamera, subjektiv lyd, over vandet, under vandet. Vi ser soldater, der brækker sig, beder, mejes ned, et ben skydes af.

Det er et uoverskueligt kaos, en massakre uden overblik, hvor der kun, som en amerikansk general har sagt, er to slags personer til stede: ”De døde og dem, der skal dø.”

De klassiske værker
Vi plejer at identificere den vestlige kultur med menneskerettigheder, fred og demokrati. Men man kommer ikke udenom, at de klassiske, grundlæggende værker i vores kultur hylder krig og vold. Iliaden er én stor, begejstret krigsfortælling, og det går voldsomt til:

”Da de kom frem til selv samme sted på marken og mødtes / Læder mod læder og lanse mod lanse og bronzebevæbnet / Kriger mod kriger, da stødtes der skjolde med smedede bukler / Ind i hinanden, og mægtigt var braget der rejste sig ved det. / Dér blev der jammer
og jubel at høre fra mænd som ihjelslog / Eller blev slået ihjel, og jorden sejled af blodet.”

Det andet store homeriske værk, Odysseen, er den klassiske skildring af krigerens hjemkomst, der er forblevet et uopslideligt tema.

Voldeligheden fortsætter i det religiøse univers. Kristendommen opfattes som en forkyndelse af fred og moral, men som psykologen og Harvard-professoren Steven Pinker har påpeget, er Det Gamle Testamente fuld af skildringer af barbariske slag, massakrer og grusomheder: ”Biblen er én lang fejring af vold.” 

Krigen hærger videre i kunsten. Der er masser af krig hos Shakespeare. ”Slip krigens hunde løs,” hedder det i Julius Caesar. Det sker dog som regel uden for scenen.

Også 1800-tallets store episke romaner, Stendhals Hoffet i Parma (1839), Victor Hugos De elendige (1862) og Tolstojs Krig og fred (1869), har deres berømte krigsscener med fokus på storladne slag, hvor hærene mødes på slagmarken.

Døden i skyttegravene
Med Første Verdenskrig oplevede man en
ny slags krig. Det var ikke længere et enkelt afgørende slag, men stadige krigshandlinger, der i årevis bølgede frem og tilbage mellem skyttegravene i ingenmandsland. Man antager, at cirka ti millioner soldater og syv millioner civile døde under krigen, og disse enorme
tab af menneskeliv var med til at ændre synet på krig.

Fra en ærefuld, patriotisk udfoldelse blev krigen i stigende grad set som en kæmpemæssig, dæmonisk dødsmaskine.

Verdenskrigen kom også som en uvelkommen belæring om, at menneskeheden ikke var nået så langt i sin civilisationsproces, som man måske havde troet. Freud udtrykte i 1915 sin skuffelse over nationernes svage moral
og især over ”brutaliteten i adfærden hos
den enkelte, man som deltager i den højeste menneskelige kultur ikke havde tiltroet noget lignende”.

Det var på den baggrund, at pacifismen markerede sig stærkere og stærkere, som det også kan aflæses i krigsromanerne, som myldrede frem i de efterfølgende år. Mest berømt blev den tyske krigsveteran Erich Maria Remarques Intet nyt fra Vestfronten. Den udkom i 1929 og blev en enorm succes også internationalt, og det var Hollywood, der sikrede sig filmrettighederne.

Hænder på pigtråden
Film og krig har fulgtes ad gennem mere end et århundrede. Filmmediet har kunnet bruge krigen til drama og underholdning, og krigen har kunnet bruge filmen til propaganda og forherligelse.

Første Verdenskrig var den første krig, der for alvor fik dækning af filmmediet. Der blev optaget film midt i kampene, og filmmediet blev effektivt brugt i propagandakrigen. Det engelske krigsministerium stod for eksempel bag en storstilet propagandistisk dokumentar om The Battle of the Somme (1916), som efter anbefaling af premierministeren på få uger blev set af over tyve millioner briter.

Krigen blev også det store emne i fiktionsfilmen, både præsenteret som melodrama i D.W. Griffiths Hearts of the World fra 1918 om onde tyskere og gode franskmænd og amerikanere, og som farce i Charles Chaplins Gevær på skulder, hvor Charlie tager den tyske kejser til fange. I årene efter kom en række krigskritiske og pacifistiske film, kulminerende med Intet nyt fra Vestfronten fra 1930.

Filmen var en tidlig Oscar-vinder og blev modtaget med beundring. Dog ikke i Tyskland, hvor højreorienterede kredse skabte protest
og tumult. Da filmen efter i første omgang
at være sluppet gennem censuren alligevel blev forbudt, var det selveste Goebbels, der kunne rose sig af at have ”vundet kampen
mod dette jødiske smudsværk” (instruktøren Lewis Milestone havde en jødisk-moldovisk baggrund). Forfatteren Remarque forlod landet dagen efter den nazistiske magtovertagelse i 1933, og romanen blev kastet på bogbålet.

Romanen udmærker sig ved sine saglige rædselsdetaljer: ”Vi glider i kødstumper, i bløde kroppe, jeg snubler i en flænget mave,” fortæller vores hovedperson, ”ved siden af mig får en underkorporal hovedet revet af. Han løber nogle skridt videre, mens blodet står som et springvand op af halsen.” 

Filmens ikoniske billede viser en soldat, der er sprængt i stumper og stykker, så kun hans hænder sidder tilbage på pigtråden.

Usund for kampmoralen
Intet nyt fra Vestfronten er det tidlige hovedværk i krigsfilmgenrens pacifistiske og militærkritiske tradition.

Et andet storværk er Jean Renoirs franske Den store illusion fra 1937. Historien om franske krigsfanger i tyske lejre fremviser krigens løsninger som illusion, og da krigen nåede til Frankrig i 1940, blev filmen forbudt. Man skønnede, at dens pacifisme ville være usund for kampmoralen.

Fremstillingen af krigens meningsløshed bliver en fast ingrediens også efter Anden Verdenskrig. Stanley Kubricks mesterlige Ærens vej fra 1957 afslører generalernes hykleri og absurditet, og David Leans berømte Broen over floden Kwai, også fra 1957, hvor britiske og amerikanske soldater i japansk krigsfangelejr tvinges til at bygge en stor bro i junglen, udstiller krigens dødbringende og i sidste ende nyttesløse udladning af grusomhed, mandsmod og stolthed. ”Madness, madness,” lyder slutreplikken.

Krigens absurditet blev stærkt tematiseret
i et par filmatiseringer, baseret på nogle af tidsåndens litterære nøgleværker, der er blevet moderne klassikere: Joseph Hellers Punkt 22 (instrueret af Mike Nichols i 1970) og Kurt Vonneguts Slagtehus 5 (instrueret af George Roy Hill i 1972).

Begge forfattere var krigsveteraner,
som præsenterede deres personlige krigserfaringer i en slags troldspejl af fabulerende vanvid. Siden kom serbiske Emir Kusturicas Underground fra 1995, hvor Anden Verdenskrig og den jugoslaviske borgerkrig er smeltet sammen til en slags absurd teater. 

Men den krigskritiske holdning markerer sig især med de store Vietnam-film i slut-70’erne og 80’erne: Michael Ciminos The Deer Hunter, Francis Ford Coppolas Dommedag nu, Oliver Stones Platoon og Stanley Kubricks Full Metal Jacket. Her markerer krigen en rejse ind i mørkets hjerte, som USA vel aldrig er kommet sig over.

USA havde, mere eller mindre helhjertet, været involveret i store krige op gennem århundredet: Første Verdenskrig (1917-18), Anden Verdenskrig (1941-45), Korea-krigen (1950-53) og Vietnam-krigen (1964-75).

Anden Verdenskrig husker amerikanerne som the good war. Her triumferede de som det godes kræfter i frihedens tjeneste.

Vietnam-krigen var, om nogen, the bad war. Det var svært at se legitimiteten i den amerikanske støtte til Sydvietnams korrupte styre, og amerikanernes fremfærd var skræmmende. Det var da også denne krig, der skabte en stærk antikrigsbevægelse både i USA og i Europa.

”Make love, not war” var hippiebevægelsens motto. Og man noterer sig, at pornofilmen brød igennem i amerikansk populærkultur, mens Vietnam-krigen kulminerede. Siden har antikrigsfilmen markeret sig stærkt med film som Elem Klimovs sovjetrussiske Gå og se (1985), der viser tyskernes fremfærd i Hviderusland som et surrealistisk, infernalsk orgie af grusomhed, oplevet af en halvstor dreng. Filmen slutter med at oplyse, at nazisterne nedbrændte 628 hviderussiske landsbyer med alle beboere.

Hvor kommer ondskaben fra?
The Thin Red Line fra 1998 skildrer en gruppe amerikanske soldaters kampe på den japansk besatte ø Guadalcanal, hvor urskovens ædle vilde lever i harmoni med hinanden og med naturen.

Instruktøren Terrence Malick, der var tilbage efter en pause på tyve år, præsenterer stoffet i sin særegne, selvhøjtidelige stil som en lang, kollektivt fortalt artfilm, indsvøbt i hypnotiske billeder, klassisk musik og dybsindige voice-over-refleksioner. Filmens første indstilling viser en krokodille, der glider ud i vandet. ”Hvorfor er der krig i naturens hjerte?” spørger stemmen, ”denne ondskab – hvor kommer den fra? Hvordan slap den ind i verden?”

Mest original og nyskabende er Ari Folmans israelske Waltz with Bashir fra 2008, en dokumentarisk animationsfilm, hvor den midaldrende mand hjemsøges af mareridt
med vilde hunde som repræsentanter for de fortrængte grusomheder, han havde del i under den israelske invasion i Libanon 1982. Det er krigen som traume, krigen som en uhelbredelig mental tilstand.

Blodets vellyst
Men der er også en anden oplevelse af krigen. Ikke krigen som meningsløshed og gru, men krigen som forløsning og triumf.

Modstykket til Remarque er Ernst Jünger, der også som ganske ung deltog i Første Verdenskrig, blev højt dekoreret og skrev flere bøger om sine oplevelser. Med sin aristokratiske konservatisme og krigsbegejstring står han som en fascinerende, men ikke specielt behagelig nøgleskikkelse i europæisk kultur. Hos ham er krigen en rus, en besættelse, en manddomsprøve for de udvalgte. Han døde i 1998, 102 år gammel.

”Vi var draget af sted i en regn af blomster, i en beruset stemning af roser og blod. Det store, stærke, højtidelige, det måtte krigen
jo give os. Vi så den som en mandig dåd,
en munter ildkamp på blomstrende, blodbestænkede enge,” hedder det i hovedværket
I stålstormen (1920).

Rædslerne bliver en slags psykisk åbenbaring. ”Det store slag betød et vendepunkt også i mit indre,” forklarer han, ”det var en indvielse, som ikke blot åbnede skrækkens gloende kamre, men også førte igennem dem.”

I essayet Kampen som indre oplevelse taler han om ”blodets vellyst” ved mødet med modstanderen, sammenlignelig med et kærlighedsforhold. I krigen oplever han ”et skrig, for længst glemt i kulturens flod, et skrig af erkendelse, gru og blodtørst”. Også en åndsfyrste som Thomas Mann skrev i 1914 med begejstring: ”Krig! Det var renselse, befrielse.”

Hemingway, som selv havde gjort erfaringer som ambulancefører under Første Verdens- krig, havde fået blod på tanden: ”Der er ingen jagt som jagten på mennesker, og de der har jaget bevæbnede mænd længe nok og syntes om det, kan ikke rigtig interessere sig for noget andet derefter.”

Det er i denne fascination af krigen, både dens heroisme og dens rædsler, vi finder genrens anden store tradition. Her fremstår krigen som en heroisk bedrift, en ærens mark, hvor manden kan udvise mod og handlekraft, men også som et univers, hvis rædsler og grusomheder har en dragende magt. Jo mere forfærdelig, desto bedre.

Band of Brothers
Krigsbegejstringen markerer sig med film
om kammeratskabet blandt de udvalgte, ”we few, we happy few, we band of brothers,” som kongen taler om i Shakespeares Henrik den Femte, berømt filmatiseret af Laurence Olivier. 

Den flot producerede farvefilm havde premiere i England i slutningen af 1944,
hvor ordene havde særlig aktualitet som en hyldest til den britiske kampgejst. Ordene lever videre i HBO-serien Band of Brothers som en tilsvarende hyldest til et amerikansk kompagnis mod og opofrelse på de europæiske slagmarker 1944-45. Serien, produceret af Spielberg og Tom Hanks, havde premiere to dage før 11. september 2001.

Krigsforherligelse kender man også fra en klassiker som The Charge of the Light Brigade. Da 600 engelske tropper under Krim-krigen
i 1854 gik i en fælde med store tab til følge, blev operationen, der skyldtes en fejltagelse, besunget af digteren Tennyson. Han hyldede soldaterne for at gøre deres pligt uden at stille spørgsmål til det meningsløse i projektet: ”Theirs not to reason why, Theirs but to do
and die” – en sætning, der også citeres i Saving Private Ryan.

Begivenhederne skildres entusiastisk som heltemodig bedrift i Hollywood-filmen fra 1936, ligesom general Custer, der sammen med sine mænd blev nedkæmpet af indianere, hyldes for sin tapperhed i den temmelig historieforfalskende De døde med støvlerne på fra 1941. Der var ingen spørgsmål til indianerkrigenes legitimitet, det kom først med film som Arthur Penns En god dag at dø fra 1970, hvor indianerkrigene ses i lyset af Vietnam-krigen, og Custer fremstår som en morderisk galning.

De ganske mange krigsfilm, der kom frem under Anden Verdenskrig, var forståeligt nok positive over for det militære engagement, mens det stod på. Amerikanske film som Bataan, Thirty Seconds Over Tokyo og John Fords They Were Expendable heroiserede den krigeriske indsats, ligesom man ser det i de andre krigsførende lande.

I Sovjetunionen havde Sergej Eisenstein
i 1938, efter en lang, ufrivillig pause, fået
et comeback med det historiske drama om Aleksander Nevskij. Filmen, der kulminerer med slaget på isen i 1242, hvor russerne under ledelse af fyrst Aleksander sejrer over de grumme tyske ordensriddere (og deres danske hjælpetropper!), var en advarende allegori over den aktuelle trussel fra Tyskland og blev modtaget med begejstring.

Da Stalin året efter lavede sin pagt med Nazityskland, blev filmen imidlertid trukket tilbage. Men da Hitler brød pagten og angreb Sovjetunionen i 1941, kom filmen frem igen. Scenen på isen, hvor de tyske riddere i deres uhyggelige og groteske hjelme falder gennem Peipus-søens is, er en af filmhistoriens klassiske slagscener, en virtuos demonstration af Eisensteins montageteknik.

Spændende eventyr
Krig i historisk kulisse er stadig et populært tema, og her kan heltedyrkelsen få frit løb – som i Braveheart og Gladiator.

En særlig afdeling af de krigsbegejstrede film fremstiller krigen som et spændende eventyr, udfordrende underholdning for mænd med hår på brystet. Det er ofte historier, der drejer sig om en mission, hvor en flok mænd, eventuelt suppleret med en kvinde, skal løse en særlig opgave. 

Navarones kanoner fra 1961 (spræng to enorme kanoner i luften, så flåden kan passere det græske stræde) og Ørneborgen fra 1968 (træng ind i et alpefort og befri en britisk general), begge efter Alistair MacLean-romaner, var krigsunderholdning med helte og forrædere og halsbrækkende stunts.

Det fortsætter med film som Den store flugt, hvor der går sport i at flygte fra krigsfangelejren, Det beskidte dusin, hvor den gemytlige stemning er kombineret med sadisme og brutalitet, og Kellys helte, hvor krigssituationen benyttes som dække for
et velvoksent bankkup. Som sidste skud på genren kan man se Tarantinos Inglourious Basterds, hvor jødiske soldater får taget en kontrafaktisk hævn over Hitler og alt hans væsen.

De moderne krige har også fået deres film. David O. Russells Three Kings fra 1999 var en slags modernisering af Kellys helte, omsat til Golf-krigen, men med et moralsk twist på historien og visuel opfindsomhed i billeder, der viste projektilets vej gennem menneske- kroppen. Det havde man ikke set før. 

Heroiserende film som Black Hawk Down, The Hurt Locker og Zero Dark Thirty, hvor mod og kløgtighed hyldes, har haft stor succes.
Det samme gælder Mel Gibson-filmen We Were Soldiers, hvor den amerikanske indsats
i Vietnam-krigen glorificeres, som det ikke er set siden John Waynes berygtede De grønne djævle tilbage i 1968. 

Krigspornografi
Krigsfilm som dansk genre er et smalt fænomen. Genren er forståeligt nok størst i de lande, der har været mest involveret i og ramt af krig. Krigsromanerne trænger sig heller ikke på i den danske litteratur.

Man bemærker dog, at Johannes V. Jensen i Kongens fald har cirka en side, en genial side, om krigen, hvor ”døden smaskede højst uopdragent med kæberne”.

Men faktisk er en af de mest sælgende danske forfattere nogensinde en krigsforfatter. Sven Hazel lavede en række kulørte krigsromaner, blandt andet Døden på larvefødder (1958), med voldsomme krigsscener fra Østfronten, der efter alt at dømme var fiktion, selv om forfatteren hævdede, at det var selvoplevet.

Det var en slags krigspornografi, som
også fik stor international udbredelse. En af bøgerne blev uden større succes filmatiseret i 1987 som The Misfit Brigade, en dansk-engelsk produktion optaget i Jugoslavien. Her blev
de fiktive krigsrædsler få år efter afløst af en langt mere skræmmende virkelighed.

Hverdagsliv
En egentlig dansk krigsfilm, forstået som en film med fokus på selve kampen og kamphandlingerne, kendes vel kun fra Ole Bornedals tv-serie 1864. Men krig og slag figurerer i flere danske film, dog typisk som baggrundstema. Knud Leif Thomsens Tine, efter Herman Bangs roman, har også nederlaget i 1864 som tema. Vi ser Sønderborg brænde i horisonten, og der er nogle korte scener fra Dybbøl.

Rækken af film om besættelsen har indtil for nylig været det nærmeste, dansk film kommer krigsfilm. Det drejer sig ikke om egentlige krigshandlinger, men om sabotageaktioner. Mens Theodor Christensens dokumentarfilm Det gælder din frihed (1946) polemisk angreb den danske regerings samarbejdspolitik,
kom spillefilm som De røde enge og Den usynlige hær med en ukontroversiel hyldest
til modstandsbevægelsens indsats. 

Måske er det betegnende, at den kunstnerisk bedste film om besættelsen, Palle Kjærulff-Schmidts Der var engang en krig fra 1966, som Klaus Rifbjerg var medforfatter på, fokuserede på danskernes almindelige hver- dagsliv, som var helt uden dramatik. Filmens enkelte indslag af spændende krigsbedrifter er bare pubertetsdrengens heltedrømme.

Siden spillede besættelsen – med både værnemagere og modstandskæmpere – en vigtig rolle i Erik Ballings og Lise Nørgaards Matador, der utvivlsomt er den mest udbredte fremstilling af stoffet. Alle husker, hvordan Maude Varnæs vågnede op til dåd og hjalp den jødiske hr. Stein i sikkerhed.

I 2008, hvor interessen for besættelsen som filmtema definitivt var ebbet ud, kom så Ole Christian Madsens Flammen & Citronen, der med en ny antiheroisk attitude til modstandskampen effektivt har genåbnet temaet med stor gennemslagskraft.

Først kom den patetisk-sentimentale Hvidsten gruppen, der unægteligt fik et publikum, senest filmen om 9. april. Og snart kommer Martin Zandvliets Under sandet,
et drama om unge tyske soldater, som efter nederlaget tvinges til livsfarlig minerydning på de danske kyster. Turen er kommet til de grimme historier. Og der er stadig krig på stranden.

Forsvaret går til angreb
Det passer meget godt med, at Danmark igen er blevet en krigsførende nation. Filmisk har det markeret sig med stærke dokumentarer som Christoffer Guldbrandsens Den hemmelige krig og Janus Metz’ Armadillo og berøres i spillefilm som Susanne Biers Brødre og Christoffer Boes Alting bliver godt igen.

Med Tobias Lindholms nye Krigen har vi en egentlig dansk krigsfilm, hvor både kampens voldsomhed og de mentale omkostninger fremstilles med stor intensitet. Det er blevet et foruroligende billede af et Danmark, der med de bedste hensigter har fået blod på hænderne. 

Vi har været med til at føre krig, i Irak,
i Afghanistan, i Libyen. Hen imod et halvt hundrede danske soldater og et ukendt antal fjender og civile er døde i vores krige. Dansk militær spiller en helt ny rolle på verdensplan. Forsvaret er gået til angreb.

Som der stod på en satirisk hverveplakat tilbage under Vietnam-krigen: ”Join the army, travel to exotic distant lands, meet exciting and unusual people . . . and kill them.”

Måske kommer der engang en spillefilm om, hvordan Anders Fogh Rasmussen sendte Danmark i krig. Emnet burde ikke være uden muligheder.

Kommentarer

Krigstema i #69

Dette essay er oprindelig bragt i temaet ”Krig” i Ekko #69.

I temaet besøger vi optagelserne til Fuglene over sundet, om danske jøders flugt fra nazisterne.

Interview med Tobias Lindholm og Pilou Asbæk om deres Oscar-nominerede Krigen.

Simon Pasternak diskuterer Sauls søn og andre holocaust-film.

Carsten Jensen reflekterer over temaet i Ved fronten er vi alle filosoffer.

Se indholdet i Ekko #69.

© Filmmagasinet Ekko