It’s time to make movies political again

Skal kunstnerne koncentrere sig om at lave kunst, eller skal de også ville noget med det? Skal kunsten forandre verden, eller skal den forandre kunsten? 

Det er blevet diskuteret i årevis: Kunst for kunstens skyld eller for sagens skyld? 

Man ved, at Harriet Beecher Stowes roman Onkel Toms hytte fik betydning for den amerikanske borgerkrig. Præsident Lincoln mødte forfatteren og kaldte hende ”den lille kvinde, som skrev bogen, der startede denne store krig”. 

Bogen – filmatiseret utallige gange – anses for at være sentimentalt kitsch uden indlysende kunstneriske kvaliteter, ligesom dens politiske korrekthed lader meget tilbage at ønske. 

Men det var filmens hjertegribende historie, der skabte den folkestemning mod slaveriet, som var en forudsætning for borgerkrigen og dermed slaveriets afskaffelse. 

I 1970’erne stod politisering af kulturen øverst på dagsordenen. Det drejede sig om kunst med budskaber, meninger, engagement. Ikke om at nå nye, originale kunstneriske resultater, selv om politiske filmkunstnere som Godard, Fassbinder og Pasolini faktisk formåede at gøre begge dele. 

Det udbredte mantra var, at al kunst er politisk. 

Siden blegnede det politiske engagement som lødig kunstnerisk metode. Det skulle ikke være propaganda, det skulle være kunst. 

Veteraner som Ken Loach og Michael Haneke har holdt fanen højt og er ikke blevet trætte af at analysere samfundsmekanismerne, men for eksempel var dogmebevægelsen et filmæstetisk og produktionsmæssigt initiativ. Hvad filmenes indhold skulle være, var der ingen dogmeregler, der anviste. 

Nu synes stemningen at være skiftet. Samfundets dagsordener breder sig ind i kunsten. 

Da Jonathan Glazer i marts vandt en Oscar for mesterværket The Zone of Interest – om familielivet hos kommandanten i Auschwitz – benyttede han sin takketale til at pege på begivenhederne i Israel og Gaza: ”Om det er den 7. oktober i Israel eller det fortsatte angreb på Gaza, alle er ofre for denne dehumanisering – hvordan gør vi modstand?” 

Kunstværket som en kommentar til den aktuelle virkelighed, kunstens og virkelighedens zoner krydses. 

På Cannes-festivalen i maj præsenterede iransk-danske Ali Abbasi sin Donald Trump-film The Apprentice ved at tviste præsidentkandidatens slogan: ”It’s time to make movies relevant. It’s time to make movies political again.” 

I det aktuelle Ekko-nummer taler coverstjernen Christina Rosendahl om sin film Fuld af kærlighed, der fokuserer på familien omkring en alkoholiker. Men det drejer sig ikke kun om at give publikum en stærk oplevelse af et problem, som sikkert berører den halve befolkning. 

”Det ligger mig meget på sinde at skabe en forandring med den her film,” siger hun – altså en politisk forandring. 

Film kan med det emotionelle register ramme os på en helt anden måde end et debatindlæg og gøre en forskel i virkeligheden. Nogle gange er sagen vigtigere end kunsten!