The Zone of Interest

En sitrende varm sommerdag. Madkurv og tæpper. Frokost på en græsklædt bakketop med udsigt til en sø omgivet af skovklædte bjerge. Latter, snak, pjask i vandet. Far har en rolig stund. På vej hjem småskændes de trætte børn på bagsædet.

Dagen efter fejrer de fars fødselsdag. Ude på gårdspladsen får han en kano. ”Wiedersehen, Vati,” siger et af børnene, inden han tager afsted på arbejde. Han er en travl mand. Mor tager den mindste med ud i haven. Nu skal de nyde det. Se her: floks, rose, solhat og den smukke dahlia.

En dag kommer mormor på besøg. Stolt viser datteren det rummelige hjem frem med centralvarme og nyt tag. I nyttehaven dyrkes sunde grøntsager. De er selvforsynende. Det var bare et stykke jord for tre år siden. Nu har de swimmingpool, drivhus og en stor have. ”Det er gået dig godt, min datter!” siger mormor imponeret.

Alt, bortset fra en enkelt detalje: husets beliggenhed. Kun adskilt af en mur med pigtråd for oven ligger huset op ad Auschwitz, koncentrationslejren i Polen, hvor 1,1 million mennesker, fortrinsvis jøder, blev dræbt under Anden Verdenskrig.

Ægteparret i huset er Rudolf og Hedwig Höss – han kommandant i Auschwitz og ansvarlig for udførelsen af nazisternes systematiske massemord, hun hjemmegående husmor og ansvarlig for børneopdragelsen.

Bortset fra røgen fra de høje skorstene og den konstante, urolige summen fra lejren, momentvis overdøvet af befalingsråb og skrig, er familieidyllen uanfægtet af, at den største forbrydelse mod menneskeheden bogstavelig talt finder sted i baghaven.

Men det er uden for deres interessesfære, deres ”zone of interest”. De føler sig som sande pionerer, der har fundet Lebensraum im Osten.

De må være onde, tænker man. Ligesom Ralph Fiennes’ sadistiske kommandant Amon Göth, der i Schindlers liste vilkårligt skyder på fangerne fra sin balkon.

Men autentiske Rudolf og Hedwig er ikke monstre. De er som dig og mig. Eller som mine egne forældre, der i Hundige også opbyggede et familieliv på en bar mark. Drømmen var den samme. Her skulle vi bo, her skulle være pænt og ordentligt, her skulle vi være lykkelige.

The Zone of Interest er baseret på Martin Amis’ bog af samme navn, men den er på sin vis i lige så høj grad en filmatisering af filosoffen Hannah Arendts begreb ”ondskabens banalitet”.

Ved at studere SS-officeren Adolf Eichmann opdagede Ahrendt, at ganske almindelige mennesker er i stand til at udføre uhyrlige forbrydelser, hvis de suspenderer deres kritiske sans og opfatter fjenden som undermennesker efter at være blevet fyldt med dehumaniserende propaganda.

De er stræbsomme bureaukrater, der udfører ordrer uden at tage etisk ansvar.

Denne instrumentelle tilgang gennemsyrer tilværelsen for Rudolf og Hedwig. De står op og gør deres pligt, så godt de kan. De spørger ikke om hvorfor. Og de gør sig lige så stor umage med at dyrke køkkenhaven som med at få mennesker til at gå op i røg.

Familielivet er lige så autoritært som arbejdet, og manglen på oprigtig ømhed er iøjnefaldende i det lidenskabsløse forhold mellem den pligttro massemorder og Dronningen af Auschwitz, som hun kaldes.

Undervejs opstår der menneskelige sprækker.

En pige lægger æbler ud på jorden til fangerne i optagelser med infrarød kamerateknik, der giver en gedulgt, surrealistisk nattestemning.

Mormoren rejser hjem uden at sige farvel, fordi hun ikke kan holde det ud. En jødisk dame, hun har gjort rent for, er på den anden side af muren. Og Rudolf får problemer med maven og kaster op på trappen under en nazistisk konference, hvor man drøfter deportationen og udryddelsen af ungarske jøder, navngivet efter ham selv: Operation Höss.

Han kigger ned ad en mørk gang og ser et lys for enden. Med et svimlende klip – som Kubricks berømte spring fra knogle i fortiden til rumskib i fremtiden i Rumrejsen år 2001 – er vi pludselig fremme i nutiden, hvor rengøringspersonalet pudser Auschwitz-museets udstillingsvinduer, der viser tusindvis af sko og kufferter fra ofrene.

Som om Rudolf Höss et kort øjeblik erkender konsekvensen af sine handlinger og ser sit eftermæle i øjnene.

”Jeg ønskede at punktere den beroligende idé, at vi intet har tilfælles med nazisterne, at vi aldrig kunne være som dem, og at vi ikke kunne gøre, hvad de gjorde,” har filmens britiske instruktør Jonathan Glazer sagt. ”Holocaust blev begået af monstrøse mennesker, men det blev ikke begået af monstre. Det blev begået af os.”

Det gør The Zone of Interest til en vigtig og desværre meget aktuel film. Den tragiske ironi er, at Israel har skabt sin egen ”zone of interest”, og hvad der foregår af lidelser uden for den zone – i Gaza og på Vestbredden – er man emotionelt i stand at lukke af for og har været det igennem mange årtier.

Claude Lanzmann skabte med dokumentaren Shoah det store filmværk om holocast. Han mente ikke, at man med respekt for ofrene kunne lave en spillefilm om holocaust. Det er simpelthen for stort til at blive gjort til en rørende og eskapistisk historie.

Men nu er det faktisk lykkedes for Jonathan Glazer at lave en usentimental spillefilm, der aldrig giver os lov til at glemme realiteterne.

Lukasz Zals flade, statiske billeder minder om overvågning i et antropologisk studie, men pludselig får fotografen lærredet til at eksplodere i blodrødt eller gå i sort.

Mica Levis musik skaber ulmende dissonanser og indarbejder skrig. Lyddesignet gør os til auditive vidner til massedrabet, uden at vi ser et eneste billede indefra lejren. Man har vel aldrig set en film så tydeligt udtrykke forskellen på to virkeligheder ved udelukkende at vise den ene.

Christian Friedel inkarnerer Rudolfs sammenbidte væsen, mens eminente Sandra Hüller – som vi kender som datteren i Min far Toni Erdmann – med sit mekaniske, abrupte kropssprog indfanger Hedwigs pragmatisk afstumpede sind.

Filmen er ingen crowdpleaser, men til dem, der vil savne traditionelt drama med klassisk indlevelse, er der blot at sige: The Zone of Interest er større end en film og mere end en fortælling om familien Höss eller for den sags skyld holocaust.

Det er et mesterværk af historiske dimensioner, et monument over menneskeheden, som vi kan vende tilbage til igen og igen for at forstå, hvad det vil sige at være et menneske, og hvad der sker, når vi giver slip på det menneskelige.