Nyhed
23. maj 2007 | 10:13

Kvindevold kurerer voldsfrygt

Selv de kvindelige journalister overgav sig til Tarantinos muntre voldsorgie, mens Gus Van Sant-film deler sindene i Cannes.
Af Frederikke Lett, Cannes

I går kom mr. Tarantino til byen.

Hans del af Grindhouse (anden del er Robert Rodriguez Planet Terror) er en hæsblæsende volds-kitschet komedie, Death Proof, om Stuntman Mike (Kurt Russell), der jagter og dræber smukke kvinder på grotesk vis.

Et skarpt, frisk pust på Cannes-festivalen.

Her er rappe piger med svajende hofter og lap-dance, provokerende omgangstone, grotesk vold og et sound-track, der får én til at få lyst til at rejse sig i salen og fyre den af.

Publikum hujede og klappede efter den sene forestilling og fortsatte med hujen og klappen ved pressekonferencen, hvor en veloplagt Quentin Tarantino med sit team optrådte.

Ren opvisning i stunts
Da blå pressekort må sende en hvid pind efter at komme ind til selve pressekonferencen, får vi refereret fra de fine lyserøde kort, at der ligefrem var en kvindelig journalist, der rejste sig og takkede Tarantino, fordi hun, efter at have at have set filmen, ikke længere er bange for vold.

Hvorfor? Fordi pigerne i denne film er rockerskrappe og tager til genmæle på mandens præmisser. De voldsjagter Stuntman Mike, der voldsjagter dem, og de kvæster ham, indtil han tigger om nåde. Og så kvæster de ham lige lidt mere.

Ingen tvivl om, at der var munter underholdning i lækker indpakning og en ren opvisning i biljagter og stunts. Men man kan savne snart at se et mere seriøst værk fra hans hånd, ét hvor han tager sig selv bare en anelse alvorligt.

Livet i en dykkerklokke
Le Scaphandre et le Papillon (på dansk: Dykkerklokken og Sommerfuglen) af Julian Schnabel er en bevægende film om det franske modemagasin ELLE's karismatiske livsnyder af en chefredaktør Jean-Dominique Bauby, der i 1995 på en køretur med sin søn, i en alder af blot 43, fik et slagtilfælde.

Han vågnede tyve dage senere op til the locked-in syndrom, hvilket betyder, at man mentalt er fuldstændig til stede, men ude af i stand til at tale og bevæge sig. Den eneste måde, han kunne kommunikere med omverdenen på, var ved at blinke med sit ene øje. 1 gang for ja og 2 gange for nej.

Men han nægtede at acceptere sin skæbne, lærte at kommunikere gennem alfabetet og fik på den måde, ved hjælp af en sekretær, nedskrevet sine erindringer i en bog (af samme navn som filmen), der henførte såvel anmeldere som læsere i ekstase.

Som publikum oplever vi hans verden gennem dette ene øje, vi bliver også inviteret indenfor i hans fantasier, når søndagene på hospitalet bliver for traurige. Han skaber legende og overdådige universer, hvor alt nyder et muntert overskud, som da han går amok i at spise østers med sin sekretær, eller når han digter møder med spændende personager på hospitalsgangene.

Trods magt og vælde er der tale om en mand, der har bevaret en smuk natur, hvor heller ikke hans sygdom ændrer på det faktum. Han har sine fortrydelser, jovist, men han udstråler en ukuelig optimisme, en insisterende vilje til at få det bedste ud af livet. Tårerne triller, og billederne hænger ved som en dekorativ collage på nethinden resten af dagen og skaber lethed.

Portlands skatermiljø
Andre billeder hænger også ved, blandt andet et grotesk billede af en overskåren mand, der bliver ved med at leve i filmen Paranoid Park af Gus Van Sant, baseret på en roman af Blake Nelson, som voksede op i Portland. Filmen deler sindene i Cannes.

For nogle er hans film en favorit til Guldpalmen, mens andre ikke kan tåle den.

Den tager sit udspring i skater-miljøet, Paranoid Park, Portlands hårde skater-park, hvor den kønne 16-årige Alex med det moderigtige lange hår ved et uheld dræber en sikkerhedsvagt. Han beslutter sig for ikke at fortælle nogen om det, men lider i en indadvendt paranoia: Mon han bliver opdaget?

Filmen smyger sig udefinerbart rundt om flere temaer med douce og autentiske billeder af skater-miljøet, som — om end smukt filmet — ikke trænger igennem hos dem, hvis kendskab til miljøet i forvejen ikke er stort. Ved skildringen af de tidlige teenageår bliver stemningen mere gennemtrængende, og navnlig præcis af de lidt for fremmelige piger og de på overfladen hårde, indadvendte drenge, som afprøver sig selv og hinanden.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko