Nyhed
02. feb. 2009 | 01:03

Livet efter filmskolen

Hvordan er det gået de animationsinstruktører, der blev udklækket på årgang 2008?
Af Jesper Bo Petersen

Som nyuddannet instruktør har man udsigt til fem års lediggang, inden man får lov at lave film – siger man!

Men animationsinstruktør Dorte Bengtson, der dimitterede fra Den Danske Filmskole i sommer, har allerede modtaget manuskriptstøtte til sin første spillefilm, Det stumme folk.

Dorte Bengtson er da også blandt de mest originale instruktører fra sin filmskoleårgang. Vi taler med instruktøren, der har store planer med støttekronerne.

Det stumme folk handler om ytringsfrihed, og den har kant. Karaktererne kan ikke tale, de har fået syet mundene sammen. Der er masser af fantasi, lyd og mangel på lyd,” fortæller hun om historien, der nu skal ned på papir.

Hvem er Sylfidden?
Dorte Bengtsons afgangsfilm fra Filmskolen hedder Sylfidden. Kortfilmen handler om pigen Sylfidden, hvis mor har et heftigt temperament og gang på gang ryger op i det røde felt.

Det er en universel historie om social arv, om at bryde fri af hjemmets klaustrofobiske rammer og få plads til at folde drømmene ud. Filmen var med, da Ekko for et par måneder siden samlede de bedste afgangsfilm fra animationslinjen på en dvd, som Dansklærerforeningen netop har lavet undervisningsmateriale til.

”Når min mor ser filmen, så synes hun, at hun er Sylfidden, og når jeg ser den, så synes jeg, at det er mig,” griner Dorte Bengtson, der på billedet, med et glimt i øjet, har indsat sit eget portræt på skuldrene af Sylfidden.

Action-musical i 3D
Også Jan Rahbek og Cav Bøgelund havde deres afgangsfilm — henholdsvis Sapce Monkeys og For stor  med på Ekkos dvd. De er også en del af årgang 2008, og vi har spurgt dem og resten af årgangen, hvordan det  er gået dem derude i den virkelige verden.

Jan Rahbek er ligesom Bengtson kommet hurtigt ud af starthullerne. Han vandt Nordic Talents, som er en konkurrence, hvor afgangselever fra alle nordens filmskoler kan prøve at sælge deres filmidé. Jan Rahbeks sejr indbragte ham 250.000 norske kroner.

Han er allerede godt i gang med at transformere prisen til en action-musical i 3D.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko