Nyhed
27. okt. 2011 | 16:41

Markedet er til happy endings

Katrine Wiedemanns kommende film Viceværten har fået en lykkelig slutning af hensyn til publikum, fortæller producer Ib Tardini. Det oprindelige manus endte sørgeligt.
Af Henrik Østergaard

Den dystre og højtidelige tone i Katrine Wiedemanns debutfilm, Fruen på Hamre, faldt i sin tid ikke i publikums smag.

I den succesfulde teaterinstruktørs anden film er der kommet andre boller på suppen. Af hensyn til publikum har hendes kommende film Viceværten nemlig fået en lykkelig slutning.

Det fortalte producer Ib Tardini til en særvisning af filmen for en flok film- og medievidenskabsstuderende på Københavns Universitet, hvor også instruktøren selv deltog.

I den magisk-realistiske film lærer en afstumpet vicevært (Lars Mikkelsen) at vise omsorg igennem et seksuelt forhold til en pige (Julie Zangenberg), der bogstavelig talt virker som dumpet ned fra himlen.

Da det viser sig, at sex med pigen har en helbredende virkning, begynder boligblokkens øvrige beboere pludselig også at ville nyde godt af pigens villige krop.

Ikke til ug
Filmens slutning skal naturligvis ikke afsløres her, men i Kim Fupz Aakesons første manuskriptudkast sluttede historien faktisk sørgeligt.

”I den slutning skulle hovedpersonen få et sammenbrud og ligge på gulvet, mens de andre beboere vadede over ham og ind til pigen,” fortalte Katrine Wiedemann de fremmødte på Københavns Universitet.

Wiedemann og Tardini sagde, at de undervejs havde haft store diskussioner om, hvordan filmen skulle slutte. De var dog begge enige i, at filmen skulle ende lykkeligt. For Wiedemann var det vigtigt, at hovedpersonen lærte noget af forholdet til pigen. Men helt tilfreds var hun alligevel ikke.

”Den lykkelige slutning, som vi så endte med at lave, er måske ikke helt til ug,” indrømmede Wiedemann.

Ingen fikse fiktionskneb
Efter Italiensk for begyndere var de blevet trætte af lykkelige slutninger, fortalte Ib Tardini, der i en menneskealder har arbejdet som filmproducer.

”Nu skulle folk have noget bad feeling, syntes vi. Derfor begyndte vi at lave mere konsekvente film uden fikse fiktionskneb,” sagde han.

Tardini må dog i dag erkende, at tragiske film som Himlen falder, Kvinden der drømte om en mand og Lille soldat ikke har været nogen succes ved billetlugerne.

”Markedet er ikke til ulykkelige slutninger i øjeblikket,” konstaterede Tardini, som er en af de få tilbageblevne producere på det nedskæringsramte Zentropa.

Satser på Berlin
Meningerne om filmen var i øvrigt delte blandt de fremmødte studerende på Københavns Universitet.

Flere mente, at filmens tema om ”Godt versus Ondt” var interessant. Andre syntes dog, at filmens slutning ikke var helt velmotiveret.

Man kan selv vurdere om Viceværten har fået den rigtige slutning, når filmen formentlig får dansk biografpremiere engang i det nye år. Wiedemann og Tardini satser på, at filmen bliver udtaget til hovedkonkurrencen på næste års Berlin-festival i februar.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko