Nyhed
29. nov. 2011 | 11:43

Miyazaki laver film om Fukushima

Den japanske animationsmester vil filmatisere landets atomkraftkatastrofe i marts, og det kan blive hans mørkeste film hidtil.
Af Jacob Ludvigsen

Japan har i tidens løb været ramt af talrige jordskælv og tsunamier, men 11. marts blev landet ramt af de kraftigste rystelser nogensinde.

Det udløste hændelsen på atomkraftværket Fukushima I, hvor kernereaktorerne lukkede ned og forårsagede en markant forhøjet radioaktivitet i området.

Tokyo blev forvandlet til et foruroligende dommedagsscenarie, og nu vil den japanske animationsmester Hayao Miyazaki filmatisere Fukushima-katastrofen. Det bekræfter hans producent, Toshio Suzuki, ifølge det franske filmsite Vodkaster.

Mørkeste film til dato
Hvordan instruktøren bag film som Chihiro og heksene, Prinsesse Mononoke og Det levende slot vil skære projektet, vides endnu ikke. Men Vodkaster spår, at filmen kan blive hans mørkeste til dato, og det er da heller ikke utænkeligt, når man tænker på Miyazakis tidligere værker.

Her har naturens både destruktive og magiske kræfter ofte spillet en central rolle, som Jakob Stegelmann beskrev i et stort essay i Ekko #53 om de japanske films forunderlige skildringer af truslen fra omgivelserne.

Tsunami kærkomment afbræk
”Selvom Miyazaki synes at have et imponerende optimistisk livssyn midt i katastroferne, har han også vist, at han ikke er sikker på, hvilken vej det går for menneskets civilisation i det lange løb,” skriver Jakob Stegelmann, der også fortæller, hvordan Miyazaki i Ponyo på klippen ved havet gav sin version af en tsunami-ulykke.

”Folk sejler rundt og leder efter hinanden, som var der tale om et kærkomment afbræk i dagligdagen. Her mærker man, at det er en japansk dyd at regne med katastrofen og håndtere den med ro,” skriver animationseksperten, der dog også bemærker, at de japanske film næsten aldrig søger indad, når årsagerne bag katastrofernes skal findes.

”Kun sjældent er der i dommedagsfascinationen ansats til at søge eget ansvar for katastrofernes omfang,” skriver han.

Om Miyazakis kommende film vil rette op på dette, får vi at vide i 2013, hvor filmen om Fukushima forventes at få premiere.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko