Når den borgerlige presse marcherer i takt

For et par uger siden kom det frem, at israelske soldater bevidst har skudt på sultende, civile palæstinensere, der desperat søgte mad og nødhjælp i Gaza.

At israelske IDF-tropper skyder på civile, har lokale palæstinensere længe berettet om på sociale medier. Men begivenhederne fik først den internationale presses opmærksomhed, da den israelske avis Haaretz publicerede en artikel med vidneudsagn fra anonyme IDF-soldater.

Men den slags gruopvækkende beretninger skræmmer åbenbart ikke toppen af den danske, borgerlige presse på samme måde som nogle kampråb fra Orange Scene.

Den 3. juli kaldte Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, de pro-palæstinensiske protester på årets Roskilde Festival for ”det forudsigelige intellektuelle sammenbrud blandt Vestens kunstnere og intellektuelle”.

Mere forudsigeligt er det dog, at Krasnik, med vanlig indignation, tilslutter sig koret af borgerlige værdikrigere, der straks greb til tastaturet for at fordømme Roskilde Festival i ophidsede vendinger.

Krasnik kritiserer i sin leder de mange hundrede forfattere, gymnasielærere, musikere og filmfolk, som for nylig underskrev diverse støtteerklæringer med krav om, at Danmark skal modtage sårede fra Gaza, anerkende Palæstina som stat, indstille al våbeneksport til Israel og droppe Israels og EU’s associeringsaftale.

For Krasnik er sådanne tilkendegivelser hverken et udtryk for ægte samvittighed eller en dybtfølt solidaritet. Nej, det er en farlig ensretning blandt medlemmerne af den kreative klasse, som chefredaktøren anklager for at ”marchere i takt” og reproducere copy-pastede vredesudbrud i ét væk.

En undersøgelse, som Epinion har foretaget for DR, viser ellers, at over halvdelen af danskerne mener, at Israel er gået for langt i Gaza. 57 procent finder angrebene for vidtgående, mens kun tretten procent mener, at Israels fremfærd er passende. Knap 49 procent af danskerne er desuden enige med de filmfolk, forfattere, gymnasielærere og musikere, der argumenterer for, at EU’s associeringsaftale med Israel bør suspenderes.

Mener Krasnik virkelig, at halvdelen af den danske befolkning ”marcherer i takt”?

Boykot og anholdelse
Weekendavisens chefredaktør insinuerer i sin kommentar, at det ingen konsekvenser har for kunstnere eller intellektuelle, som siger fra over for Israels fremfærd. Tværtimod finder han det forudsigeligt, ja, ligefrem kedsommeligt, når der bliver udtrykt støtte til Palæstina.

Har Martin Krasnik levet under en sten de seneste 21 måneder? Hvordan kan han ignorere de mange kunstnere, aktivister og akademikere, som på tværs af Europa og i resten af Vesten er blevet forsøgt censureret, fyret, deporteret og boykottet, blot fordi de har givet udtryk for solidaritet med det palæstinensiske folk?

På den anden side af Nordsøen, i Storbritannien, forsøger regeringen at stemple aktivistgruppen Palestine Action som en terrororganisation, selv om den laver ikke-voldelig, civil ulydighed. I vores naboland Tyskland bliver fredelige pro-palæstinensiske demonstranter mødt med politivold.

I december 2023 måtte den russisk-amerikanske journalist og forfatter Masha Gessen modtage Hannah Arendt-prisen under nedskalerede, uofficielle forhold. Arrangørerne fik kolde fødder, efter at Gessen i et essay i The New Yorker kritiserede Israels bombardementer af Gazastriben og sammenlignede situationen med Warszawa-ghettoen under nazismen.

Hannah Arendt var i sin samtid skarp kritiker af både Israel og zionismen, og det kan virke temmelig paradoksalt, at man pludselig tøver med at tildele en af Arendts nutidige åndsfæller en pris indstiftet i hendes navn.

Et par måneder efter Gessen-kontroversen, i februar 2024, blev en Palæstina-konference i Berlin lukket ned af politiet efter ordre fra Berlins borgmester, Kai Wegner, som ”frygtede, at deltagerne ville komme med antisemitiske udtalelser og glorificere vold”.

Den græske forfatter og tidligere finansminister Yanis Varoufakis skulle have deltaget i arrangementet, men blev nægtet indrejse i Tyskland. Det samme gjaldt den britisk-palæstinensiske kirurg Ghassan Abu Sittah, som kort forinden havde arbejdet frivilligt på flere hospitaler i Gazastriben.

Den tyske stat udstedte efterfølgende et Betätigungsverbot (forbud mod politisk virksomhed) mod både Yanis Varoufakis og Ghassan Abu Sittah, som blev anholdt ved ankomsten til landet.

I USA blev studerende på Columbia University, som deltog i pro-palæstinensiske demonstrationer, udstillet med deres portrætter og teksten ”Columbias Leading Antisemites”på såkaldte doxxing trucks, der kørte rundt i New Yorks gader som en slags rullende gabestok.

Studentergrupperne SJP (Students for Justice in Palestine) og JVP (Jewish Voice for Peace) blev suspenderet af universitetet, andre studerende blev arresteret, herunder den palæstinensiske studenteraktivist Mahmoud Khalil, som blev anholdt i sit hjem på Manhattan foran sin gravide kone af amerikanske immigrationsmyndigheder og derefter tilbageholdt i over hundrede dage i et detentionscenter i Louisiana.

Også i filmbranchen, som jeg selv tilhører, er kritiske stemmer blevet mødt af censur.

BBC nægtede for nylig at vise dokumentaren Gaza: Doctors Under Attack, som dokumenterer IDF’s målrettede drab på Gazas sundhedspersonale. No Other Land, der ellers vandt en Oscar for bedste dokumentar i marts måned i år, står stadig uden en større amerikansk distributør.

Magtens propaganda
Ovenstående er blot et par eksempler ud af mange.

Bekymrer denne form for autoritære og antidemokratiske censur af filmskabere, studerende, akademikere, forfattere og andre kunstnere slet ikke Martin Krasnik? Han advarer om en fatal ensretning i kunsten, men nævner ikke det forsøg på ensretning, der foregår blandt Vestens magtelite og institutioner.

I sin leder opfordrer han gymnasielærere og forfattere til selv at arrangere samtaler med modsatrettede perspektiver, for eksempel mellem palæstinensiske og zionistiske stemmer. Skulle det så være en debat som den, han selv modererede i maj på Københavns Universitet, hvor den britiske advokat Natasha Hausdorff – der benægter besættelsen af Vestbredden, udsultningen af befolkningen i Gaza og afviser bosættelsernes ulovlighed – fik masser af taletid.

Er det den type”intellektuelle”, Krasnik efterlyser? Hvorfor afholder Weekendavisen ikke bare et lignende arrangement, når nu Krasnik synes, det er så tiltrængt?

Man kunne jo for eksempel invitere Hausdorff tilbage til København og placere hende over for en dansk-palæstinenser, der er vokset op i en flygtningelejr, som ikke kan vende tilbage til Palæstina, og som lige nu ser sit folk blive nedslagtet på Instagram – alt sammen under påskud af, at der blot er tale om ”politiske uenigheder”.

Jeg har et andet forslag.

Hvad med en samtale mellem Krasnik og hans borgerlige kolleger i dansk presse, hvor de sammen forholder sig til deres egen dækning af ”krigen” i Gaza og protesterne herhjemme? De kunne jo til en start reflektere over, hvorfor de i snart to år har lagt både deres integritet og journalistiske kompetencer på hylden for i stedet at ”marchere i takt” til IDF’s propaganda?

”Endimensionelle verdensbilleder er sjældent kunst. Og med deres enslydende budskaber reducerer kunstnerne sig til redskaber for propaganda,” skriver Krasnik med stor patos, men gælder det samme princip ikke i hans eget fag?

Endimensionelle verdensbilleder er sjældent god journalistik, og når medier gentager de samme enslydende fortællinger, reducerer de sig selv til redskaber for magtens propaganda.

Kunstens frihed
Tag Søren Villemoes, Weekendavisens selverklærede Israel-Palæstina-ekspert. I en kommentar i oktober 2023 affejede han de tusindvis, der demonstrerede for våbenhvile, som en ”bevidstløs strøm af drivtømmer”. Hvis der er én, som lige siden har vist sig totalt bevidstløs, er det Villemoes selv.

I december 2023 skrev han endnu en kommentar med titlen Envejskanaler. Denne gang kritiserede han delingen af optagelser fra Gaza på sociale medier som misinformerende, anti-israelsk propaganda. Villemoes efterlyste kildehenvisninger og brokkede sig over manglen på ”irriterende, faktatjekkende journalisttyper”.

Ikke ét sted i sin artikel, fandt han det værd at nævne årsagen til, at størstedelen af materialet fra Gaza bliver delt på sociale medier af civile palæstinensere. Israels systematiske nægtelse af adgang til den internationale presse var åbenbart ikke et stykke relevant fakta i Villemoes ”analyse”. Det var de systematiske drab på palæstinensiske journalister heller ikke.

Eller hvad med Klaus Wivel, som i artikel efter artikel tvangsmæssigt gentager de samme slidte pointer. Enhver uhyrlighed begået af Israel kan ifølge Wivel forklares med, at Hamas bruger civile som menneskelige skjolde og desuden stjæler nødhjælpen.

Med den slags intellektuelt dovne og fordummende vinkler på Gaza har Krasniks egen avis i den grad bidraget til at skævvride debatten.
Den type dækning er i bedste fald dårlig journalistik, i værste fald en bevidst indsats, hvis formål hele tiden har været at mistænkeliggøre og miskreditere – ikke kun palæstinenserne, men alle der bakker op om et frit Palæstina.

Krasnik skriver i sin leder 3. juli, at ”kunsten skal være fri”.Men fri til hvad? Fri til at applaudere etnisk udrensning og apartheid? Har det mon strejfet Krasnik, at kunsten allerede er fri? At de hundreder af musikere, forfattere og filmfolk (inklusive mig selv), der forsvarer palæstinenserne, for længst har taget stilling?

Vi er bare fundamentalt uenige med ham.

Super-zionist erkender
Torsdag den 10. juli bragte Weekendavisen en ny leder af Martin Krasnik under titlen Sort magisk tænkning. Her anerkender han, at Israel fører en politik, der reelt udgør en etnisk udrensning af palæstinenserne.

Blot en uge efter at have affejet de unge demonstranter på Roskilde Festival som følgagtige flokdyr slutter Krasnik sig nu selv til flokken.

Krasnik har tidligere kaldt sig super-zionist og erklæret, at alle burde være zionister. Nu har han på lederplads beskrevet, hvad det zionistiske projekt i realiteten går ud på: etnisk udrensning af palæstinenserne.
Burde dette ikke være en anledning til, at Krasnik frigør sig fra den zionistiske fortælling én gang for alle?

De borgerliges indignation over protesterne på Roskilde Festival er en moralsk falliterklæring og vidner om en grundlæggende foragt for folkelige bevægelser. Protesterne fra Orange Scene bliver gjort til forsidemateriale, mens folkemordet i Gaza, der burde være debattens forudsætning, ender som dens biprodukt.

Allerede i oktober 2023 forudsagde både palæstinenserne og demonstranter på gaden, at en invasion af Gaza ville ende i etnisk udrensning, folkemord og fordrivelse – en analyse, som drabstallene i Gaza og internationale eksperter dagligt bekræfter. Alle advarsler viste sig at holde stik.

Demonstranter på gaden over hele verden har sammen skabt en global bevægelse, som ser zionismen for, hvad den er: kolonialisering, etnisk udrensning og apartheid.

Det er en erkendelse, der bygger på historiske begivenheder, palæstinensiske beretninger og levede erfaringer, rapporter fra FN og samtlige NGO’er, afhandlinger fra eksperter i folkemord, herunder israelske, samt de konkrete realiteter i både Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem.

En kritik af staten Israel, som ikke forholder sig til zionismen og dens kolonialistiske karakter, er intellektuelt uærlig. Det reelle intellektuelle sammenbrud viser sig ikke hos Vestens kunstnere eller intellektuelle, men i den borgerlige presse, der i snart to år har ignoreret og legitimeret folkemordet i Gaza.