Nemmere med heste end mennesker

I en togvogn i Løkken i Vendsyssel bor et stykke europæisk kulturhistorie.

76-årige Katja Schumann er den sidste artist fra Skandinaviens fornemste cirkusfamilie. Og hun vækker ærefrygt i verdens cirkusmiljøer som en af klodens dygtigste hestetrænere.

I den lille by bor knap 1.700 mennesker, og en af dem er dokumentarist. Resultatet af den tilfældighed er dokumentaren En plads i manegen, der har premiere den 16. oktober i danske biografer.

”For seks år siden begyndte jeg at snuse til Katjas historie. Der var en masse gode billeder i cirkus og hestene, som hun stadig træner. Og så viste Katja sig at være en fantastisk hovedperson, fordi hun er så modsætningsfuld. Hun er også en svær hovedperson. De er jo tit de bedste,” siger Anne Svejgård Lund, som har instrueret filmen.

Efter de indledende optagelser fik Anne Svejgård Lund udviklingsstøtte af Filminstituttet til projektet med sit eget produktionsselskab Dune Productions.

Filmen blev for alvor interessant, da gymnasieeleven Liv flyttede ind i Katjas hjem for at komme i lære. Cirkusdronningen viste sig at have overraskende svært ved at undervise mennesker med ord i stedet for heste med pisk.

”Jeg ledte med kameraet efter noget, der kunne rumme en nutidsfortælling. Først lignede det en forfaldshistorie, hvor en stor personlighed sidder i en ruin i Nordjylland, men da Liv dukkede op, pegede historien fremad,” lyder det fra Anne Svejgård Lund, som vi møder i Grand Teatret i København.

Den gamle skole
En plads i manegen følger Katja Schumanns arbejde med at oplære unge Liv i den svindende hestekunst, som hun selv blev lært med kæft, trit og retning.

Schumann siger selv, at hun ”er ved at brække sig”, hver gang hun hører ordet ”pædagogisk”.

”Det er paradoksalt, at Katja har levet hele sit liv i manegen, men egentlig helst vil gemme sig for verden. Hun har meget nemmere ved at kommunikere med hestene end mennesker, så hun er svær at komme tæt på. Men når det først lykkes, er hun enormt loyal og vil gøre alt, hvad der skal til,” siger Anne Svejgård Lund.

I filmen fornemmer man et menneske, der finder glæde i mødet med en ung sjæl, som deler hendes passion. Hun ønsker også at være en blidere lærer end sine gamle cirkusmestre. Men samtidig er der en tydelig sorg over enden på den gamle skole.

Med arkivoptagelser fanges paradokset i Katja Schumanns blide hestetræning – såkaldte frihedsheste, der instrueres uden vold og tvang – og den firkantede menneskeinstruktion, hun er formet af.

Vi møder hendes voksne børn, som hun fik med en amerikansk sprechstallmeister. De er blevet i USA og savner deres mor, men da de fik lov at forlade cirkuslivet, gjorde de det.

”Et særligt håndværk er ved at gå tabt, fordi det kræver disciplin tid og omkostninger, som man godt kan betvivle, at nutidsmennesket vil udsætte sig for. Samtidig kommer der nok nogle psykisk stærkere mennesker ud af, at vi nu passer lidt bedre på hinanden. Tiden vil vise, om det er på bekostning af en kunstform,” siger instruktøren.

Langt til Nordjylland
Anne Svejgård Lund mødte selv en autoritær pædagogik, da hun gik på National Film and Television School i London. Her har instruktører som Terence Davies, Lynne Ramsay og Joachim Trier gået, og da Anne Svejgård Lund blev optaget, var skolen ledet af den nu afdøde Nik Powell.

”Der var en meget hård tone, helt sikkert den gamle skole. Lederen var notorisk for hård disciplin, og jeg tror ikke, jeg trivedes godt i det,” siger Anne Svejgård Lund.

”Men lydlærerne havde en anden tilgang til undervisningen, som jeg lærte meget af. Og der var mindre instruktørfokus, hvilket passede mig godt. Briterne ser i høj grad film som en holdsport.”

Efter at have arbejdet i den britiske filmbranche som producer, vendte Anne Svejgård Lund hjem til Løkken, få kilometer fra landsbyen, hun er vokset op i. Hun stiftede Dune Productions med Nikkie Breinholt Dahm.

”Jeg var meget bekymret for, om jeg pensionerede mig selv ved at bo derude. Men jeg kunne mærke, at jeg kom tættere på mig selv af det. Det er sjovt, at der er for langt til Nordjylland for københavnerne, men ikke for langt til København for nordjyderne,” siger instruktøren.

”Det kan være meget svært at råbe hovedstaden op, men jeg oplevede ikke det samme med London. Mit netværk ligger også i udlandet, og lyden til filmen er lavet i Glasgow og Beirut. Når man har med udlandet at gøre, er det ikke så vigtigt, hvor i Danmark jeg bor.”

Hendes første lange film blev den også meget nordjyske Os der lever, som er lavet uden om Det Danske Filminstitut, men havde imponerende succes i biografen.

En plads i manegen har inden premieren været vist som del af et show i Vendsyssel Teater, hvor filmen blev suppleret af en live-optræden af Katja Schumann og hendes heste.

”Det har været fuldstændigt udsolgt i tre uger med fire ekstra forestillinger. Vi vil gerne få dokumentarfilm ud til andre publikummer, end vi plejer, og i Nordjylland ser man ikke dokumentar i biografen. Det dejlige ved at arbejde deroppe er også, at man kan tage heste med på teatret. Ingen siger nej.”

Virkeligheden udfolder sig
Anne Svejgård Lund understreger, at hun ikke har nogen særlig nordjysk agenda med sine film. Hun falder bare naturligt over historier, som er tæt på hende. Og nærheden med materialet er guld værd.

”Katja har fortalt sin historie mange gange, så at komme et spadestik dybere og vise hendes sårbarhed foran kameraet krævede vedholdenhed. Hun har stor respekt for mit arbejde som kunstner, men hun lader sig ikke instruere. Så det var afgørende at have rigtig god tid,” forklarer instruktøren, der har udviklet et venskab med hovedpersonen.

”Jeg skulle ikke lave aftaler med hende hele tiden. Jeg kunne bare møde op. Da jeg ville have en scene af hende i sneen på stranden, ventede vi på, at vejret ændrede sig, og så gik vi derned.”

Anne Svejgård Lund er særligt stolt af scenen, hvor Katjas søn har været på besøg i Danmark, og hun igen må tage smertefuldt afsked med ham.

”Øjeblikket får lov at stå lidt, for der er noget smukt ved, når virkeligheden udfolder sig lige foran kameraet. Alle de timer, jeg har brugt med Katja, betyder, at jeg naturligt kan være til stede, når de er allermest optagede af hinanden og ikke det kæmpe kamera, der svæver over skulderen på dem.”