Nyhed
03. mar. 2026 | 07:42

Netflix-chef bryder tavsheden efter budkrig

Foto | Patrick T. Fallon

Ted Sarandos peger på politisk pres under budkrigen om Warner Bros. Discovery og kalder Paramounts tilbud for irrationelle.

”Faktisk kan det måske ligefrem være en fordel for os. Men for branchens skyld håber jeg, at jeg tager fejl,” siger Ted Sarandos fra Netflix, der tabte budkrigen om Warner Bros. til Paramount.

Af Kevin Lundgreen Frederiksen

Da støvet lagde sig efter budkrigen om Warner Bros. Discovery, lignede det umiddelbart et prestigetab for Netflix. Streaminggiganten valgte ikke at matche Paramount Skydances forhøjede bud og måtte se drømmen om at føje HBO og Warner til sit katalog smuldre. 

Paramount hævede nemlig indsatsen markant og løftede Netflix’ oprindelige bud på omkring 82,7 milliarder dollars til omkring 111 milliarder – svarende til 31 dollars per aktie. 

Men aktiemarkedet så noget helt andet. 

Det viser sig nemlig, at Netflix-aktien steg over ti procent, og selskabets markedsværdi voksede med omkring 35 milliarder dollars – lige under halvdelen af, hvad Paramount nu skal betale for Warner. 

I et interview med mediet Bloomberg lægger Netflix-direktør Ted Sarandos ikke skjul på, hvad han mener om budprocessen og prisen, Paramount endte med at betale. 

”Usædvanligt, ja, usædvanligt, irrationelt – hvilke ord man nu vil bruge om det,” siger han ifølge branchebladet Variety og fortsætter: 

”Det bliver fascinerende at se, hvad det næste skridt bliver. Jeg har gentagne gange de seneste to uger udtalt mig om, hvordan jeg mener, fremtiden kommer til at se ud. Jeg er overbevist om, at vi står stærkt, og at vi ikke bliver påvirket af alt det her. Faktisk kan det måske ligefrem være en fordel for os. Men for branchens skyld håber jeg, at jeg tager fejl.” 

Pres fra Trump
Ted Sarandos forholder sig også til, at den amerikanske præsident Donald Trumps undervejs har lagt pres på handlen.

”Det er langt billigere at lave larm end rent faktisk at hæve sit bud. Så de prøvede den strategi først. Da det så gik op for dem, at vi ikke var i CNN-foretagendet, blev det langt mindre interessant,” fortæller han.

Donald Trump har tidligere langet ud efter CNN for deres dækning af hans embedsværk. I december gav han udtryk for, at mediet burde sælges som en del af enhver aftale med Warner Bros. I samme ombæring fik han også kaldt de drivende kræfter bag CNN ”korrupte og inkompetente”. Samtidig har han også offentlig angrebet Netflix og truet selskabet politisk.

Ifølge Ted Sarandos valgte Netflix netop at trække stikket, fordi selskabet havde fastlagt en meget klar ramme for, hvad man var villig til at betale.

”Vi havde et meget snævert interval for, hvad vi var villige til at betale, og vi afgav allerede det tilbud, da vi indgik i aftalen.”

”Vi havde ikke rykket os meget fra det, bortset fra at vi gik over til kontant betaling, hvilket var med til at få handlen hurtigere i hus. Jeg er tilfreds med den pris, vi gik ind til, og tilfreds med den pris, vi gik ud med. Vi vidste med det samme, da vi torsdag fik besked om, at der lå et bedre tilbud, og fik detaljerne om den aftale. Vi vidste præcis, hvad vi ville gøre.”

I forbindelse med buddet på Warner Bros. har Netflix ændret sin oprindelige kontant- og aktiebaserede betaling til et ”all-cash”-bud, hvor aktionærerne udelukkende får udbetalt kontanter for deres aktier.

Det betyder, at de ikke modtager aktier i Netflix, men i stedet får et fast beløb med det samme. Det er typisk mere attraktivt, fordi det sikrer værdi uden risiko for udsving i aktiekurserne.

Skabere frem for købere
Derudover får Netflix et økonomisk plaster på såret. Aftalen med Warner Bros. indeholdt nemlig et break up-fee.

I praksis betyder det, at Warner Bros. Discovery – og senere Paramount, som overtog processen – skal betale Netflix omkring 2,8 milliarder dollars, da streaminggiganten trak sig fra handlen.

Beløbet fungerer som kompensation for den tid og de ressourcer, Netflix nåede at investere i forhandlingerne.

Og ifølge Ted Serandos er det usandsynligt, at Netflix vil kaste sig ud i en lignende sammenslutning i fremtiden. Og den store pose penge fra Paramount skal bruges på at ”investere i virksomheden”.

”Vi er skabere, ikke købere. Alt det er stadig sandt,” lyder det fra topdirektøren.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko