”Nogle folk kan blive provokeret af urtete”

Det er et selskabeligt trekløver, der tager imod ved Blue Pool Lounge på Lidoen. Det er reelt en samling caféborde og havemøbler rundt om en svømmepøl, som venetianerne kan benytte, når vejret ikke er til Adriaterhavet 50 meter længere væk. 

Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas har været to af de vigtigste grundsøjler i Anders Thomas Jensens univers siden Blinkende lygter i 2000, de eneste faste gengangere gennem alle instruktørens seks film. 

Man mærker tydeligt, at de tre har et fasttømret kammeratskab. De joker, afbryder, supplerer eller udveksler blikke, når den ene siger noget vrøvlet. 

De er også Venedig-vante verdensstjerner. Lie Kaas var her senest år med Thomas Vinterbergs Familier som vores, og Mikkelsen mødte jeg for et par år siden, da han sammen med Nikolaj Arcel dystede om Guldløven med Bastarden. 

Dagens emne er Den sidste viking, d’herrers sjette spillefilm sammen, der lørdag aften holder verdenspremiere på Venedig-festivalen forud for Danmarkspremieren 8. oktober. 

Lugten af kloak
Mads Mikkelsen stikker en hånd frem, allerede inden vi tre skandinaviske journalister – én norsk, én svensk og undertegnede dansker – har sat os til rette. Han er vant til at bryde isen og er formentlig også nødt til det, især nær han bevæger sig uden for landets grænser. 

Han er i hvert fald den eneste filmstjerne, jeg på denne festival har set modtage applaus fra en sal fuld af blaserte branchefolk, så snart hans ansigt toner frem på lærredet. Denne gang med et uterligt krølhår, som min svenske kollega insisterer, er hans mest uklædelige frisure siden De grønne slagtere. 

”Har du nogensinde prøvet sådan en permanent?” spørger Mads Mikkelsen min norske sidekvinde. ”Jeg skal fortælle dig, at man lugter af kloak.” 

”Ej, det kan simpelthen ikke være rigtigt!” bryder Anders Thomas Jensen ind. 

”Jo, det skal man bare vide,” replicerer skuespilleren med løftede øjenbryn og en snert af den speedsnakkende påståelighed, han har demonstreret i de fleste af deres film sammen. 

”Alle kvinder i 1980’erne har levet med det!” 

Forrykt Beatles-genforening
Den sidste viking handler om brødrene Anker og Manfred. Anker ene er netop løsladt bankrøver med millioner ude at svømme. Manfred er mentalt forstyrret og overbevist om, at han er John Lennon. 

Rovet er begravet i familiens hus i Sverige, men kun Manfred ved hvor – John Lennon gør det ikke, eller vil i hvert fald ikke ud med det. 

Så for at få hukommelsen på gled, ender de ad forrykte omveje i Sverige sammen med en mut trommeslager, der tror, han er Ringo Starr, og en højtrablende svensker, der mener, han blandt andet er George Harrison, Paul McCartney, Björn fra Abba og Heinrich Himmler. 

De citatvenlige replikker fyger, volden smælder og bølgerne går højt. Et folkekært ensemble, der også tæller blandt andre Sofie Gråbøl, Nicolas Bro, Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Lars Ranthe og Kardo Razzazi, gakker sig ud på et komisk overdrev, som dog bunder i en rørende historie om, at vi skal acceptere hinanden for dem, vi er. 

Pakket vanvittigt ind
Det er ikke for ingenting, at Anders Thomas Jensen er en af landets velrenommerede manuskriptforfattere. 

Men det betyder ikke, at han dikterer slagets gang fra sit elfenbenstårn, forklarer han. Når han starter et nyt projekt med det gamle slæng, forventer han, at de også byder ind. 

”Nogle gange er det mere færdigt end andre gange. Her rakte jeg faktisk meget tidligt ud til filmholdet, og så er det et samarbejde, hvor vi taler, og jeg skriver,” siger instruktøren. 

”Ja, til daglig sidder vi ikke lårene af hinanden,” siger Nikolaj Lie Kaas med et nik. ”Når man kommer op i vores alder, finder man noget at lave sammen for at kunne ses, ik’? Det er rart at lave film med nogen, man gider hænge ud sammen med.” 

”Vi er meget heldige, at Anders Thomas bor i Danmark, og at han godt vil bruge os. Jeg kender ingen, der laver det her,” siger Mads Mikkelsen. 

”Der er en enorm poesi og et følelsesmæssigt engagement omkring de meget store spørgsmål i livet, og det bliver pakket ind i noget komplet vanvittigt. Det er der ingen andre, der gør, og det er derfor, vi er med,” fortsætter skuespilleren og kigger over på Anders Thomas Jensen. 

”Ja, jeg skruer op på nogle af knapperne, så traumerne bliver lidt mere udpenslede. Jeg kan godt lide at afsøge, hvor langt man kan gå,” siger instruktøren. 

Historien over provokationer
Anders Thomas Jensen gå temmelig langt uden at tabe publikum, har det vist sig. Fra kannibalisme over pædofili til sex med dyr. Der er flere nakkeskudte end hellige køer i de film, de har lavet sammen. 

For da ikke at nævne noget så politisk ukorrekt som at bruge handicap som komisk brændstof. Eller den allestedsnærværende vold, som Anders Thomas Jensen kan få publikum til at skraldgrine over. 

Alligevel protesterer alle tre, da jeg spørger, om ikke der er en smule provokationslyst at spore i deres film. 

”Hver gang jeg laver en film, er er ti procent tilbage af de provokationer, jeg startede med. Jeg skærer virkelig meget væk. Det, der er provokerende for nogle, er overhovedet ikke provokerende for andre. Og det må ikke stå i vejen for historien,” forklarer Anders Thomas Jensen og tilføjer: 

”Der er jo folk, som bliver provokeret af en kop urtete, så der skal da nok være noget, som provokerer nogen.” 

– Vold kan vel stadig provokere? vil min norske kollega vide. 

”Det har jeg ikke hørt i tyve år. Jeg tror da, alle synes, vold er okay nu?” svarer instruktøren. 

”Ja, man spørger jo heller ikke Martin Scorsese længere om hans voldelige universer. Det er jo Scorsese!” stemmer Nikolaj Lie Kaas i. 

Mads Mikkelsen tager over:

”Vold kan man springe op og falde ned på. Men der er ikke noget, som er mere uinteressant end provokation for provokationens skyld. Ligesom der heller ikke er noget mere uinteressant end rørende for det rørendes skyld. Det hele er røvsygt, hvis ikke det er del af en historie, hvor det er et godt middel.” 

Folkekær i 25 år
Netop den blanding af bizar humor og bundsolide historier har været kernen i Anders Thomas Jensens succes i hvert fald siden Blinkende lygter, der i år runder et skarpt hjørne. 

”Ej, er det 25 år siden?” spørger Mads Mikkelsen overrasket, da jeg bringer den på bane. 

”Ja, det er det. Jeg tænker nærmest på den som et barndomsminde. Noget uvirkeligt, hyggeligt, naivt og godt. Men det er jo klart, at 25 er mange år, så jeg romantiserer det sikkert også,” siger Anders Thomas Jensen. 

”Det er den mest uskyldige af alle filmene på nogle måder, ik’?” siger Mads Mikkelsen. ”I forhold til formatet og til, at vi arbejdede sammen for første gang. Alle de film, du elskede, skulle med i den film.” 

”Ja, du troede, det ville blive din sidste,” husker Nikolaj Lie Kaas med et smil. ”Man tænkte, at det er børn, der har fået nøglerne til fars bil, ikke?” 

”Vi havde en kran, kan jeg huske,” siger Mads Mikkelsen begejstret. ”Vi var helt oppe at køre! ’Kom, vi skal lave kranskud!’” 

Knytnæveslag retur
Sofie Gråbøl er med igen for første gang, siden Søren Pilmark stak hende dansk films mest berømte knytnæveslag i Blinkende lygter.

I den nye film spiller hun en forfængelig amatørbokser og tidligere håndmodel, der sammen med Søren Mallings tøjdesigner Walter har indrettet sig i brødrenes barndomshjem. 

– Var det et ønske om at give hende genoprejsning, at hun er så voldsparat i Den sidste viking? 

”Så skal det da ikke gå ud over mig!” protesterer Mads Mikkelsen, der i filmen tager imod en lige højre, der slår ham lukt i gulvet. Et lille jab, insisterer Sofie Gråbøl. 

”Prøv at høre, det er et tilfælde. Jeg ved godt, det lyder tosset, men jeg havde simpelthen ikke tænkt tanken. Da det så blev sagt, kunne jeg godt se det. Det er jo ikke sådan, at jeg går rundt med den film i min bevidsthed i alt, jeg laver!” siger Anders Thomas Jensen med et stort smil. 

Kamæleon som forfatter
Det tror man gerne. 

Anders Thomas Jensen har trods alt også lagt pen til film som Mifunes sidste sang, Ser du månen, Daniel, Bastarden og seks af Susanne Biers film, heriblandt Elsker dig for evigt og Oscar-vinderen Hævnen. 

”Når jeg skriver for andre, sidder jeg altid på et givent tidspunkt og tænker: ’Det her kunne jeg godt tænke mig selv at lave.’ Så ved man også, at det er godt nok,” siger han. 

Alligevel er det længe siden, han har skrevet noget for andre, der har bare tilnærmelsesvis har samme tone af crazy-komik som hans egne film. 

”Den tone er der nogle steder, men så bliver den luget ud. Jeg slår mig selv over fingrene! Det er jo opgaven, når man skriver for andre, at man er en form for kamæleon. Men jeg kan da godt nævne nogle svipsere …” 

Og når han endelig sætter sig for selv at instruere, skal det være et helt særligt projekt, som han både kan sætte år af til, og som kan lokke hans faste og travlt bookede hofskuespillere til truget. 

”Det er virkelig kun nogle få film, hvor jeg tror, vi alle tre virkelig har villet det. Så jeg venter, til den rigtige idé er der, og jeg har tid til at lave det – og til, at de har tid til at hjælpe mig.” 

Eventyrlig ramme
Den sidste viking starter og slutter med en tegnefilm som rammefortælling. 

Her mister en storhøvdingesøn sin ene arm, hvorefter hans far beslutter sig for, at alle i hans herredømme skal amputeres på tilsvarende vis. ”For han vidste, at hvis alle er gået i stykker, er ingen gået i stykker,” lyder en fortællerstemme. 

”Var det egentlig din første idé?” vil Nikolaj Lie Kaas vide, da jeg bringer scenen på bane. 

”Nej, det var noget af det sidste. Filmen starter jo meget realistisk. De første tyve minutter ligner nærmest et meget realistisk 90’er-drama med politi og en mand på flugt. Jeg kunne mærke, jeg havde brug for en form for fabel, der advarer og sætter en præmis for, at vi på et tidspunkt kommer ind i et eventyrland,” forklarer Anders Thomas Jensen. 

Det er her, hvor filmens morale om at finde plads til særlingene bliver udfoldet på ironisk vis – som en lykkelig slutning, hvor lemmer hakkes af, indtil alle har lige mange. 

”Der er en absurd ironi over, at der sidder nogle ældre herrer og ser på en verden, som forandrer sig: ’Vi skal alle være her, vi skal respektere hinanden.’ Det siger sig selv. Men prøv at høre: Vi kan ikke alle blive ens, og hvis vi prøver at ensrette alle, ender det galt.”