Nyhed
17. juni 2025 | 14:43

Ny hemmelig Netflix-aftale med Create Denmark

Foto | Jasper Spanning

Med den nye aftale om rettighedsbetaling kan Netflix fortsat udvikle og producere danske fiktionsserier som Reservatet. 

Streamingtjenesten har indgået endnu en aftale om seriefiktion med de danske rettighedshavere. Medieanalytiker undrer sig over, at aftalens indhold endnu engang er hemmeligt.

Af Frederik Hoff

Den amerikanske streamingtjeneste Netflix og rettighedsorganisationer Create Denmark har indgået en ny aftale om rettighedsbetaling for seriefiktion, skriver MediaWatch og citerer en pressemeddelelse fra Create Denmark.

Create Denmark blev stiftet i 2016 og repræsenterer fagforeninger som Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Filmfotograf Forbund og Danske Scenografer i forhandlinger om rettigheder med streamingtjenester.

I 2022 førte en aftale mellem Create Denmark og Producentforeningen om rettighedsudbetalinger til en alvorlig krise i filmbranchen. Netflix, Viaplay og TV 2 nedlagde midlertidigt udvikling og produktion af dansk fiktion, fordi aftalen var for dyr for dem.

Siden besluttede Create Denmark fremadrettet at forhandle direkte med de individuelle tjenester, og det er nu for anden gang lykkedes at få en aftale med Netflix i hus.

Netflix er en afgørende aktør i branchen. I Ekko #98 har vi udpeget Netflix’ creative executive Zire Schucany som den femte mest magtfulde person i dansk film på grund af tjenestens store betydning for, hvilke film og serier der laves i landet.

Hverken Create Denmark eller Netflix røber i pressemeddelelsen eller over for MediaWatch, hvad aftalen konkret består i, men begge parter udtrykker tilfredshed.

Create Denmark og Netflix er også i gang med at forhandle en aftale om rettigheder til film, og ifølge pressemeddelelsen er begge parter optimistiske.

Hemmelig aftale
Mindre positiv er medieanalytiker og Ekko-blogger Claus Bülow Christensen, der i en udtalelse til Ekko undrer sig over, at Create Denmark er så tilfredse.

”Det, som Create Denmark oprindelig ville, er for længst opgivet: én samlet aftale, som skulle gælde for alle streamingtjenester, inklusive TV 2,” siger Claus Bülow Christensen.

Han finder det også særpræget, at indholdet af aftalen – ligesom den sidste – holdes hemmelig.

”Dermed er det umuligt at vurdere kvaliteten af aftalen. Og man lukker for muligheden for en offentlig indsigt i det voksende marked for dansk kultur betalt af amerikanske penge i en tid, hvor vi offentligt pålægger amerikanske tjenester at betale en tarif på deres omsætning i Danmark, det såkaldte kulturbidrag,” udtaler analytikeren.

Claus Bülow Christensen refererer til den nye lov om, at udenlandske streamingtjenester skal betale en procentdel af deres danske indtjening som afgift til dansk kultur.

I Ekko #93 fortalte vi historien om Create Denmark-konflikten. Her spurgte vi den daværende talsperson, Benjamin Boe Rasmussen fra Dansk Skuespillerforbund, hvorfor man også med den sidste serieaftale i 2022 fandt sig i, at aftalens indhold skal være hemmeligt.

”Det er vanvittigt, at man som fagforening skal bede sine medlemmer om at stemme ja til en aftale, de ikke kender. Det lever ikke op til vores principper om gennemsigtighed, og det er slet ikke medlemsdemokratisk,” sagde Benjamin Boe Rasmussen dengang og indrømmede, at man alligevel accepterede Netflix krav om hemmeligholdelse ud af desperation.

”I 2022 har jeg fået skylden for alt andet end invasionen af Ukraine, så jeg vil fandeme ikke være skyld i, at Netflix rejser ud af Danmark igen,” lød det fra Create Denmark-talspersonen.

Kommentarer

Create Denmark i Ekko

Ekko #93 fortæller historien om Create Denmark-konflikten, som førte til alvorlig krise i dansk film. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb nummeret og få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko