Paul Thomas Anderson dominerer Golden Globes
Leonardo DiCaprio vandt ingen pris for hovedrollen som afdanket bombemand i One Battle After Another, men filmen vandt hele fire Golden Globes.
Hvis det lykkes Netflix at gennemføre opkøbet af Warner Bros., kan tjenesten glæde sig over, at man anskaffer sig et filmselskab, der netop har triumferet ved Golden Globes-uddelingen.
Warner Bros.’ revolutionsbasker One Battle After Another vandt hele fire priser ved nattens uddeling på The Beverly Hilton i Los Angeles.
Filmen med Leonardo DiCaprio som afdanket bombemand vandt prisen for bedste komedie eller musical, bedste instruktør og bedste manuskript til Paul Thomas Anderson samt bedste kvindelige birolle til Teyana Taylor.
Sidstnævnte valg var lidt overraskende, da Taylor var oppe imod populære præstationer som Amy Madigan i gyseren Weapons og Inga Ibsdotter Lilleaas i norske Affektionsværdi.
Til gengæld blev Leonardo DiCaprio slået på målstregen af Timothée Chalamet for bordtennisfilmen Marty Surpreme.
Golden Globes afvikles af Golden Globe Foundation, som repræsenterer en gruppe internationale Hollywood-journalister, inklusive Ekkos Tina Jøhnk Christensen.
Uddelingen opdeler filmpriserne i kategorierne ”drama” og ”komedie eller musical”, hvilket resulterer i ret mange priser.
Den store vinder i dramakategorien blev Chloe Zhaos Hamnet, som fortæller historien om William Shakespeare og hans hustru Agnes, der mister deres søn. Ud over prisen for bedste drama vandt Jessie Buckley en pris for hovedrollen som Agnes.
Koreanske dæmonjagere
Wagner Moura blev hædret for sin dramatiske hovedrolle i den brasilianske thriller The Secret Agent.
Filmen snuppede også prisen for bedste ikke-engelsksprogede film for næsen af blandt andre Guldpalmevinderen It Was Just an Accident og den ekstremt roste Gaza-film Hind Rajabs stemme.
Joachim Triers Affektionsværdi, der ellers var nomineret til næstflest priser – hele otte – måtte nøjes med en enkelt statuette for Stellan Skarsgårds birolle.
Prisuddelingen sørgede også for at hædre et par mere kommercielle film. Den ekstremt populære Netflix-musical KPop Demon Hunters vandt prisen for bedste sang med hittet Golden og fik prisen for bedste animation med i købet.
Den decideret kommercielle pris, Cinematic and Box Office Achievement, gik derimod til den populære gyser Sinners, som distribueres af Warner Bros.
Sekstenårig vinder
På seriefronten havde Warner Bros. også en god aften. Den intense hospitalsserie The Pitt fik prisen for bedste dramaserie og bedste mandlige dramahovedrolle til Noah Wyler.
Den britiske Netflix-sensation Adolescence løb som forventet med prisen for bedste miniserie såvel som en hovedrollepris til Stephen Graham og birollepriser til Erin Doherty og Owen Cooper.
Sidstnævnte er seksten år og den yngste vinder i kategorien nogensinde.
Seth Rogen, som Ekko stødte tilfældigt ind i på Venedig-festivalen, vandt prisen for bedste komediehovedrolle med Hollywood-brancheserien The Studio. Han kunne også tage imod prisen for bedste komedieserie som seriens skaber.
Ricky Gervais, der tidligere har delt verbale øretæver ud som vært for Golden Globes, vandt prisen for bedste standup-special med Mortality. Den nye pris for bedste podcast gik til interviewformatet Good Hang with Amy Poehler.


Kommentarer