”Den puritanske del af mig har givet slip”

De fleste forbinder stadig Per Fly med den uhyresuccesfulde Danmarks-trilogi – Bænken, Arven og Drabet – som udforsker arbejderklassen, overklassen og middelklassen.

Nu går han igen i clinch med det klasseopdelte Danmark som instruktør på Ingeborg Topsøes Netflix-serie Reservatet.

Den rige kvinde Cecilie (Marie Bach Hansen) lever behageligt i Whisky-bæltet nord for København, indtil naboens filippinske au pair Ruby fortæller hende, at hun er bange for sin værtsfamilie.

Pludselig er Ruby forsvundet, og mens mysteriet optrævles, kæmper Cecilie med sit syn på sig selv og forholdet til sin egen au pair.

Efter en lang vandring gennem nærmest uendelige gange på hotellet Villa Copenhagen midt i København ankommer Ekkos udsendte til de pæne rum, hvor Netflix holder hof.

65-årige Per Fly sidder smilende klar bag et stort hvidt bord med en lige så smilende Netflix-repræsentant siddende i hjørnet af rummet.

Vi er med andre ord langt fra tiden, hvor Per Fly slog igennem med Bænken, der blev til i ren trodsighed for meget få midler. Og tematisk er Reservatet heller ingen fortsættelse af Danmarks-trilogien, forsikrer Per Fly.

”Jeg søger langt mere komplekst ind i klassetemaet med serien. Trilogien skulle minde os om, at vi faktisk er et klassesamfund, men i den nye serie peger pilen på os selv. Det er et Ibsen’sk drama, hvor vi tager livsløgnen fra et grundlæggende godt menneske og ser, hvad der sker.”

Kunsten at fortælle med rum
I Per Flys øjne cementerer Reservatet en helt ny kunstnerisk fase for ham. Den startede sidste år med filmen Hammarskjöld, der handler om den myrdede, svenske FN-generalsekretær.

”Det var en kæmpefilm med 100 statister i mange dage. Midt i kaosset tænkte jeg, at det ville være rart med et lille kammerspil bagefter. Men da jeg blev ringet op om Netflix-serien, fik jeg lyst til at lave noget endnu mere visuelt ambitiøst.”

Reservatet har en langt mere operaagtig, farverig klang, end man forbinder med Per Fly, der har dogme-bevægelsens råhed i sit dna, selv om han aldrig lavede en egentlig dogmefilm.

Jasper Spannings kamera svæver gennem de gigantiske, ofte tomme rum i hovedpersonernes villaer og kaster farver på fortællingen.

”I Danmark er vi dårlige til at fortælle med rum. Det er et levn fra dogme, hvor man kun kiggede på psykologien. Men salig Mogens Rukov sagde altid, at vi skulle blive bedre til rum,” siger instruktøren om den afdøde manuskriptguru.

”Jeg havde en vision om et hus med en sjæl og en fortryllet skov udenfor. Man skal mærke rummene som billeder på karakterernes indre. Vi arbejdede med skærme, så jeg kunne styre vejret udenfor med computeranimation.”

”Det er helt nyt for mig at bruge kameraet som fortællemiddel på den måde, og vi har haft alt i brug. Dolly, kran og alt det andet, som jeg har sagt nej til lige siden Filmskolen. Det har været skidesjovt, og jeg fortsætter på næste projekt, hvor det bliver endnu større. Den puritanske del af mig har givet slip.”

Penge eller ej
I Reservatet møder vi naboparret Katarina og Rasmus (Danica Curcic og Lars Ranthe), der ligner stereotypen på virkelighedsfjerne millionærer. Men undervejs bliver både deres forhold til au pairs og publikums syn på de rige sat på prøve.

”I dag kender jeg jo flere i overklassen, fordi nogle af mine filmskolevenner giftede sig til penge. Når man er fra en bestemt baggrund, kommer man nemt til at betragte andre typer mennesker med sig selv som målestok,” siger instruktøren.

Et tydeligt tema i Reservatet er, hvordan økonomi former vores verdensbillede. Per Fly voksede selv op i arbejderkvarteret i Brårup tæt på Skive med forældre, der havde en købmandsbutik.

”Da jeg flyttede til København, sagde min far, at jeg burde købe den store treetagers villa skrot over for min lejlighed. Den kostede 850.000 kroner, og jeg tænkte: Hvordan skal jeg skaffe dem? Jeg lod være, men det ville jo have sikret mig min pension,” siger Per Fly.

”Jeg har aldrig haft mange penge, og min aftale med min kone (skuespilleren Charlotte Fich, red.) har altid været, at vi skal kunne klare os med understøttelse. For det giver os friheden til at sige nej til bestillingsopgaver. Først nu begynder mit arbejde at lønne sig nogenlunde med rettighedsbetalinger. I dag ville jeg godt være rig, for det ville gøre næste periode af mit liv nemmere,” lyder det fra instruktøren, der i 2018 fik konstateret Parkinsons.

”Men Netflix er desværre ret gode til at holde på pengene,” siger han og smiler til streamingtjenestens repræsentant i rummet.

Fortryder nej til Ålen
I 1993 blev Per Fly uddannet fra Den Danske Filmskolen som del af den såkaldt gyldne årgang med Thomas Vinterberg og Ole Christian Madsen. Men i mange år kæmpede han forgæves for at få sin spillefilmdebut.

Det lykkedes først i 2000 med Bænken, hvor Jesper Christensen spiller en alkoholiker, der møder sin datter efter mange år. Per Fly betragter det stadig som karrierens højdepunkt.

”Jeg kommer aldrig til at opleve noget stærkere end Bænken. Ingen ville have den film, men vi lavede den alligevel, og den endte med at gå et helt år i Grand Teatret og vinde tre Bodil-priser og fem Robert’er. I dag er det stadig den film, Jesper og jeg får flest henvendelser om.”

Dog har Per Fly én fortrydelse, når det kommer til Bænken.

”Vi havde svært ved at finansiere filmen, og på et tidspunkt kom Peter Aalbæk Jensen og spurgte, om jeg ikke ville lave den som dogmefilm. Jeg sagde nej, fordi jeg ville have musik med, og det var jo forbudt i dogme. Jeg kunne jo ikke vide, at det ville blive så stor en succes.”

Drømmeprojektet
De sidste mange år har Per Fly primært lavet serier. Først den eksperimenterende DR-serie Forestillinger og siden afsnit af Bedrag og Borgen.

Han fandt også tid til et Hollywood-eventyr, thrilleren Dobbeltspil med Theo James og Ben Kingsley i hovedrollerne. Den fik en varm modtagelse af danske kritikere, men hårdere medfart i USA.

”Jeg kan stå ved de valg, jeg har taget. Jeg har lavet de film og serier, jeg kunne, og det har jeg det sgu fint med,” siger instruktøren meget jysk og tilfreds, inden han alligevel mærker en frustration.

Selv om han befinder sig i en ny kunstnerisk fase, kan han ikke slippe Erobreren. Den stort anlagte HBO Nordic-serie var baseret på anden del af Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren, som Bille August filmatiserede første halvdel af i 1987.

Den skulle koste cirka 140 millioner kroner og laves i samarbejde med Rasmus Heisterberg. Men i 2019 faldt projektet sammen, da HBO pludselig trak sig ud.

”Det kan jeg faktisk blive hidsig over,” siger Per Fly, der har aftalt med producenten Meta Louise Foldager Sørensen, at serien ikke er død endnu.

”Jeg arbejdede to år på serien, og det var så tæt på at lykkes. Jeg forstår stadig ikke, hvad der skete, og jeg var groggy over det i et helt år. Der bliver lavet så mange historiske film om overklassen, fordi deres huse stadig eksisterer, men næsten aldrig om underklassen,” siger Per Fly og lægger lidt ekstra kraft i stemmen.

”Vi har en af verdens bedste bøger om det, og der står bare Per Fly med store bogstaver på den historie. En vigtig historie om, hvordan velfærdssamfundet blev til, og de klassekampe, der var. Vi mangler den serie,og jeg har også prøvet at få Netflix til at lave den,” siger han og kigger med et glimt i øjet igen på streamingtjenestens repræsentant i rummet.

”Jeg er on a mission from God!”