Interview
20. sep. 2023 | 16:09

Ikke engang en munk kan styre tilværelsen

Foto | Moving Documentary

Selv om den tidligere hiv-forsker Jan Hansen forlod hamsterhjulet for at være egoløs munk i Sri Lankas skove, udgav han utallige videoer på YouTube, hvor han havde over 100.000 abonnenter.  

”Du kan flytte om på den anden side af jorden, men dæmonerne flytter med,” siger Mira Jargil, der sammen med Christian Sønderby Jepsen var tæt på at opgive filmen om hiv-forskeren, som blev buddhistisk munk.

Af Frederik Hoff

I 2001 besluttede den anerkendte læge og hiv-forsker Jan Erik Hansen sig for at forlade job, kone og en lille søn for at opnå den perfekte ro og lykke som buddhistisk skovmunk i Sri Lanka.

Sytten år senere besluttede det anerkendte dokumentarist-ægtepar Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen at følge efter ham i jagten på den perfekte dokumentarfilm.

Efter adskillige timers flytur, bilkørsel og fyrre minutters vandring op ad et bjerg mødte de en mand, der var langt fra, hvad man forventer af en ophøjet sjæl på tærsklen til Nirvana.

”Han fremstod som en havnearbejderagtig Københavner med masser af humor energi. Og selv om han forsøgte at lægge sit ego bag sig og være en ikke-person, viste det sig hurtigt, at han havde en cirkushest i sig og følte sig ret godt tilpas som hovedperson,” husker Christian Sønderby Jepsen.

Frem for dagligt at tigge om mad samlede han pengedonationer ind på nettet, og på sin meget aktive YouTube-kanal havde han over 100.000 abonnenter.

Han delte også ivrigt ud af sin visdom til de to nysgerrige dokumentarister. Men hver gang snakken faldt på hans fortid og sønnen, som han efterlod, blev han i tvivl om projektet. 

”Han kunne godt forstå, at hans baggrund var vigtig for filmen, men vi kom jo også og forstyrrede hans personlige mission og ro. Det skabte en konflikt i ham, og det endte med, at vi mistede kontakten,” fortæller Mira Jargil.

Efter lang tids arbejde og en rejse til Sri Lanka måtte de opgive filmen.

”Det gav virkelig et knæk i vores faglige stolthed,” erkender Christian Sønderby Jepsen.

Lykken på bjerget
Men flere år efter kom der en ny udvikling, og nu er Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen endelig klar med Munken, der har biografpremiere i morgen.

Det er særegen film, der næsten lige så meget handler om en svær tilblivelse som om titlens munk.

Ofte bliver instruktøren klippet ud af dokumentarfilm. Men i Munken hører man næsten konstant instruktørparrets stemmer, som forsøger at styre filmen i den rigtige retning med kommandoer som ”prøv lige at stil dig derover” eller ”kan du ikke lige sige noget om det her”.

Til tider bliver det komisk, når de medvirkende – især munken – gør noget andet eller blander sig i instruktionen.

”Mennesker kæmper altid for at styre tilværelsen, men det går aldrig, som man tror og håber. Sådan er det også, når man laver dokumentar, og måske også, når man sætter sig op på et bjerg for at finde lykke,” siger Mira Jargil.

Christian Sønderby Jepsen nikker.

”Han har mange virkelig kloge tanker, men han er også et menneske, der handler imod sine egne principper. I filmen foreslår jeg, at han er et billede på det moderne menneske,” siger Christian Sønderby Jepsen.

Det forliste filmprojekt kommer på benene igen, da dokumentaristerne kommer i kontakt med munkens nu voksne søn Thor. Han fortæller, at faren endte med at tage tilbage til Danmark, hvor han tog sit eget liv.

Selvmord er ikke tilladt i den form for buddhisme, som munken praktiserede. 

Resten af filmen er et sammensurium af munkens egne optagelser fra det sidste år på bjerget og Thors rejse til Sri Lanka for at forsone sig med den far, han aldrig rigtig nåede at kende. 

Trojansk hest
Spørgsmålet er, om munkens historie er trist og tragisk.

”Tragikomisk, vil jeg sige. Det er tragisk, at hans valg havde så store konsekvenser for hans søn og kone, og hans slutning er på en måde også trist,” siger Christian Sønderby Jepsen.

Men der er samtidig noget absurd komisk ved en mand, som render rundt i junglen i en rød robe og filmer sig selv, mens nogle dokumentarister prøver at styre ham. Han kunne også selv godt lide et godt grin,” svarer Christian Sønderby Jepsen, inden hans partner byder ind.

”Jeg synes, der er humor i filmen trods tunge emner, men jeg vil nok ikke kalde den komisk. Men det er også vores opfattelse, at publikum oplever filmen meget forskelligt. Nogle synes, det er rendyrket tragisk, og nogen oplever det som en mand, der endelig når nirvana,” siger Mira Jargil.

En buddhistisk tv-kanal i Holland har allerede bestilt filmen, og begge filmmagere er enige om, at Munken er en buddhistisk film. Også selv om munkens historie ender, som den gør.

– Jan tog jo til Sri Lanka for at finde ro og lykke. Virkede han som et lykkeligt menneske, da I mødte ham?

”Jeg tror, han var lykkelig i momenter, men jeg oplevede også, at han stadig kæmpede med noget. Det er jo klassisk. Men kan flytte om på den anden side af jorden, men dæmonerne flytter med,” svarer Mira Jargil.

– Filmen ender med at handle meget om sønnen og hans fortid, selv om han var skeptisk over for den del. Ville han selv have syntes om filmen? 

”100 procent,” svarer Christian Sønderby Jepsen og forklarer:

”Jan havde sin egen YouTube-kanal, så han var bevidst om, at hvis buddhisme virkelig skulle ud over rampen, kræver det noget indpakning. Og på en måde er filmen en trojansk hest med buddhistiske budskaber pakket ind i et personportræt.”

”Han er også selv en slags medinstruktør og fotograf på den, for en stor del af materialet er hans optagelser,” tilføjer Mira Jargil, inden partneren uddyber:

”Vi ville ikke have lavet den uden sønnens accept. Men det er også derfor vi lader uenigheden være med i filmen. Juridisk og efter vores mening er det i orden at lave den, men publikum må selv vurdere, om vi har lavet den film, Jan ønskede.” 

”Min sidste film”
I løbet af tyve år har de to dokumentarister skabt den ene kritikerroste film efter den anden. Filmene kredser typisk om familieproblemer, hvor instruktørerne følger et eller flere menneskers glæder og sorger på nært hold gennem lang tid.

Mira Jargil kendes især for Drømmen om en familie og flygtningehistorien En splittet familie, der vandt henholdsvis Robert- og Bodil-prisen. Christian Sønderby Jepsen har gjort sig bemærket med arvestridsdramaet Testamentet, som vandt Bodil-prisen.

Ægteparret producerer som regel hinandens værker. Dog er det kun tredje gang, at de deler instruktørtjansen på et projekt, og det bliver også sidste gang.

”Vi vil gerne forblive gift, for vi har jo børn,” griner Mira Jargil og uddyber: 

”Det fungerer godt at producere for hinanden, men to instruktører er én for meget. Man træder hinanden over tæerne. Vi har et enkelt fællesprojekt på vej, men det er mere opdelt.”

Ud over det fælles projekt arbejder Christian Sønderby Jepsen på en opfølger til Testamentet, der skal ende som en trilogi. Og så brygger han på en fiktionsfilm baseret på virkelige hændelser. 

Mira Jargil arbejder på en familiefortælling, som er optaget over 50 år.

”Jeg har ikke fortalt det her til andre end Christian endnu, men jeg har en følelse af, at min næste film også bliver min sidste. Det er enormt omkostningsfuldt at lave den her slags film, og jeg føler mig udbrændt. Jeg har brug for at genopfinde mig selv. Så kan det være, jeg får lysten tilbage.”

– Skal du være munk?

”Lige nu har jeg i hvert fald lyst til at flytte ind på en bjergtop på Sri Lanka. Men jeg ved jo godt, at problemerne flytter med,” griner hun.

Trailer: Munken

Kommentarer

Christian Sønderby Jepsen

Født 1977 i Tarm.

Uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2007.

Vandt en bodil for bedste dokumentar med arvestridsdramaet Testamentet i 2012.

Har sammen med ægtefælden Mira Jargil produktionsselskabet Moving Documentary, og ofte producerer de hinandens film og serier.

Film

Munken
2023

Julebrødrene
2018

Naturens uorden
2015

Blodets bånd
2013

Testamentet
2011

Side om side
2008

Der er en krig uden foran mit vindue
2007

Mira Jargil

Født 1981 i København.

Uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2011. 

Afgangsfilmen Den tid vi har vandt prisen for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards i 2014.

Vandt en Robert for bedste dokumentar med Drømmen om en familie.

Film

Munken
2023

En splittet familie
2020

Julebrødrene
2018

Drømmen om en familie
2013

Den tid vi har
2011

© Filmmagasinet Ekko