Nyhed
11. apr. 2014 | 22:39

Producer vred over Medierådets dom

Foto | Wise Guy Productions
Frederik Winther Rasmussen, Marcuz Jess Petersen og Mathilde Wedell Wedellsborg spiller tre trettenårige detektivaspiranter i Detektiverne. For at se filmen alene i biografen skal man være elleve år.

”Man har jo lyst til at sende Medierådet en regning på en million kroner,” siger produceren bag Detektiverne. Aldersmærkningen på elleve år kan gøre børnefilmen særdeles svær at sælge.

Af Freya Bjørnlund

”De elleveårige synes jo, at Detektiverne er for pattebarnsagtig. Så aldersmærkningen har jo ødelagt hele filmen,” siger producer Thomas Stegler fra selskabet Wise Guy Productions.

Sammen med producer-kollegaen Michael Lunderskov står han bag årets store danske påskefilm for de yngre biografgængere, Detektiverne.

Men mange børn får slet ikke mulighed at indløse billet til filmen. Medierådet har nemlig stemplet den som ”tilladt for børn over 11 år”. Og filmens tiltænkte publikum, de syv- til elleveårige, må ikke se den uden en voksen.

Det skete ikke med instruktør Esben Tønnesens gode vilje. I et interview i dagens Politiken fortæller han, at filmen blev klippet om flere gange for at ramme en 7-årsmærkning. Men det lykkedes ikke at rykke ved Medierådets dom.

Thomas Stegler bakker sin instruktør op og mere til.

”Man har jo lyst til at sende Medierådet en regning på en million kroner. Det har de jo kostet os,” siger produceren.

Indtægtsgrundlag forsvinder
Detektiverne
handler om tre snusfornuftige snushaner på tretten år, som starter et detektivbureau. I filmen blandes hyggelig humor med narkosmugling og voksne skurke med pistoler – og resultatet er langt mere råt end den gennemsnitlige børnefilm.

”Vi har forsøgt at komme med noget nyt. Esben Tønnesen har lavet nogle bad guys, som virkelig er farlige, og han prøver at hæve niveauet i børnefilm,” mener han.

”Vi ville henvende os til målgruppen syv-elleve år, men lige pludselig bliver den elleve og opad. Og vores film er målrettet sjetteklasser. Så forsvinder hele vores indtægtsgrundlag. Nu skal vi kæmpe mod andre film med en 11-årsmærkning. Det har jo smadret os godt og grundigt.”

– Kunne I ikke bare have klippet filmen om, så den passede til Medierådets kriterier?

”Jo, men på et tidspunkt sad vi med en nedklippet version, som var fuldstændig ligegyldig. Jeg tror ikke på, at den ville sælge mere, selvom den fik en 7-årsmærkning. Den ville have fået nul og én stjerne hele vejen rundt.”

Mangler 9-årsmærkning
Ud over 11-årsmarkaten har Medierådet udstyret Detektiverne med en skriftlig vurdering, som kan læses på rådets hjemmeside. Her fremgår det, at filmen ”for de 7-9-årige kan virke skræmmende”.

Netop derfor mener Thomas Stegler, at 11-årsmærkningen er et fejlskud.

”Der er kæmpestor forskel på børn, der er syv, og børn, der er elleve. Man savner en 9-årsmærkning, som englænderne har.”

Thomas Stegler understreger, at Medierådet har en vigtig opgave i at beskytte børn mod skadeligt indhold. Men han mener, at rådet har svært ved at følge med i udviklingen af børns medieforbrug.

”Vi ved, at børn kan tåle mere i dag, end de kunne for fem år siden. Men Medierådet bestemmer, hvordan karaktererne skal være i dansk film. Og før Medierådet begynder at bøje deres holdninger og blive en smule mere nutidige, så sker der ingen udvikling.”

”Du kan ikke bebrejde Far til fire, Tempelriddernes skat eller Zoomerne for, at deres bad guys eller spændingsmomenter ikke er mere udviklede. Det kan du bebrejde Medierådet for.”

Medierådet er ikke smagsdommere
Medierådet må ikke udtale sig om detaljerne i vurderingsprocessen af en specifik film. Men medierådsmedlem Katrine Munch tager afstand fra Thomas Steglers kritik af rådet.

”Vi skal ikke vurdere, om en film er et lødigt, kulturelt produkt. Det er ikke vores opgave, og det må jeg som censor overhovedet ikke forholde mig til. Vi er sat i verden for at vurdere, om børn tager skade af at se filmen,” siger hun på vegne af Medierådet og tilføjer:

”Vi vurderer, at børn under elleve år potentielt kan tage skade af at se den her film alene. Hvis børnene ser den sammen med deres forældre, er det jo et andet udgangspunkt.”

Mere fleksibel mærkning
Katrine Munch kan dog godt forstå, at Thomas Stegler efterlyser en aldersgrænse mellem syv og elleve år.

”Der er et stort spring fra 7 til 11, og også fra 11 til 15. Vores vurdering af Detektiverne viser, at det kan gøre det lidt svært at vurdere nogle gange. Hvis der havde været en 9-årsgrænse, så havde filmen højst sandsynligt fået en 9-årsvurdering,” forklarer hun.

”Vi får også mange film ind nu, som ligger i mellemrummet mellem 11 og 15. Derfor så Medierådet gerne, at der var mere fleksible grænser. Men det er jo ikke op til os. Det er op til lovgiverne.”

Kommentarer

Thomas Stegler

Producer og stifter af selskabet Wise Guy Productions.

Selskabets første spillefilm var Shaky Gonzales’ Nattens engel (1998).

Har produceret komedien Slim Slam Slum (2002), pornofilmen All About Anna (2005) og Dennis Jürgensen-gyseren Bag det stille ydre (2005).

Se filmselskabets hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko