Interview
03. nov. 2023 | 15:29

”Mere realisme ville få folk til at kaste op”

Foto | Santa Fe Films

Instruktøren Alejandro Monteverde (tv.) vil ikke blande sig i, hvad hans kontroversielle hovedrolleinderhaver i Sound of Freedom Jim Caviezel (th.) 

Modstanden har gavnet Sound of Freedom, indrømmer instruktør Alejandro Monteverde, men afviser, at hans succes-thriller om børneslaveri er en højreradikal film.

Af Frederik Hoff

Sound of Freedom fortæller den virkelige historie om Homeland Security-agenten Tim Ballard, der gik uden om systemet for at redde børn ud af sexslaveri i Columbia.

I går havde filmen dansk biografpremiere, og på verdensplan har den allerede tjent 242 millioner dollars – altså 3,4 milliarder kroner.

Samtidig er filmen blevet anklaget for forbindelser til højreradikale grupper og konspirationsteorier som QAnon.

Men da instruktøren Alejandro Monteverde oprindelig begyndte arbejdet på sin kontroversielle blockbuster, var der slet ikke noget, der hed QAnon.

”I 2016 så jeg en nyhedsindslag om børn, der bliver kidnappet og brugt til at lave porno. Jeg var egentlig ved at skrive et manuskript om noget helt andet, men jeg smed det væk og besluttede, at det her måtte jeg undersøge nærmere,” fortæller instruktøren over Zoom.

Som en del af sin research så Monteverde et hav af film om emnet, men ingen af dem ramte den tone, han søgte.

”Jeg så blandt andet to-tre danske film – jeg kan ikke huske titlerne – som simpelthen var for voldsomme. Og så en amerikansk, som jeg fandt for overfladisk,” forklarer instruktøren.

Hans var optaget af at sprede sit budskab uden at skræmme folk væk.

”Min første idé var at lave det som en musical, så publikum ville føle sig trygge. Jeg ville ikke gå for realistisk til værks. Når du gør det med det her emne, kaster folk op.”

Kriminel undergrund
Instruktøren kæmpede for at fylde sin hårde film med dramatiske karakterer og storladen musik. Og han var særligt omhyggelig med starten.

Her bevæger kameraet sig svævende fra et fjernt blik på et hus i Honduras og langsomt igennem vinduet til et rum, hvor en lille pige slår på tromme.

”Vi lavede det praktisk med en svævebane, og det var risikabelt, for hun kunne nemt blive ramt i hovedet af kameraet. Men det var nødvendigt med en teatralsk åbning for at vise publikum, at dette er fiktion.”

Først da manuskriptet næsten var færdigt, faldt Alejandro Monteverde og hans skrivemakker Rod Barr over Tim Ballard.

Ballards fortælling tiltrak Monteverde, fordi den er international og trækker historien ind i Latinamerikas kriminelle undergrund, som han selv har haft alt for tæt ind på livet.

I 2015 blev Monteverde ramt af en tragedie, da hans far og bror blev kidnappet og myrdet af et mexicansk kartel.

”Tim Ballard var også vigtig, fordi jeg hele tiden tvivlede på, om alt det, jeg læste og skrev om, virkelig kunne være rigtigt. Men her var så beviset på, hvor forfærdeligt virkelig børneslaveri er,” siger instruktøren.

Samlede støv i kælderen
I 2019 var Sound og Freedom færdig og klar til at blive distribueret af 20th Century Fox. Lige indtil de blev købt af Disney, som ikke følte, at børneslaveri passede til deres brand.

I fire år kunne Alejandro Monteverde se sit skaberværk ligge og samle støv i Disneys kælder.

”Imens kom der flere og flere nyheder om slaveri i medierne. Det var forfærdeligt, men det betød også, at interessen for filmen aldrig forsvandt helt.”

Endelig blev den købt af distributøren Angel Studios, som fandt på den succesfulde pay it forward-kampagne. Her kan fans betale for, at andre interesserede – som ikke har råd til en billet – kan komme ind at se filmen.

Under rulleteksterne til Sound of Freedom dukker hovedrolleindehaveren Jim Caviezel op som sig selv. Han fortæller passioneret, at publikum nu kan være med til at sprede opmærksomhed ved at scanne QR-koden på lærredet og deltage i kampagnen.

”Jeg kunne ikke lide idéen, for min film skal ikke afbrydes af en anden video,” siger Monteverde.

Han lod sig dog overbevise efter et par testvisninger, hvor flere hundrede telefoner blev taget frem for at scanne.

”I dag må jeg overgive mig. Jeg har aldrig været i nærheden af den her succes før. Angel Studios skal også distribuere min næste film.”

Dårlig journalistik
Men Sound of Freedom tiltrak ikke kun passionerede publikummer. Mange så sig gale på filmen efter dens første uge som nummer ét ved biograflugerne, og med ét var den stemplet som en fundamentalistisk kristen fascistfilm.

– Du har afvist, at det skulle være en højreradikal film. Men der må vel være en grund til, at den opfattelse er opstået?

”Kontroverserne omkring filmen skyldes primært dårlig journalistik. Den første anklage var, at den var finansieret af konspirationsteoretikere. Man behøvede ikke andet end at se rulleteksterne for at få det afkræftet,” siger instruktøren opgivende.

”Der gik virkelig lang tid, før journalister spurgte mig om kontroverserne. Men jeg kunne have modsagt alt med det samme.”

Monteverde er selv meget privat med hensyn til sit politiske ståsted, men han er troende katolik og har givet sin søn mellemnavnet Francesco efter Pave Francis, som har velsignet barnet.

Sound of Freedom fik for alvor status som højrefløjens yndlingsfilm, da Donald Trump afholdt en særvisning af filmen med fremtrædende konspirationsteoretikere, og filmens producer og hovedrolleindehaver deltog som gæster.

Internettets konspirationsgrupper tog filmen til sig på grund af dens fokus på internationale pædofiliringe, som er omdrejningspunktet for mange moderne konspirationsteorier.

Og så har hovedrolleindehaveren Jim Caviezel, der er konservativ og stærkt religiøs, fremsat flere af QAnons teorier offentligt.

”Hvis jeg var bil-designer, og ham, der bygger mine hjul, udtrykker sig politisk, ville ingen anklage mig eller bilen for at være højreorienteret,” siger Alejandro Monteverde og hentyder til Caviezel.

”Jeg hyrer mine skuespillere og blander mig ikke i, hvad de siger i deres fritid. Det vil jeg aldrig forsøge at kontrollere. Jeg respekterer andres ret til deres holdninger. Jeg ville bare ønske, folk ville se filmen, før de dømte den.”

Helgengjort indvandrer
I ekkos anmeldelse af Sound of Freedom skriver Tina Jøhnk Christensen netop, at man bør se filmen for, hvad den er, frem for at lede efter skjulte, politiske agendaer.

Alejandro Monteverde indrømmer dog, at kontroverserne omkring filmen utvivlsomt har hjulpet salgstallene.

”Jeg tror, at de, der rent faktisk havde set filmen, blev fornærmede af anklagerne og gjorde sig ekstra umage for at sprede den. Modstand kan være meget godt på den måde,” siger han.

Instruktøren fik amerikansk statsborgerskab i 2007 og modtog integrationsprisen Outstanding American by Choice på grund af sine filmiske præstationer.

Hans næste film, Cabrini, er en feministisk immigranthyldest, som kommer ud i USA på kvindernes internationale kampdag den 8. marts. Den handler om den italienske indvandrer Francesca Cabrini, som blev helgengjort efter sin afgørende støtte til New Yorks fattige immigranter.

”Det er en film om det kvindelige perspektiv, og det er min bedste film til dato,” lover Monteverde med et kækt smil i ansigtet.

Trailer: Sound of Freedom

Kommentarer

Alejandro Monteverde

Født 1977 i Tampico, Mexico.

Flyttede som syttenårig til USA for at lave film og blev bachelor i film fra University of Texas Austin.

Debutspillefilmen Bella vandt publikumsprisen på filmfestivalen i Toronto.

Hans tredje spillefilm Sound of Freedom blev et gigantisk hit i USA og kan nu ses i danske biografer.

Til marts har han amerikansk premiere på Cabrini,om den italienske indvandrer Fancesca Cabrini, som blev helgenkåret.

Film

Sound of Freedom
2023

Little Boy
2015

Bella
2006

© Filmmagasinet Ekko