Nyhed
21. maj 2011 | 00:15

Rebellen, der drog fra andedammen

Cannes-aktuelle Nicolas Winding Refn sætter en ære i at være antidansk og kan nu sige endegyldigt farvel til den rød-hvide hjemstavn.
Af Mattias Blicher

"Oh, you Danes...," sukkede Nicolas Winding Refn, da han fik to - i hans øjne - temmelig ubegavede spørgsmål fra danske journalister ved pressemødet for instruktørens nye film Drive på filmfestivalen i Cannes.

Det var måske nok et impulsivt irritationsudbrud, men ikke noget tilfælde, at Refn talte om sine landsmænd, som kom de fra en helt anden planet end han selv.

For Nicolas Winding Refn - eller Jang, som han blot kaldes blandt venner og i filmbranchen - er godt nok dansker, men der er ikke noget specielt dansk over hverken hans person, film eller karriere.

Drive, der har den canadiske independent-stjerne Ryan Gosling i hovedrollen, er en tempofyldt kriminalfilm, som vi kender dem fra Hollywood. Og selvom Refn har lavet film som Pusher -trilogien og Bleeder , der udspiller sig i København, er inspirationen altid kommet fra det store udland.

Rodløse mænd
Refns film er befolket med rodløse mænd, der ikke kan tilpasse sig samfundets normer og regler. Maskuline værdier som ære, vrede og viljestyrke slår over i brutal vold og en foragt for autoriteter.

Den navnløse chauffør i Drive , som er med i kampen om Guldpalmen i Sydfrankrig, lader sig ikke gå på af lyssky kriminalitet. Manglende professionalisme, derimod, støder ham, og uanset om han skal agere stuntmand eller flugtbilist for kriminelle i Los Angeles’ underverden, sætter han en ære i at udføre sit job ordentligt.

Refn, hvis forældre er filminstruktøren Anders Refn og dokumentaristen Vibeke Winding, er sjældent interesseret i de psykologiske mekanismer. Man får ikke baghistorier, og karakterernes dybereliggende motiver forbliver slørede.

Det stod allerede klart i Refns voldelige gangsterfilm-debut, Pusher (1996), der varslede en ny, rå tone i dansk film. Pusheren Frank, spillet af Kim Bodnia, befinder sig konstant befinder i en kamp for overlevelse.

Han kan aldrig planlægge sig ud af de desperate situationer, men bliver nødt til at reagere instinktivt, og det er dét, der er interessant for Refn, snarere end hvordan Frank for eksempel er blevet kriminel.

Tøjleløse urinstinkter
"Da jeg lavede Pusher , kendte jeg hverken nogen kriminelle eller miljøet. Men jeg kender følelsen, og jeg ved, hvordan mine personer har det," har Refn udtalt til Ekko.

Refn har da også selv haft sine egne problemer med autoriteter. Han blev smidt ud af American Academy of Dramatic Arts i New York efter at have smidt et skrivebord ind i en væg. Og han påstår, at han er den eneste, der nogensinde frivilligt er droppet ud af Filmskolen. Det gjorde han faktisk, inden han var startet, da han fik muligheden for at lave Pusher.

Han beskriver sig selv som en feminin mand. Og at han ikke abonnerer på den gamle fordom om, at rigtige mænd ikke græder, kunne man i 2007 se på live tv i Den 11. time på DR2. Her måtte han ty til tårer, da han med usvigelig ærlighed fortalte om sit problematiske forhold til sin far.

De tøjleløse urinstinkter er således ikke fremmede for Refn, og fascinationen af de rå drifter og følelser kommer måske klarest til udtryk i to film, der i Danmark ikke fik megen opmærksomhed.

Vikingeeposet Valhalla Rising er den mystiske fortælling om den stumme træl, Enøjes (Mads Mikkelsen), spirituelle og blodige rejse mod en uforklarlig åndelig forløsning.

Og Bronson er historien om Charles Bronson, kendt som Englands voldeligste straffefange, der oprindelig fik en fængselsdom på syv år for et posthusrøveri, men som endte med at tilbringe 30 år i isolationsfængsel, fordi han konstant kommer i slagsmål med indsatte og fængselsvagter.

Sansemættede film
Refn optager sine film kronologisk for at opnå størst mulig intensitet og autenticitet. Og kriminalitet og vold synes at være fortællingens drivkraft.

"Det gode ved at lave film om menneskelige konflikter i et kriminelt miljø er, at det også i virkeligheden er et miljø, hvor det handler om liv og død - på en helt anden måde end i en normal borgerlig tilværelse. Alting bliver skærpet, og kontrasterne bliver større, lidt på samme måde som når Shakespeare skrev om kongefamilier, hvor alle laver intriger mod hinanden og vil slå hinanden ihjel," har Refn sagt til Ekko.

Både Valhalla Rising og Bronson nød stor succes i England. Det er dog ikke engelsk, men amerikansk film, der står som Refns helt store inspirationskilde.

Pusher kan ses som den første danske gangsterfilm, og den økonomiske fiasko Fear X (2003) med John Turturro i hovedrollen var en enigmatisk thriller.

I den mørke og misantropiske Bleeder (1999), der sendte Kim Bodnia på dyb psykisk nedtur og voldsom kollisionskurs med instruktøren, bruger Refn endda musikken fra idolet Martin Scorseses krimidrama Casino i introen. Men det er først med Drive , at Refn selv har fået lov at prøve kræfter med den amerikanske filmindustri.

Refn har dog formået at skabe sig sin helt egen visuelle stil, der gør, at hans film stilistisk ikke bare fremstår som tomme genreøvelser. Det er sansemættede film, hvor volden og desperationen formidles med håndholdt kamera og farverige, ofte meget rød-tonede billeder.

Endeligt farvel til hjemstavnen
Der var mange, der afskrev Refn, efter at hans filmselskab Jang Go Star gik bankerot på grund af den internationalt producerede Fear X ’s fatale kommercielle fiasko.

På små budgetter gjorde han dog comeback ved at lave de to sidste film i Pusher -trilogien, og i 2005 holdt Toronto Filmfestival et Pusher -retrospektiv, hvor man viste alle tre film.

Nicolas Winding Refn boede en stor del af sin barndom i New York, og der løber hårdkogt amerikansk blod under hans blege danske hud. At Refns skæbne lå uden for den danske andedam, kommer derfor ikke som den store overraskelse.

Han er af flere kritikere blevet nævnt som en outsider til Guldpalmen, så måske vil 2011 være året, hvor Jang vinker helt farvel til den rød-hvide hjemstavn ved en fransk festival med en amerikansk film.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko