”Regimet bestemte, hvem der lever og dør”

Det er et betændt sår, Walter Salles åbner med I’m Still Here. 

Det brasilianske drama, der har fået fem stjerner af Ekkos anmelder og i marts vandt en Oscar som bedste internationale film, skildrer traumerne efter landets brutale militærdiktatur. Filmen er forankret i den autentiske fortælling om den progressive, velhavende Páiva-familie. 

Deres hjem tæt på stranden i Rio de Janeiro var et omdrejningspunkt og helle for byens regimekritiske kunstnere og politikere. Manden Rúben er oppositionspolitiker og en markant stemme imod regimet, der i 1970 har været ved magten i seks år. 

Han støtter politikere i eksil, og da militæret strammer grebet om magten, bliver han arresteret. 

Da hans kone Eunice spørger efter ham, bliver også hun ført bort sammen med sin datter. Hun bliver tortureret og løsladt med uforrettet sag. Men hun nægter at dukke nakken, og hendes styrke holder sammen på familien helt frem til i dag. 

”Det handler om en kvinde, der genopfinder sig selv,” fortæller Walter Salles til et rundbordsinterview på Venedig-festivalen kort efter filmens verdenspremiere i 2024. 

”Hun er den tavse helt gennem deres 40 år lange rejse,” siger instruktøren. 

Verden voksede kontant
Filmen er baseret på bogen af samme navn, hvor forfatteren Marcelo Rubens Paiva fortæller sine forældres og især sin mors historie. Men den trækker også på Walter Salles’ egne minder om Paiva-familien. 

Han havde tilbragt sin tidlige barndom i Paris, hvor hans far arbejdede som bankmand og diplomat. Da de vendte hjem til Rio de Janeiro i 1969, følte trettenårige Walter sig draget af den frimodige stemning i Paiva-familiens hjem. 

”Der var så meget liv i deres hus. Musik, politiske diskussioner, alt muligt der ikke fandtes i min familie. Deres dør var altid åben. Hver dag stødte man på folk, man ikke kendte, men som gjorde ens verden større. Min verden voksede konstant,” siger Walter Salles bevæget, da han tænker tilbage. 

”Jeg er formet af film og af Paiva-familiens hjem. Det er sådan, jeg voksede op.” 

Det var også hos familien, han for alvor blev bevidst om, hvad det var for et land, han boede i. 

Militæret havde med amerikansk hjælp kuppet sig til magten i 1964 og beholdt den frem til 1985. Da Walter Salles vendte hjem til sit fødeland, var regimet begyndt at slå hårdt ned på oppositionen. 

Det er den optrapning af overvågning og politichikane, der skildres i første halvdel af I’m Still Here. Paiva-familiens venner mærker regeringen ånde dem i nakken og søger mod udlandet, før det er for sent. 

Tusindvis af påståede systemkritikere blev tortureret og hundreder dræbt uden rettergang eller besked til familien. 

”Betydningen af militærdiktaturet slog mig, da Ruben forsvandt. Det var der, det politiske og menneskelige drama blev forbundet, fordi jeg indså, at regimet kunne bestemme, hvem der lever, og hvem der dør. Og der er intet, du kan gøre!” 

Socialt engagement
Walter Salles klarede sig uden om regimets fjendelister. Måske fordi han blev født ind i en af landets ældste og rigeste finansfamilier. 

Han studerede økonomi, før mødet med Paiva-familiens omgangskreds sendte ham i en mere kulturel retning. Midt i 70’erne rejste han til Californien for at studere film, og da han vendte hjem, instruerede han reklamer og dokumentarer om de emner, der optog ham. 

Han lavede en tv-serie om Japans historie, netop som landets industri tog verden med storm. Og timelange portrætter af brasilianske musikere og poeter samt tv-interviews med filmskabere som Federico Fellini. 

”Jeg ser mig selv som en dokumentarist, der af og til skaber fiktion,” forklarer Walter Salles i dag. 

To år efter diktaturets fald startede han et filmselskab med sin bror, dokumentaristen João Moreira Salles, og i 1995 scorede Walter Salles et regulært festivalhit med dramaet Foreign Land. 

Det var hans første samarbejde med Fernanda Torres, der i år blev Oscar-nomineret for sin rolle som Eunice i I’m Still Here – 25 år efter at hendes mor, Fernanda Montenegro, fik samme udmærkelse for sin hovedrolle i Walter Salles’ internationale gennembrud, Central Station. 

Central Station handler om en bitter, midaldrende kvinde, der tager sig af en ung dreng efter hans mors død. Den er et godt eksempel på hans empatiske, socialt engagerede filmkunst. 

Senere fulgte æredrabsfortællingen Bag solen og Motorcykel dagbog, hvor en ung Che Guevara tager på politisk dannelsesrejse i et fattigt, klasseopdelt Sydamerika. Filmen blev i 2004 et internationalt hit, der også lokkede danskere til billetlugerne. 

Walter Salles formøblede noget af succesen på det rutineprægede, amerikanske gyserremake Dark Water, og selv om både brødreportrættet Linha de Passe og Jack Kerouac-filmatiseringen On the Road var udtaget til Cannes’ hovedkonkurrence, blev begge film overset. 

Brasiliansk film tavs i fire år
Det tog Walter Salles tolv år at lave sin næste film. Men at I’m Still Here var mange år undervejs, betyder ikke, at han har ligget på den lade ende. Han remser en række projekter op. 

Der er dokumentaren A Guy from Fenyang, om den kinesiske instruktør Jia Zhiangke. Der var de mange år, han brugte på at udvikle Pigen der fortalte film, som Lone Scherfig endte med at instruere. 

For tiden arbejder han på en fem timer lang tv-serie om fodboldspilleren Sócrates, der spillede en vigtig rolle i genetableringen af demokrati i Brasilien. Og når den er færdig, har han et andet manuskript parat til optagelse. 

”Jeg er en filmskaber, der tager lang tid om at blive tilfreds med et manuskript. Jeg skal kunne se filmen for mig i en indre biograf, før jeg kan optage den,” forklarer den 69-årige instruktør. 

Længe var det ikke kun instruktørens perfektionisme, men også Brasiliens politiske virkelighed, der satte en bremser for projektet. Under Jair Bolsonaros præsidentembede fra 2019 til 2023 blev det igen vanskeligt at lave film, der talte magtens interesser imod. 

”Brasiliansk film var tavs i fire år,” siger Walter Salles trist. 

Regeringen skar ned på filmstøtten og nægtede at give tilladelse til at optage kritiske filmproduktioner. Som en kunstner med international gennemslagskraft og progressive idéer var det svært for Walter Salles at få lov til at skabe en film om det militærdiktatur, Bolsonaro ofte hyldede. 

”Du skal have tilladelse for at kunne optage i gaderne – især når det er en periodefilm. Jeg havde brug for frihed, også fordi jeg ikke ville have, at det skulle føles som en periodefilm. Mit eget indtryk af det hus og den familie er ikke historisk, og jeg ville have, at det skulle føles levende, også i gaderne. Og i fire år var det altså bare ikke muligt.” 

Nostalgi efter diktaturet
Samtidig vidste Walter Salles, at Bolsonaros popularitet gjorde hans film meget aktuel og vigtig. I’m Still Here viser, hvordan regimets forbrydelser trækker blodspor ind i nutiden, hvor mange på den politiske højrefløj har rosenrøde minder om militærdiktaturet. 

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at dette personlige projekt ville handle så meget om nutidens Brasilien. For vi var meget tæt på at genindføre diktaturet,” siger Walter Salles. 

Han henviser til den delvis danskproducerede dokumentar Apokalypse i troperne, der kan ses på Netflix. Den skildrer, hvordan den evangeliske kirke førte Bolsonaro til præsidentembedet som en frelser og kulminerer i et stormløb på den brasilianske parlamentsbygning i 2023, der til forveksling minder om det, amerikanske Trump-støtter begik 6. januar 2021. 

Ganske som Trump benægtede at have tabt det amerikanske valg, nægtede Bolsonaro at overdrage magten til sin demokratisk valgte efterfølger, Luiz Inácio Lula da Silva. Efterspillet blev dog markant forskelligt i de to lande. For mens Trump vendte tilbage til magten, blev Bolsonaro sidste måned idømt 27 års fængsel for kupforsøg. 

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at Trump ikke ville betale for, hvad han forvoldte. Det viser i min optik, at demokratiet i USA er absolut skrøbeligt,” siger Walter Salles. 

Civilcourage
Hans egen film viser, at den betragtning ikke kun gælder amerikanerne. Om noget viser I’m Still Here, at demokratiske værdier og rettigheder altid er skrøbelige og truede. 

Efter sin mands forsvinden læste Eunice Paiva til advokat og blev en fremtrædende forsvarer for oprindelige folks rettigheder i Amazonas. Hun kæmpede livet igennem for at skære igennem bureaukratiet og holde staten ansvarlig for sin mands skæbne. For at gennemtvinge det opgør, som er nødvendigt, hvis samfundet skal heles. 

For Walter Salles er Paiva-familiens modstandsstyrke og civilcourage et lysende eksempel på, hvordan man fører samtalen videre. 

Han hylder dem i den hjerteskærende sidste scene, hvor Paiva-familien mødes til frokost i 2014. 

Mange af familiemedlemmerne spiller sig selv, mens den nu 96-årige Fernanda Montenegro overtager sin datter Fernanda Torres’ rolle og spiller en Alzheimers-ramt Eunice, der er ladt tilbage med smertefulde minder. 

Middel mod misinformation
I Brasilien er I’m Still Here blevet fanget i den samme kulturkrig, den skildrer. Venstrefløjen roser den som et tiltrængt opgør, mens højrefløjen afskriver den for at kritisere et autoritært regime. 

Da vi taler kort efter verdenspremieren, er Walter Salles forberedt på at få en blandet modtagelse i sit hjemland. Men for ham er det centrale, at hans film beskæftiger sig seriøst med sit emne, så den kan give andre mulighed for at gøre det samme. 

”Automatreaktioner på sociale medier styrer meget af den offentlige debat. Folk bliver konstant ramt af nye billeder, der afkræver dem en mening om ting, de ikke har tid til at analysere i dybden.” 

”Samfundet er blevet mere komplekst. Men man kan også se positivt på det. Vi lever i en tid, hvor det er vigtigt at lave film, skrive og være kreativ. Hvis der er et middel mod misinformation, er det kunst,” slår Walter Salles fast. 

”Som en af mine venner siger: ’Vi havde middelalderen, og det var hårdt. Men så fik vi renæssancen. Så jeg håber bare, at vi når dertil igen!’”