Sponsoreret
21. dec. 2023 | 16:36

Se årets bedste film online

Foto | Henrik Ohsten

Bastarden, Oppenheimer, Barbie, Killers of the Flower Moon og Toves værelse er blandt de storslåede film, der kan ses på Blockbuster lige nu. 

Vi anbefaler nogle af de ypperligste film fra 2023, som kan ses eller genses på Blockbuster. Er du enig? Hvad er din favorit?

Af Filmmagasinet Ekko

Blockbuster har et imponerende udvalg med over 12.000 film af alle slags, og lige nu kan nogle af årets allerbedste film lejes eller købes på siden.

Med sommerens exceptionelt succesfulde biografbaskere, Martin Scorseses nyeste epos og et hav af danske perler på siden må der være noget for enhver smag.

Vi fremhæver herunder nogle af de bedste fra 2023, og der vil sikkert være flere, som du missede i biografen og nu har mulighed for at se i hjemmebiografen.

Oppenheimer

I sommeren 2023 var der ét meget underligt ord, der dominerede filmverdenen: Barbenheimer.

To enormt forskellige, men lige imødesete film fik premiere samme dag, og internettet gik amok. Nogle ville se begge film i rap, mens andre definerede deres personlighed ud fra valget mellem dem.

Nu kan du gøre det samme. Begge film er tilgængelig på Blockbuster.

Hvis valget falder på Christopher Nolans episke atomdrama, får du et fascinerende historisk indblik i den kontroversielle far til atombomben, J. Robert Oppenheimer, spillet betagende af Cillian Murphy.

Desuden byder filmen på overvældende visuelle effekter og en kompleks nonlineær fortælling, der i bedste Nolan-stil er propfyldt detaljer.

Ekkos anmelder skrev en svimlende hyldest til storfilmen, da den kom ud, og der er ingen tvivl om, at Oppenheimer er et værk, som ikke bare skal ses, men også genses!

Se filmen!

Barbie

Den anden del af Barbenheimer er en skrigpink konceptkomedie med Margot Robbie og Ryan Gosling som Barbie og Ken.

Men Barbie er ikke bare påklædningsleg og Aqua-musik i Greta Gerwigs kyndige instruktørhænder.

I stedet er filmen et eksistentialistisk værk om, hvad det vil sige at leve, og hvordan det er at være kvinde i et moderne, men stadig patriarkalsk samfund.

Heldigvis bevarer filmen konstant et glimmerdrysset glimt i øjet, og der er rigeligt med dukkejokes mellem de alvorlige pointer.

Se filmen!

Killers of the Flower Moon

Martin Scorseses navn vækker stadig respekt og ærefrygt blandt filmfans, og i år kom den 81-årige instruktør ud med endnu et imponerende værk.

Instruktørens trofaste favoritskuespillere Robert De Niro og Leonardo DiCaprio spiller hovedrollerne som onkel og nevø i det grumme drama om amerikanske opportunisters modbydelige nedslagtning af Osage-stammen.

Western-genren har længe glorificeret 1800-tallets amerikanske prærieliv, men Scorsese sætter tyk streg under det blodbad, der gemmer sig under hver en sten af hjemlandet.

De Niro og DiCaprio leverer pragtpræstationer som de hensynsløse hvide i den utroligt ambitiøse film.

Se filmen!

Bastarden

Årets helt store danske film er endelig landet på streaming.

Nikolaj Arcel er vendt stærkt tilbage til Danmark med sit episke drama om Kahlen (Mads Mikkelsen), der forsøger at vinde hæder ved at opdyrke den jyske hede.

Filmen ender som en blodig western, hvor konflikten mellem Kahlen og den lokale enehersker Frederik Schinkel (Simon Bennebjerg) udvikler sig dramatisk. Men filmen byder også en bevægende kærlighedshistorie.

Bastarden er baseret på Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara, og Nikolaj Arcel gør i den grad forlægget ære med en film, der føles langt større, end dansk film plejer at gøre.

I Ekkos spritnye nummer 95 kan du læse stort interview med Arcel, som fortæller, hvorfor han har droppet drømmen om Hollywood.

Se filmen!

Når befrielsen kommer

De fleste film og serier om besættelsestidens Danmark fokuserer på heroiske modstandsfolk, der risikerede livet i opstand mod tysken.

For få år siden gjorde Anders Refn op med det i sit empatiske værnemagerportræt De forbandede år, og nu er Anders Walter gået et skridt længere med en film, der handler om at beskytte tyskere fra danskerne.

Når befrielsen kommer følger Pilou Asbæk som den midtfynske højskoleforstander Jakob, der får til opgave at huse en stor flok tyske flygtningebørn.

Skal han trodse den tyskhadende folkestemning, eller skal han lade uskyldige børn i stikken?

Walter stiller spørgsmålet og ripper for alvor op i det danske selvbillede med sit smukt eksekverede drama.

Se filmen!

Højst besynderlige typer

Mikael Wulff har som komiker og del af duoen Wulffmorgenthaler underholdt danskerne med sin finurlige humor i en årrække.

Nu har han for første gang skrevet og instrueret en spillefilm på egen hånd, og som en spritny komedie, der netop er landet på Blockbuster, har vi ikke kunnet dy os for at tage den med på listen.

I Højst besynderlige typer spiller Brian Lykke den sarkastiske Martin, som tilbringer en spøjs dag i København med Freja (Thit Aaberg) og Knud (Rasmus Bjerg).

En helt ny og mere afdæmpet side af Wulff – som også instruerede den romantiske serie Perfekte steder – viser sig i komedien. Den handler om at turde sige sine hemmeligheder højt.

Se filmen!

Underverden II

Fenar Ahmads første Underverden-film var et velkomment spark i mellemgulvet med dens rå, amerikanske action-thrillerstil i danske omgivelser.

I år vendte Dar Salim tilbage i rollen som kirurgen Zaid, der gjorde sig selv til kriminel for at hævne drabet på sin bror.

For at komme ud af fængslet og blive genforenet med sin søn må han i toeren arbejde sammen med politiet og infiltrere Københavns mest voldelige bande.

Begge Underverden-film er begavede historier om, hvor svært det er at flygte fra de kasser, samfundet placerer os i.

Se filmen!

Viktor mod verden

Dansk film anklages tit for altid at være mere af det samme. Men indimellem kommer der et værk så originalt, at det sprænger rammerne.

Sådan en film er Christian Arhoffs spillefilmdebut.

Den bizarre komedie er en videreudvikling af instruktørens kortfilm Viktor på månen (kan ses på Ekko Shortlist), og begge film er skæve på den mest mulige måde.

Viktor (Nicolai Jørgensen) opsøger sin fraværende far (Nicolas Bro), og de to spejler perfekt hinandens mimik i den nærmest magisk realistiske farce, hvor Mikael Bertelsen dukker op i den ene birolle efter den anden.

”Verden ville være et lykkeligere sted, hvis den så mere ud som i Viktor mod verden,” skrev Ekkos anmelder om debutperlen.

Se filmen!

Toves værelse

”Faktisk så er Ove Ditlevsen en af vores største digtere,” siger Søren Pilmark famøst i Blinkende lygter.

Tove Ditlevsen var rigtigt nok en af Danmarks største forfattere, men hun havde også et tumultarisk privatliv, især da hun var gift med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen.

Dramatikeren Jakob Weis har skrevet manuskriptet til teaterstykket Toves værelse såvel som filmversionen, der i Martin Zandvliets instruktørhænder er et intenst kammerspil om et giftigt ægteskab.

Paprika Steen og Lars Brygmann spiller ægteparret i dramaet, der fik fem stjerner af vor anmelder for sin sylespidse skildring af parforholdsproblemer og sit intime portræt af en elsket dansk digter.

Se filmen!

Aftersun

Filmåret startede fantastisk, da skotske Charlotte Wells’ mesterlige debutfilm i januar fik sjældne seks stjerner i Ekko.

Filmen handler ikke specielt ophidsende om en pige og hendes far på charterferie i Tyrkiet.

Men gennem fantastisk subtile detaljer bliver feriefilmen til et indtagende dobbeltportræt af to mennesker på et meget specifikt tidspunkt i deres respektive liv.

Det er punktløs, livgivende filmmagi om alle de hverdagslige begivenheder, som former vores liv langt mere end de ekstraordinære hændelser. Aftersun bør enhver filmelsker unde sig selv at se.

Se filmen!

The Equalizer 3: The Final Chapter

Denzel Washington har egentlig udtalt, at han ikke gider lave efterfølgere. Men rollen som den rolige dræbermaskine Robert McCall har alligevel været for fristende at vende tilbage til – to gange.

I det tredje og sidste kapitel slår McCall sig ned på Sicilien efter ene mand at have myrdet det meste af en mafiafamilie. Her finder han tid til sjælesøgning, venskaber med de lokale og masser af tedrikning i smukke omgivelser.

Selvfølgelig finder volden alligevel frem til ham, og McCall får lov til en sidste gang at demonstrere sine utrolige dræbertricks på en intetanende bande.

Se filmen!

 Idioten

 

Kasper Rune Larsen debuterede med den glimrende slackerfilm Danmark, og i år fulgte han op med en smuk historie om drømme og parforhold.

Digteren Jacob Skyggebjerg spiller rollen som den titulære idiot Tobias, der – ligesom Skyggebjerg selv – finder ud af, at han vil være skuespiller.

Men samtidig er kæresten Cille (Sarah Juel Werner) blevet gravid, og parallelt med den spirende og umiddelbart håbløse kunstnerdrøm skal der arrangeres bryllup og planlægges et voksenliv.

Jacob Skyggebjerg leverer en rå og uforglemmelig præstation i en rolle, der minder forbavsende meget om ham selv. Filmen viser med både rørende og komiske scener, hvordan det føles at blive voksen uden en plan.

Se filmen!

De tolv film kan alle købes eller lejes nu, og du kan finde endnu flere fantastiske film på Blockbuster.dk.

 

Kommentarer

Annoncørbetalt indhold

Denne artikel er sponsoreret af Blockbuster.

Filmene er udvalgt i samarbejde mellem Blockbuster og Filmmagasinet Ekko.

De kan lejes eller købes.

Teksterne er skrevet af Ekko.

© Filmmagasinet Ekko