Nyhed
19. juni 2020 | 19:41

Serie om Tarkovskij på vej

Foto | uoplyst
Andrej Tarkovskij har med sine mystiske og dragende film fået mange filmnørder til at tænke ekstra grundigt over mediets mange muligheder.

Den største russiske filmskaber nogensinde får sit liv filmatiseret af landsmand bag kritikerrost punkdrama, der skabte bølgegang i Cannes.

Af Nicki Bruun

Blandt filmelskere er Andrej Tarkovskij en af de største og mest kompromisløse instruktører i historien.

Han skabte eksistentielle fortællinger i et åndeløst smukt og dragende filmsprog med værker som Spejlet, Vandringsmanden og Solaris, der alle blev lavet i løbet af 1970’erne.

Den russiske instruktør gik dog tidligt bort i 1986, da han i en alder af kun 54 år døde af kræft i den franske hovedstad Paris.

Nu er hans liv på vej som en historie fortalt på den lille skærm i en russisk tv-serie, skriver det amerikanske branchemedie Variety .

”Andrej Tarkovskij og hans ikoniske mesterværker har haft stor betydning for filmverdenen og er stadig en kilde til evig inspiration for filmskabere i alle aldre,” siger produceren Ilya Stewart fra selskabet Hype Film, der har hvervet en af Ruslands pt. største filmskabere, Kirill Serebrennikov, til at skrive og instruere historien.

”Det er en ære og et privilegium at fortsætte vores samarbejde med Kirill Serebrennikov, der er en forfatter og instruktør med en helt unik vision, som vi glæder os til sammen at give liv.”

Husarrest i Rusland
Kirill Serebrennikov brød igennem som teaterinstruktør og har sammen med selskabet Hype Film lavet sine foreløbigt to spillefilm: The Student og Sommer.

Han var senest aktuel på Cannes-festivalen i 2018, hvor hans kritikerroste punkdrama Sommer var udtaget til hovedkonkurrencen om Guldpalmen.

Instruktøren kunne ikke selv deltage i festivalen, fordi han på det tidspunkt sad i husarrest i Rusland, anklaget for underslæb.

Det fik de medvirkende i filmen til at protestere på instruktørens vegne på den røde løber i Cannes. Rygterne gik på, at husarrestens var Ruslands modsvar på kunstnerens kritik af landet.

Serebrennikov er lige nu i gang med at færdiggøre sin næste film, der på engelsk har titlen Petrov’s Flu – eller oversat til dansk: Petrovs forkølelse. Den handler om en tegneserieforfatter og hans familie i Rusland kort efter Sovjetunionens fald.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvilken periode af Andrej Tarkovskijs liv den kommende tv-serie vil fokusere på.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko