Seth Rogen kom forbi

Hvad siger det om filmjournalistikken på Venedig-festivalen, at Seth Rogen, omringet af holdet fra sin 23-dobbelt Emmy-nominerede, satiriske metaserie The Studio, kan trisse ind i presserummet på Palazzo del Cinema, uden at nogen lægger mærke til det? 

Klædt i beige og med et Leica-kamera over skulderen ser den 43-årige komiker, instruktør og skuespiller sig benovet omkring i Mussolinis gamle filmpalæ, mens han udpeger mosaikker på væggene og de enorme glaslysekroner, der hænger fra loftet. 

Af og til stopper han for at udpege en detalje og tage fotos med sin telefon. Seth Rogen er også stifter af marijuana-brandet Houseplant og berømt for at være mere eller mindre permanent skæv. Han bevæger sig langsomt og falder i svimer over udsigten over Adriaterhavet. 

Rundt omkring ham fortsætter tasteklikkeriet ufortrødent, mens verdens fremmeste filmjournalister ræser for at nå deres deadlines. Jeg skal selv til at tilkæmpe mig en plads ved et af langbordene, da jeg passerer den gråsprængte verdensstjerne. 

Jeg studser et øjeblik og stiller mig så i kø til dagens femte espresso. Kaster et let vantro blik over på Seth Rogen og hans slæng, netop som han tager et foto af kaffeboden. Det blev ikke helt så diskret, som jeg havde håbet. 

Man ser mange kendisser i Venedig, men aldrig i filmjournalistikkens maskinrum, hvor man i år for første gang ikke behøver vise sin journalistakkreditering for at komme ind. Seth Rogen har tydeligvis grebet chancen. 

Men hvad laver han her? Han har ingen film på festivalen, og en hurtig søgning giver ingen ledetråde. 

Flygtigt møde
Forrest i køen rækker jeg min Nespresso-genbrugskop – smuglet med hjem fra Cannes – frem til en sponseret skvæt koncentrationsforlænger fra den italienske kaffemaskinegigant De’Longhi. 

Udenfor kaster Brad Pitt, selskabets frontfigur, sit blik ned over Lidoen fra et billboard, præcis som George Clooney gjorde over Croisetten i maj. 

Mens maskinen brygger, diffunderer Seth Rogen ud igen, og jeg følger efter. Ved indgangen til konferencerummet viser det sig, at jeg ikke er den eneste, der er vågen. Et par andre journalister har fundet frem til Seth Rogen og er gået i gang med at stille ham spørgsmål. 

”Kan vi tage et billede?” spørger én, der har telefonen fremme. Og en ung italiener vil fortælle, hvordan han og hele hans familie har nydt at se The Studio. 

”Hey, tusind tak!” siger Seth Rogen med sit karakteristiske, brummende grin. Han slår ud med armene mod kredsen af smilende folk omkring sig: ”Det er dem her, der laver serien.” 

”Hør, hvordan er jeres dag her?” spørger Seth Rogen så italieneren og mig. ”Sidder I altid derinde og skriver?” 

Vi forklarer, at dagen går med at løbe spidsrod mellem visninger, interviews og endeløse kaffekøer, og at artiklerne skrives hvor som helst, der findes en plan flade til en bærbar. 

”Hvad synes I, vi skal se af film?” fortsætter Seth Rogen, og da italieneren anbefaler Olivier Assayas’ Putin-film The Wizard of the Kremlin, følger komikeren op med endnu et spørgsmål: ”Er Paul Dano ikke med i den film?” 

Seth Rogen har ret. Dano var også med i første afsnit af The Studio, hvor Rogens selskabschef, der skal balancere kommercielle krav med sin passion for kvalitetsfilm, akavet prøver at smigre skuespilleren. En scene, der er pinligt sigende for mange kendismøder.

En mur af smil
En af hans følgesvende sender Seth Rogen et sigende blik, og han rækker jovialt en hånd frem til os begge. Jeg skynder mig at få stillet mit spørgsmål: ”Hvad laver I her? Kommer næste sæson af The Studio til Venedig?” 

”Vi får se!” siger Seth Rogen og løfter sigende på øjenbrynene. Hans slæng gør det samme og præsenterer en mur af tvivlende smil. 

Der kommer gled i forsamlingen. Før de forsvinder, kommer jeg i tanke om et spørgsmål mere: ”Hvorfor tager du fotos med din telefon, når du går rundt med et Leica-kamera?” 

”Mit batteri er ved at være fladt,” råber han tilbage, før gruppen forsvinder ud af døren til bygningens backstage. Uden at nogen vist er blevet særlig meget klogere.