Ekko Shortlist Awards 2022
23. nov. 2022 | 13:44 - Opdateret 23. nov. 2022 | 20:02

Skuespiller taler højt om angst

Foto | Nikolai Linares
Mathilde Arcel var lige så hudløst ærlig, da hun modtog prisen for bedste kvindelige skuespiller, som hendes præstation i kortfilmen Hvis du vidste er.

”Forhåbentlig kan filmen få angsten til at blive lidt mindre farlig,” sagde Mathilde Arcel i rørende takketale, da hun vandt skuespilpris ved Ekko Shortlist Awards.

Af Nicki Bruun

Ved weekendens Ekko Shortlist Awards bød kategorien for bedste kvindelige skuespiller på et særdeles stærkt felt. Alligevel var der ikke nogen tvivl om, hvem den rigtige vinder var.

Stortalentet Mathilde Arcel blev af Christoffer Boe (Journal 64, Reconstruction) kaldt på scenen. Med et anerkendende buk overrakte instruktøren statuetten til hende for den overrumplende præstation som angstramt kvinde i Hvis du vidste.

”Wooow … Årh, shit! Den er jeg virkelig, virkelig glad for. Altså virkelig. Det betyder bare helt vildt meget,” sagde en glad og nervøs Mathilde Arcel.

Hun kom med taksigelser til publikum, juryen, sin kæreste og forældrene. Og fremhævede, at instruktør Nicolai G.H. Johansen og fotograf Sebastian Bjerregaard skabte et arbejdsrum, der var trygt nok til, at hun turde rykke sine egne grænser og gå ind i en undersøgelse af angsten.

Men den 26-årige skuespiller gav også de forsamlede i salen en flig af sig selv.

”Det stinker at have angst, men virkelig mange af os mennesker har det desværre,” sagde Mathilde Arcel.

”Jeg er så stolt over, at vi har lavet en film, der blandt andet handler om det. Forhåbentlig vil mennesker føle sig set. Og måske vil det få nogle til at føle sig lidt mindre ensomme i det, og dermed kan angsten blive lidt mindre farlig,” fortsatte Mathilde Arcel til stort bifald.

”Jeg synes i hvert fald, at hver gang jeg siger det højt, hjælper det. Og nu har jeg sagt det højt for rigtigt mange mennesker, så måske bliver det bedre af den grund. Tusind tak, jeg er fucking stolt!”

Se Mathilde Arcels vindertale nederst i artiklen!

Vaskeægte gennembrud
Mathilde Arcel – der er datter af kunstnerne Nastja Arcel og Mikael Fock, mens filmskaber Nikolaj Arcel er hendes onkel – blev uddannet i 2020 fra Den Danske scenekunstskole i Aarhus.

Hun kunne i år opleves i hele tre kortfilm, der var nomineret ved Ekko Shortlist Awards, da hun også medvirker i Kristian Håskjolds Young og Anders Walters Mit barn.

Inden prisuddelingen interviewede vi den talentfulde skuespiller om rollen som angstramte Leonora i Hvis du vidste. Hun fortalte, at grundig research var med til at forme figuren. Men i takketalen antydede hun, at hun efter filmens tilblivelse selv har oplevet angst. 

Mathilde Arcel har foruden kortfilm indtil videre særligt begået sig på teatrets skrå brædder. Sidste år vandt hun en Reumert Talentpris for forestillingen Nogen er ude at drikke øl, som hun også instruerede og skrev.

Med sejren ved Ekko Shortlist Awards har skuespilleren fået et vaskeægte gennembrud. Og nu står hun klar til de helt store roller. Spørgsmålet er blot hvilken heldig filmskaber, der får fingrene i hende først!

Video: Mathilde Arcels takketale

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Ekko Shortlist Awards hylder danske talenter og kortfilm.

Niende udgave blev afholdt 19. november i Bremen Teater.

Juryen bestod af en række af landets bedste filmfolk.

Mathilde Arcel vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller for sin rolle i Hvis du vidste.

Award-showet blev støttet af Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, FAF, FILM&TVGRUPPEN i Journalistforbundet, Dansk Skuespillerforbund, Zentropa, Nordisk Film, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, ANIS, Politiken-Fonden, Jytte Groes og Royal Økologisk.

© Filmmagasinet Ekko