Sound of Falling fortjener Guldpalmen

Efter elleve intense dage på Cannes-festivalen kulminerer det hele i aften klokken 18.45, når priserne bliver uddelt ved den traditionsrige afslutningsceremoni. Som vanligt bliver showet transmitteret live på medieplatformen Brut og kan følges her.

I alt 22 film har været i hovedkonkurrence, og der skal uddeles syv priser: Guldpalmen, Grand Prix, Bedste Instruktør, Bedste Mandlige og Kvindelige Skuespiller, Juryens Pris samt Bedste Manuskript.

Festivalen opererer med nogle faste regler: De tre største priser – Guldpalmen, Grand Prix og Instruktørprisen – må ikke kombineres med andre priser. Derfor kan man allerede nu afvise branchemagasinet Varietys spekulation om, at Joachim Triers Sentimental Value både skulle vinde Guldpalmen og en skuespilpris.

En anden regel siger, at kun én pris må deles mellem to film, og derudover er det kutyme at fordele de syv priser på syv forskellige film – noget jeg også vil forsøge i mine egne bud, som er en blanding af personlige favoritter og realistiske gæt.

Årets hovedkonkurrence har været præget af mange stærke film, men ikke ét enkelt værk har skilt sig ud som et banebrydende mesterværk. Det afspejles tydeligt i Ekkos internationale kritikerpanel, hvor otte kritikere fordeler deres stemmer på hele seks forskellige favoritter.

Der synes dog at være bred enighed om, at fire film fortjener hæder: Sentimental Value af norske Joachim Trier, der opnåede favoritstatus efter nitten minutters stående ovationer ved gallapremieren. Iranske Jafar Panahis It Was Just an Accident. Tyske Mascha Schilinskis Sound of Falling og brasilianske Kleber Mendonça Filhos The Secret Agent.

Det vil være overraskende, hvis disse film går tomhændede hjem. Men hvordan juryen – med den franske skuespiller Juliette Binoche som præsident – fordeler priserne, er altid et komplekst puslespil.

Her er mine bud på aftenens vindere i Grand Théâtre Lumière:

Bedste manuskript: Sentimental Value

Joachim Triers familiedrama Sentimental Value er blandt festivalens varmeste favoritter, og både Variety og Indiewire peger på filmen som en mulig vinder af Guldpalmen.

Det er et særdeles intelligent og elegant iscenesat værk om en kunstnerisk fars svigt og de ar, det efterlader – sår, som risikerer at blive videreført til næste generation. Forældresvigt er i det hele taget et gennemgående tema i flere af årets film på festivalen.

I hænderne på en mindre nuanceret instruktør kunne filmen let være endt som en tung og selvhøjtidelig Bergman-pastiche. Men Joachim Trier og hans faste manuskriptmakker Eskil Vogt formår at balancere den emotionelle tyngde med humor, menneskelig varme og et stille håb om forsoning. Det er manuskriptkunst på allerhøjeste niveau.

Med en jury bestående af radikale filmskabere som mexicanske Carlos Reygadas, indiske Payal Kapadia og sydkoreanske Hong Sangsoo kan det dog meget vel tænkes, at de største priser vil gå til mere formeksperimenterende værker.

Bedste kvindelige skuespiller: Parinaz Izadyar

Mange fremhæver Jennifer Lawrences tour de force-præstation i Lynne Ramsays parforholdsdrama Die My Love som en oplagt kandidat til prisen for bedste kvindelige skuespiller.

Hun portrætterer en kvinde midt i en fødselsdepression og et destruktivt forhold med intensitet og vildskab, der uden tvivl imponerer.

Alligevel hviler der et strejf af præstationsshow over rollen, og filmen har fået en noget blandet modtagelse blandt kritikerne. Som jeg bemærkede i vores kritikerpanel, kører den i ring og kæmper med at finde en overbevisende afslutning.

Amatørskuespillerne i Dardenne-brødrenes gribende comebackfilm The Young Mother’s Home leverer så rørende og overbevisende præstationer som unge mødre, at de ville være oplagte modtagere af en ensemblepris – hvis altså Cannes-festivalen havde tradition for at uddele sådan én.

Mit bud er derfor, at juryen i stedet vælger at overraske – med Parinaz Izadyar for sin rolle som Mahnaz i Saeed Roustaees iranske Woman and Child.

Filmen begynder som klassisk socialrealisme, men da en tragedie rammer, træder Mahnaz frem som en kraftfuld modstander af patriarkatet, og filmen udvikler sig nærmest til en thriller. Mahnaz nægter at lade sig bremse, selv hvis det betyder at sætte sit eget liv over styr – og måske, bare måske, lurer en form for forsoning i horisonten.

Bedste mandlige skuespiller: Wagner Moura

Der har været flere markante mandlige skuespilpræstationer i hovedkonkurrencen. Særligt Paul Mescal i The History of Sound fortjener opmærksomhed. Filmen blander et tragisk kærlighedsdrama mellem to mænd med en rejse gennem folkemusikken.

Også Alexander Kuznetsov som idealistisk anklager i Stalin-regimedramaet Two Prosecutors, Josh O’Connor som håbløst amatøragtig kunsttyv i Kelly Reichardts The Mastermind og Stellan Skarsgård som den egoistiske kunstnerfar i Sentimental Value bør fremhæves.

The History of Sound er dog en film, der deler vandene – jeg elskede den – mens The Mastermind er en lille film, og Skarsgårds rolle har blot en birolle, der sjældent får Cannes-anerkendelse. Derudover vil juryen uden tvivl have mere interesse i at hædre Joachim Trier.

Mit bud er, at juryen vælger Wagner Moura fra Kleber Mendonça Filhos The Secret Agent. Han portrætterer en enkemand, der kæmper for at genforenes med sin søn og flygte fra Brasiliens diktatur i 1970’erne. Moura leverer en overbevisende, sympatisk og nuanceret præstation i et episk og visuelt smukt drama, hvis tema om politisk tyranni desværre føles højaktuelt.

Juryens pris: Resurrection

Juryens pris går ofte til et eksperimenterende værk, der måske ikke appellerer bredt, men til gengæld begejstrer de få. Det var den pris, Lars von Trier modtog i 1984 for sin debutfilm Forbrydelsens element, som lagde kimen til et langt og tæt forhold til festivalen – i hvert fald indtil det famøse Hitler-pressemøde i 2011 (men det er en anden historie).

Flere gik undervejs, nogle faldt i søvn, men en lille gruppe dedikerede kritikere blev og hyldede Bi Gans kinesiske Resurrection. Og måske vil juryen netop sende et signal om støtte til kompromisløs kunst i en tid, hvor de kommercielle streamingtjenester sætter dagsordenen.

Resurrection er så afgjort festivalens mest gådefulde og surrealistiske film – en rejse gennem Kinas historie og filmhistorien, fortalt i episoder fyldt med symbolik og visuel opfindsomhed. I et parallelt univers lever mennesker evigt, så længe de ikke drømmer. Undtagelsen er Fantasmeren, et mytisk væsen, hvis mange liv udgør filmens kerne. Højdepunktet er en ubrudt kameraoptagelse på over 30 minutter gennem gyder og illusioner.

Filmen er både en hyldest til og en elegi over biografens magi – et rum for drømme og fordybelse, som Bi Gan frygter er ved at forsvinde. Det ville ikke være første gang, juryen hædrer en film, de færreste forstår – og mit bud er, at Resurrection får juryens pris.

Instruktør: Oliver Laxe

Til denne pris vover jeg pelsen og peger på Oliver Laxes franske Spirât – en film, der udfordrer alle forventningerne.

Den begynder som et raveparty i ørkenen, udvikler sig til en intens overlevelses-thriller a la Deliverance og ender i et klaustrofobisk mareridt af nærmest apokalyptiske dimensioner.

En far og hans søn leder efter deres forsvundne datter/søster i Marokkos bjerge og slår følge med en gruppe udstødte og hippier, der er på vej mod endnu en øde festplads. De hylder den ultimative frihed, men deres civilisations-overmod bliver snart sat på en hård prøve.

Filmens blændende lydside rammer direkte i mellemgulvet, og Laxe bryder både skrevne og uskrevne regler, så man aldrig kan forudse, hvad næste scene – eller næste billedindstilling – vil bringe. Det er brutalt, kompromisløst og uforudsigeligt, men der er en klar mening med galskaben. Den sidste del har mødt kritik for at være for meget, men for mig er det netop dér, filmen bliver isnende uhyggelig og fuldender sin vision.

Spirât er en film, Tarantino vil elske – måske mere egnet til kultstatus end til en pris i Cannes. Men jeg håber alligevel, at juryen tør belønne dens vildskab.

Grand Prix: It Was Just an Accident

Den 64-årige Jafar Panahi nyder enorm popularitet i Cannes, og det vil være en mindre sensation, hvis han i år går tomhændet hjem. Guldpalmen er bestemt inden for rækkevidde, men mit bud er, at han modtager festivalens næststørste hæder: Grand Prix.

Efter mange års konfrontationer med de iranske myndigheder – herunder to fængslinger – præsenterer Panahi nu sin mest åbenlyst politiske film til dato. Her er hverken metaforer eller hverdagsrealisme til at camouflere budskabet.

Filmen kredser om en gruppe iranere, der ved et tilfælde – deraf titlen – mener at have genkendt den enbenede anklager, som i sin tid torturerede dem i fængslet. Spørgsmålet, der driver fortællingen frem, er enkelt og knugende: hævn eller tilgivelse?

Med enkle, præcise virkemidler skaber Panahi en intensitet, der nærmer sig det psykologiske thrillerdrama. Filmen byder på det, der må være filmhistoriens mest isnende lyd fra en benprotese – og en slutning, der rammer som et knytnæveslag i maven.

Guldpalme: Sound of Falling

Mascha Schilinskis Sound of Falling tager sin begyndelse på en gård i det nordlige Tyskland og folder sig ud som et storslået portræt af generationer af kvinder og den undertrykkelse, de har været underlagt.

Filmen bevæger sig frit mellem tidsepoker, og selv om det i starten kan virke desorienterende, går det snart op for én, at netop denne sammenfletning af tider er filmens centrale pointe.

Historien gentager sig, og patriarkatet består – på trods af skiftende tider og ydre forandringer.

Med poetisk kraft og stor kunstnerisk mod udfordrer Schilinski den lineære fortælleform og filmmediets konventionelle dramaturgi. Sound of Falling er et forbløffende værk, rigt på detaljer og betydningslag, som – i lighed med stor litteratur eller malerkunst – kalder på gentagne gennemsyn for at åbne sig fuldt ud.

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Sound of Falling ender med at få en pris. Om den når helt til tops, afhænger dog af, hvor mange jurymedlemmer der er blevet betaget af filmens vision – og om de formår at overbevise resten af juryen om at belønne det med en Guldpalme.