Oscar-bud: Spænding helt til den røde løber
Danskproducerede Mr. Nobody mod Putin om den russiske lærer Pavel Talankin og det halvdanske drama Affektionsværdi med Stellan Skarsgård og Elle Fanning er stærke kandidater til Oscar-statuetter.
Hvis der er noget, som har kendetegnet Oscar-uddelingen i de senere år, er det den tiltagende uforudsigelighed.
Oscar-akademiet er blevet udvidet markant, og det er især sket med diversitet for øje. Samtidig er det førhen så amerikanertunge flertal næsten forsvundet. Kun 60 procent af de stemmeberettigede er i dag fra USA, mens Frankrig og Storbritannien tegner sig for ni procent hver. Danmark kan levere én procent.
Momentum og ikke mindst de europæiske uddelinger begynder derfor at betyde stort set lige så meget som de amerikanske branchepriser frem mod verdens største prisshow.
Det betyder, at Danmark kan gå hen og modtage sin første Oscar-statuette nogensinde i dokumentarfilmkategorien for Mr. Nobody mod Putin.
I de største kategorier ligner One Battle After Another stadig den store favorit, men Sinners er kommet tættere og tættere på op. Det skaber nogle gennemført uforudsigelige statuette-ræs i især skuespilkategorierne.
Spørgsmålet er, om det er momentum, der bliver afgørende. Eller måske vælger Oscar-akademiet ligefrem bare den bedste film? Her er vores bud på modtagerne af de nu 24 priser.
Bedste film
Vinder: One Battle After Another
Alternativ: Sinners
For et par måneder siden lignede One Battle After Another den gigantiske favorit i kategorien.
Det skaber naturligvis de helt typiske historier om, at andre film er på vej frem og kan true favoritten. Men det har i år ikke været muligt at finde smuds på Paul Thomas Andersons filmdiamant.
One Battle After Another har bare vundet og vundet og vundet frem mod Oscar-showet. I hvert fald lige indtil Sinners nappede ensembleprisen ved den normalt hyldede amerikanske The Actor Awards, som tidligere hed SAG Awards.
Her er det dog værd at holde sig for øje, at skuespilhovedprisen kun i godt og vel halvdelen af tilfældene har flugtet med Oscar’en for bedste film i de senere år. Men uanset hvad er det One Battle After Another og Sinners, som det står imellem, og vi hælder til One Battle After Another.
Der er sjældent, at en film i Oscar-statuettens moderne historie har modtaget priser hos de fire amerikanske brancheforeninger: PGA (producenter), DGA (instruktører), SAG (skuespillere) og WGA (manuskriptforfattere) – uden også at nappe Oscar’en for bedste film.
At Paul Thomas Andersons mesterværk samtidig har sikret sig den britiske pris BAFTA’en, gør kun kandidaturet endnu stærkere.
Bedste instruktør
Vinder: Paul Thomas Anderson for One Battle After Another
Alternativ: Ryan Coogler for Sinners
Her lader det umiddelbart til, at Ryan Coogler (Sinners) er kommet tættere på at kunne udfordre Paul Thomas Andersen.
Har man set prisshowene fra USA, er netop Coogler blevet fremhævet. Mange i den amerikanske filmbranche elsker ham slet og ret. Men Paul Thomas Anderson har lavet en af de mest eminente film i årtier, og han er om nogen endnu mere bredt anerkendt i filmbranchen.
Den her statuette har haft hans navn indgraveret i månedsvis, og vi tror, at amerikaneren endelig får sin instruktør-Oscar. Det skyldes især, at der siden 2020 kun har været et enkelt split. Ellers er de to største priser gået til samme film.
Bedste kvindelige hovedrolle
Vinder: Jessie Buckley for Hamnet
Alternativ: Rose Byrne for If I Had Legs I’d Kick You
I modsætning til de tre andre skuespilpriser i år, er det her aftenens helt sikre.
Jessie Buckley har vundet alt frem mod Oscar-showet for sin formfuldendte og forrygende præstation i Hamnet.
Bedste mandlige hovedrolle
Vinder: Michael B. Jordan for Sinners
Alternativ: Timothée Chalamet for Marty Supreme
En regulær neglebider, og vi tror faktisk, at det førnævnte split kan indfinde sig her.
Timothée Chalamet har længe lignet vinderen, men sammen med Marty Supreme har han mistet momentum i de seneste uger.
Han modtog overraskende ikke BAFTA’en, mens Michael B. Jordan nappede The Actor Award’en for snuden af den fremadstormende skuespiller, der ellers leverer sæsonens bedste mandlige skuespilpræstation i Marty Supreme.
Det bliver utrolig tæt, men vi tror, at Chalamet – ligesom sidste år – må tage til takke med sin nominering. The Actor Awards matcher nemlig med Oscar-statuetten i denne kategori i godt 75 procent af tilfældene rent historisk.
Vi tror, at det sker i år, selv om også Wagner Moura fra brasilianske The Secret Agent kan overraske alt og alle på selve aftenen.
Bedste kvindelige birolle
Vinder: Amy Madigan for Weapons
Alternativ: Teyana Taylor for One Battle After Another
Længe har det lignet en kamp mellem Teyana Taylor (One Battle After Another) og Wunmi Mosaku (Sinners).
Men Taylor modtog ikke BAFTA’en – det gjorde Mosaku – mens Sinners-skuespilleren til gengæld ikke fik The Actor Award’en, på trods af at Sinners havde en forrygende aften.
Det fortæller os, at vi skal kigge et andet sted hen. Birollepriserne har det med at gå til en skuespiller på vej frem eller til en garvet stjerne.
Amy Madigan fra horrorfilmen Weapons fik The Actor Award-prisen, og første gang hun var nomineret til en Oscar-statuette i 1986, var ingen af andre nominerede i kategorien født endnu. Vi tror, hun overrasker.
Bedste mandlige birolle
Vinder: Sean Penn for One Battle After Another
Alternativ: Stellan Skarsgård for Affektionsværdi
Det vil være historisk på flere fronter, hvis Sean Penn lykkes med at liste afsted med en Oscar. Dels fordi det vil være hans tredje, dels fordi han ikke har ført nogen kampagne for at vinde.
Alligevel tror vi på det.
Penn er populær i den internationale filmbranche, og han er især respekteret for sin måde at gå til verdens konflikter på. Den ene af hans Oscar-statuetter står i Kiev hos præsident Zelenskyj.
Samtidig er han forrygende Oscar-egnet som en smule overspillende og alligevel utroligt ubehagelig øverstbefalende i One Battle After Another.
Hverken Stellan Skarsgård (Affektionsværdi) eller Delroy Lindo (Sinners) kan afskrives, men Penn har i de seneste uger modtaget både den britiske BAFTA og den amerikanske The Actor Award.
Bedste originalmanuskript
Vinder: Ryan Coogler for Sinners
Alternativ: Joachim Trier & Eskil Vogt for Affektionsværdi
Det er ofte en god idé at skele til brancheprisen Writers Guild of America Awards (WGA), når det kommer til manuskriptkategorierne.
Så selv om vi hepper på halvdanske Joachim Trier og hans norske makker Eskil Vogt med Affektionsværdi, ligner Ryan Coogler (Sinners) en sikker vinder.
Bedste filmatisering
Vinder: One Battle After Another
Alternativ: Hamnet
One Battle After Another tog WGA’en, og den tager også Oscar’en.
Bedste casting
Vinder: Sinners
Alternativ: Hamnet
Kategorien er ny og dermed svær at forudsige.
Går akademiet med ikoniske Nina Gold (Hamnet), eller skeles der mere til ensembleprisen ved The Actor Awards, hvor Francine Maisler vandt? Vi tror på det sidste. Sinners vinder endnu en pris.
Bedste internationale film
Vinder: Affektionsværdi (Norge)
Alternativ: The Secret Agent (Brasilien)
Nogle vil mene, at lidenskaben løber af med os her, men Affektionsværdi er en filmperle af de sjældne, og Joachim Trier en filminstruktør af de helt sjældne.
Samtidig har brasilianske The Secret Agent enorm opbakning fra hjemlandets mange akademi-medlemmer og en populær hovedrollenominering i Wagner Moura.
Men Affektionsværdi er nomineret ni gange, blandt andet til instruktion og manuskript. Det vidner om en kolossal kærlighed til filmen, og idet Joachim Trier modtog BAFTA’en for bedste ikke-engelsksprogede film for nylig, blev hans film Oscar-favorit.
Bedste dokumentarfilm
Vinder: Mr. Nobody mod Putin
Alternativ: The Perfect Neighbor
Her tager vi en historisk dansk chance. For vejen op ad den røde løber er banet for Oscar-succes, da David Borenstein og Pavel Talankins Mr. Nobody mod Putin, som er produceret af Helle Faber, nappede BAFTA’en.
Priserne har ofte fulgt hinanden de senere år, og selv om The Perfect Neighbor er favorit, er oddsene ved at tippe i dansk favør. Imponerende, når man tænker på, at Mr. Nobody mod Putin slet ikke har haft samme kampagnebudget eller eksponering som Netflix-filmen.
Samtidig kunne outsideren i kategorien, The Alabama Solution, i højere grad se ud til at tage stemmer fra The Perfect Neighbor end fra den danske dokumentarfilm. Vi tager chancen og gætter på sensationen!
Bedste animation
Vinder: KPop Demon Hunters
Alternativ: Zootropolis 2
KPop Demon Hunters er et fænomen. Den vinder.
Bedste fotografering
Vinder: Michael Bauman for One Battle After Another
Alternativ: Autumn Durald Arkapaw for Sinners
Her bevæger momentum sig i den modsatte retning.
Det bliver tæt, og de fleste forventer en Sinners-sejr, men One Battle After Another har modtaget både BAFTA’en og fotografernes branchepris, så vi tager chancen og siger, at den vinder. Også selv om vi selvfølgelig krydser fingre for danske Dan Laustsen (Frankenstein).
Bedste klipning
Vinder: One Battle After Another
Alternativ: Sinners
Oscar-nørder skeler gerne til denne pris, når der skal gættes på de største priser.
Sidste år var det tydeligt, at kærligheden i salen strømmede mod Anora, da Sean Baker modtog klipperprisen, og instruktøren skrev da også Oscar-historie senere på aftenen.
Selv om vi håber på danske Olivier Bugge Coutté for Affektionsværdi, må vi sande, at Andy Jurgensens klipning af One Battle After Another er favorit. Den har hjemtaget de helt rigtige priser inden, og den modtager derfor også Oscar’en.
Bedste lyd
Vinder: F1
Alternativ: Sinners
Her tror vi på en artig overraskelse. Sinners og One Battle After Another må se sig slået på målstregen af den drønende F1.
Det vil også være et tegn på, at musikfilmen Sinners måske ikke står helt så stærkt, som mange forestiller sig.
Bedste effekter
Vinder: Avatar: Fire and Ash
Alternativ: Sinners
Den her pris skriger Avatar: Fire and Ash.
Bedste production design
Vinder: Frankenstein
Alternativ: Sinners
Endnu en statuette, hvor vi skal se, om Sinners lever op til sit amerikanske momentum. Og endnu en pris, hvor vi tidligt på aftenen formentlig vil opleve, at det gør den ikke helt.
For begejstringen for Guillermo del Toro er gigantisk i den internationale filmverden. Skal Frankenstein have noget med hjem, er det i skønhedskategorierne.
Bedste kostumer
Vinder: Frankenstein
Alternativ: Sinners
Kate Hawleys kostumer tilFrankenstein vinder. Endda en sikker sejr, som blandt andet er blevet grundlagt af en solid og dyr Oscar-kampagne.
Bedste makeup og hår
Vinder: Frankenstein
Alternativ: Sinners
Her krydser vi naturligvis fingre for det danske makkerpar Thomas Foldberg og Anne Cathrine Sauerberg (Den stygge stedsøster), men det bliver nu nok alle gode gange tre for Frankenstein.
Vi gætter på, at kampagnekronerne sikrer monsterfilmen en pris mere.
Bedste filmmusik
Vinder: Sinners
Alternativ: One Battle After Another
Den vinder Ludwig Göransson for sin musik tilSinners, som i store dele netop handler om musik og musikkens historiske betydning.
Bedste originale sang
Vinder: Golden fra KPop Demon Hunters
Alternativ: I Lied to You fra Sinners
Koreanske Ejae’s Golden fra KPop Demon Hunters er blevet en global ørehænger, hvis man er til den slags. Derfor ser den også ud til at vinde.
Bedste liveaction-kortfilm
Vinder: Two People Exchanging Saliva
Alternativ: Lee Knight og James Deanfor A Friend of Dorothy
Favoritten lige nu er A Friend of Dorothy, men studerer man, hvad anmeldere og filmeksperter har sagt om Two People Exchanging Saliva, kunne den godt overraske.
Med sin fortælling om et samfund, hvor der er dødsstraf for at kysse, ligner den franske kortfilm det stærkeste bud på en kombination af originalitet, fortællestyrke og visuel stil. Elementer, der normalt vægtes højt i kategorien.
Bedste animerede kortfilm
Vinder: The Girl Who Cried Pearls
Alternativ: Butterfly
Den her bliver virkelig tæt.
Butterfly lader til at være den animationskortfilm, som flest skriver og taler om i podcasts lige nu. Men de taler netop om, at filmen har tabt momentum i forhold til The Girl Who Cried Pearls.
Det er ikke alle, der stemmer i kortfilmkategorierne, og derfor gætter vi på, at momentum bliver helt afgørende.
Bedste dokumentarkortfilm
Vinder: All the Empty Rooms
Alternativ: Armed Only with a Camera
Længe talte de fleste om Armed Only with a Camera. Det er en dokumentarkortfilm om Brent Renaud, der som den første amerikanske journalist blev dræbt i Ruslands krig mod Ukraine.
På det seneste er All The Empty Rooms dog blevet favorit.Den handler om amerikanske skoleskyderier og har prismedvind for tiden. Vi er overbevist om, at den vinder.
Oscar-uddelingen
Det er 98. gang at Oscar-priserne uddeles.
I år dystes her i 24 kategorier, da der er blevet tilføjet prisen for bedste casting.
Showets vært er i igen år komikeren Conan O’Brien.
Uddelingen finder sted i Dolby Theatre i Los Angeles natten til 16. marts.


Kommentarer