Interview
30. mar. 2019 | 18:50

Matthesen: Stadig en gæst i filmens verden

Foto | Robin Skjoldborg
Efter kæmpesuccesen med Ternet Ninja træder Anders Matthesen foran kameraet i komedien De frivillige, men filmbranchens lange ansøgningsprocedurer orker han ikke.

”Jeg kunne sikkert sagtens vente på, at Game of Thrones ringer og har brug for en dværg,” siger Anders Matthesen, men han vil hellere lave sit eget standupshow.

Af Casper Hindse

Hvis der er én, som har haft succes i dansk film i 2019, er det Anders ”Anden” Matthesen. 

Mere end 935.000 solgte biografbilletter siden 1. juledag sidste år har hans Ternet Ninja solgt, og det er ikke en overraskelse. Det er sensation! 

Ternet Ninja er nu den femte mest sete danske film i nyere tid, efter at Olsen-banden overgiver sig aldrig fra 1979 har måttet overgive sig. Det er også den suverænt mest sælgende animationsfilm hertillands. 

Og næsten inden historien om Aske, der får en ternet ninja-tøjdukke i gave af sin Onkel Stewart, bliver taget af plakaten, toner Anders Matthesen frem igen. 

Denne gang i De frivillige, hvor komikeren fra den 13. juni leverer en tragikomisk præstation som Niels, der er korleder på en fængselsgang for frivilligt indsatte. 

Ud på den tynde is
Det er Frederikke Aspöck, som instruerer, og samtidig er det første gang siden 2013, at Matthesen har en rolle i en dansk film, hvor han ikke selv styrer alle løjerne. Dengang var det i Shaky González’ Det grå guld

Men selv om der er gang i filmrullerne for tiden, betyder det ikke, at Anders Matthesen føler, han har taget springet fuldgyldigt ind i filmbranchen. 

”Jeg ved slet ikke noget om dansk film, og jeg føler mig overhovedet ikke som en del af det hele,” siger Anders Matthesen og flækker over i et grin, mens han skænker kaffe op i SF Films omsluttende mødelokale. 

”Men det er sjovt at være gæst i filmbranchen, som jeg helt klart mest betragter udefra. Også selv om jeg både har været med i film og har lavet dem selv.”

For Anders Matthesen er det afgørende, at han ikke kommer til at stå stille med sine tanker og idéer. 

”Jeg vil altid helst derhen, hvor isen er tynd. Måske kunne jeg godt sætte mig et mål om at lave en årlig animationsfilm, der trækker folk i biografen. Men det lyder da egentlig ret kedeligt, når man siger det,” lyder det fra komikeren, der er kendt som Danmarks mest populære standupkomiker og da også for tiden er på landevejen med showet Anden bringer ud

Bryder sig ikke om at skrive
Anders Matthesen har tidligere haft succes med animationsfilmen Terkel i knibe og komedien Sorte kugler, der solgte henholdsvis 376.000 og 402.000 billetter. 

Men begge film havde begge premiere i 00’erne, så hvorfor er det først nu, at Anders Matthesen er tilbage i filmverdenen med så stor tilstedeværelse? 

”Jeg vil udfordres og fortælle historier, der interesserer mig. Og jeg er ikke færdig med den ternede ninja endnu, så nu forsøger vi faktisk at lave én mere. Så længe der er en historie, vil jeg gerne lave den, men jeg går ikke efter succesen, og jeg gider i hvert fald ikke trykke copy-paste på tidligere opture,” siger komikeren og ryster så eftertrykkeligt på hovedet, at han til forveksling ligner en af sine animationsfigurer. 

Hvorfor egentlig ikke?

”Jeg bryder ikke om at skrive, og jeg kan ikke lide, når tingene bliver et arbejde. For mig er det vigtigt ikke at forvandle noget kreativt og sjovt til et job. Derfor kan jeg heller ikke lide skrivning for skrivningens skyld, men jeg bliver ofte nødt til at skrive for hele tiden at kunne være i gang. Og processen er stort set altid nemmere, når det kommer til standup.”

Anders Matthesen holder en lille pause og retter kort på diamantøreringen i det venstre øre.

”Der er enormt meget ventetid i filmbranchen. Du venter på penge til dit projekt, du venter på et opkald fra en instruktør om en rolle,” siger han.

”Jeg kunne sikkert sagtens sætte mig ned og vente på, at Game of Thrones ringer og har brug for en dværg, men jeg vil hellere bruge tiden på selv skabe noget, hvor jeg kan få udlevet et eller andet.”

Komikeren smiler et øjeblik for sig selv.

”Men jeg kan jo også selv skabe noget, hvor jeg kan få udlevet et eller andet. Med Sorte kugler lavede jeg noget, som jeg dengang syntes var ret sjovt, og som vel endte rimeligt vellykket. Det var en impulsiv idé, der havde finansieringen i orden på forhånd, og det gjorde, at jeg kunne lave en film.”

Appetitten afgørende
Sorte kugler var en del af en finansieringsplan, hvor Nimbus Film og TV 2 lavede en række film, der skulle have mindst to debutanter iblandt projektets kreative kræfter. Det er svært at forestille sig en så fri tilgang til store pengebeløb i dagens danske filmlandskab, hvor ansøgninger og udkast er vejen frem.

Den slags tager selvfølgelig tid, hvilket lige netop er det, Anders Matthesen ikke orker.

”Jeg vælger projekter efter, hvad jeg har appetit på. Da jeg så De frivillige for første gang forleden og hørte lydsporet, syntes jeg, at det var fantastisk. Og jeg fik lyst til at lave en film med et så stærkt virkemiddel. På et eller andet tidspunkt har jeg nok lyst til at skrive, instruere og spille i et helt filmprojekt, fordi jeg så har styringen og kan udforske noget yderliggående. Det er i hvert fald, hvad impulsen siger lige nu.”

”Men processen kan jo vise sig at være langsommelig, og ordningen med de færdigfinansierede film er der jo ikke længere. Derfor kan det være, at jeg ville kede mig, allerede inden vi var kommet i gang.”

En million til julekalender
For komiker Matthesen er det afgørende, at der er fart under tanke og handling.

”Jeg har brug for det spontane, og når en tv-station ringer og siger, at de har en million til en julekalender, så er jeg klar. Og med Ternet Ninja var det bogen, jeg kunne fokusere på, og så havde jeg producere, der kunne stå for alt det andet,” siger Matthesen og blinker kort med sit ikoniske tick i højre øjenkrog.

Så hvis du har folk nok omkring, kunne du godt skabe noget, som ville hive dig endeligt ind i filmbranchen?

”Jeg skal bare være sikker på, at det bliver til noget. Hver eneste gang. Jeg har virkelig svært ved at lave noget, hvis der ikke er garanti for, at det bliver realiseret. Jeg kan ikke fordrage, når nogen spørger: ’Skal vi mødes og se, om vi kan finde ud af noget?’ Nej, vi skal kun mødes, hvis vi er sikre på, at det her kan blive til noget. Færdig.”

Trailer: De frivillige

Kommentarer

Anders Matthesen

Født 1975 i Albertslund.

Debuterede med standup i 1993, hvor han blev nummer to ved Danmarksmesterskaberne.

Står med Terkel i knibe og Ternet Ninja bag to af de største animationssucceser herhjemme.

Turnerer for tiden rundt om i landet med showet Anden bringer ud.

Spiller korleder på en fængselsgang i De frivillige, der har premiere den 13. juni.

© Filmmagasinet Ekko