Skandinavisk sejr ved European Film Awards
 
          
            Ved Cannes-festivalen i år måtte Claes Bang, som spiller hovedrollen i The Square, se statuetten for bedste mandlige hovedrolle gå til Joaquin Phoenix. The Square vandt festivalens hovedpris Guldpalmen, og så tilsiger festivalens regler, at filmen ikke samtidig kan finde skuespillerpriser.
Men til European Film Awards, den europæiske pendant til Oscar-festen, kan en film vinde så mange statuetter, det skal være. Ruben Östlunds satiriske angreb på den liberale overklasse høstede hele seks priser til festen, der blev afholdt lørdag den 9. december i Berlin.
Filmen vandt aftenens hovedpris for bedste film og bedste komedie, mens Ruben Östlund selv vandt for bedste instruktør. Men i dansk øjemed er den største nyhed naturligvis Claes Bangs sejr som vinder af kategorien bedste mandlig skuespiller.
Han er den første danske skuespiller til at modtage prisen.
”Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle opleve en sådan lykke. Jeg er pissehamrende stolt af den film i forvejen, og så får jeg den her pris! Det er en ubeskrivelig glæde,” udtaler den 50-årige Claes Bang til Politiken.
Potentiel Oscar-vinder
 Hermed gjorde The Square rent bord, da den vandt i samtlige hovedkategorier, som den var nomineret i. Den vandt tilmed en sjette pris for bedste production design.
Det var derfor også småt med statuetter til andre film ved den 30. udgave af European Film Awards.
Ungarske Alexandra Borbély vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller for sin præstation i det excentriske, romantiske drama Med krop og sjæl, der vandt Guldbjørnen ved Berlinalen. Det russiske skilsmissedrama Loveless vandt to priser for bedste fotografering og bedste komponist. Den franske favorit, aids-dramaet 120 salg i minuttet, måtte nøjes med en enkelt pris for bedste klipning.
The Square står altså solidt i ræset om at vinde Oscar-statuetten for bedste ikke-engelsktalende film. Tidligere vindere af The European Film Award såsom Den store skønhed, Ida og Amour er alle gået videre til at vinde en Oscar.
På den anden side tabte sidste års store vinder af Europa-prisuddelingen, komedien Toni Erdmann, til det iranske selvtægtsdrama Sælgeren.
Politiske brandtaler
 Foruden at takke producere og familie så er takketaler til prisuddelinger altid et godt sted at lufte politiske holdninger.
Det kunne opleves til Ekko Shortlist Awards, hvor vinderen af Shortlist Prisen, Tone Ottilie, havde et par advarselsord til mænd, som følte sig truet af #MeToo-bevægelsen.
Brandtaler var der også rigeligt af ved European Film Awards. European Film Academys formand, Wim Wenders, tog afstand fra bølgen af højreorienteret nationalisme, som de sidste år har skyllet over Europas lande.
”Hvorfor se til Europas rådne fortid for at finde dets fremtid? Europa er ikke problemet, men løsningen. Vi, filmfamilien, er i en fantastisk position, hvor vi kan gøre en forskel,” sagde den tyske instruktør.
Imens brugte den amerikansk-franske instruktør og skuespiller Julia Delpy (Hvid), som vandt prisen for ”Achievement in World Cinema” lejligheden til at snakke om kvinders rettigheder. Hun anklagede en producer for at have trukket et større beløb tilbage fra hendes kommende My Zoe, fordi han mente, at kvindelige instruktører var for ”følelsesladede og utroværdige.”
European Film Awards 2017
Europæisk film
 VINDER The Square, instr. Ruben Östlund 
 120 slag i minuttet, instr. Robin Campillo 
 Loveless, instr. Andrey Zvyagintsev 
 Med krop og sjæl, instr. Ildiko Enyedi
 Lys i mørket, instr. Aki Kaurismäki
Europæisk komedie
 VINDER The Square, instr. Ruben Östlund 
 King of the Belgians, instr. Peter Brosens & Jessica Woodworth 
 Vincent, instr. Christophe Van Rompaey 
 Welcome to Germany, instr. Simon Verhoeven
Europæisk instruktør
 VINDER Ruben Östlund, The Square
 Andrey Zvyagintsev, Loveless 
 Ildiko Enyedi, Med krop og sjæl
 Yorgos Lanthimos, The Killing of A Sacred Deer
 Aki Kaurismäki, Lys i mørket
Europæisk kvindelig skuespiller
 VINDER Alexandra Borbēly, Med krop og sjæl
 Juliette Binoche, Let the Bright Sunshine In
 Paula Beer, Frantz 
 Isabelle Huppert, Happy End
 Florence Pugh, Lady Macbeth
Europæisk mandlig skuespiller
 VINDER Claes Bang, The Square
 Nahuel Pērez Biscayart, 120 slag i minuttet 
 Jean-Louis Trintignant, Happy End
 Josef Hader, Stefan Zweig
 Colin Farrell, The Killing of a Sacred Deer
Europæisk manuskriptforfatter 
 VINDER Ruben Östlund, The Square
 Yorgos Lanthimos & Efthimis Filippou, The Killing of a Sacred Deer
 Ildiko Enyedi, Med krop og sjæl
 Oleg Negin & Andrey Yvyagintsev, Loveless 
 François Ozon, Frantz
Europæisk talent – Fipresci Pris 
 VINDER Lady Macbeth, instr. William Oldroyd
 Bloody Milk, instr. Hubert Charuel
 Godless, instr. Ralitza Petro
 Estiu 1993, instr. Carla Simón
 The Eremites, instr. Ronny Trocker
Europæisk dokumentar
 VINDER Komunia, instr. Anna Zamecka
 Austerlitz, instr. Sergey Loznitsa
 La Chana, instr. Lucia Strojevic
 Stranger in Paradise, instr. Guido Hendrix
 The Good Postman, instr. Tonislav Hristov
Europæisk animationsfilm 
 VINDER Loving Vincent, instr. Dorota Kobiela & Hugh Welchman
 Ethel & Ernest, instr. Roger Mainwood
 Louise en hiver, instr. Jean- François Laguionie
 Zombillēnium, instr Ather de Pins & Alexis Ducord
Europæisk kortfilm 
 Timecode, instr. Jaunjo Giménez
Europæisk fotograf: 
 Michail Krichman, Loveless
Europæisk klipper 
 Robin Campillo, 120 slag i minuttet
Europæisk production designer 
 Josefin Åsberg, The Square
Europæisk hår og makeup
 Leendert Van Nimwegen, Brimstone
Europæisk kostumedesigner 
 Katarzyna Lewinska, Spoor
Europæisk komponist 
 Evgueni Galperine & Sacha Galperine, Loveless
Europæisk lyddesigner 
 Oriol Tarragó, A Monster Calls
Academy Lifetime Achievement Award
 Aleksandir Sokurov
European Achievement in in World Cinema 
 Julie Delpy
Europæisk co-production 
 Cédomir Kolar


 
             
  
 
  
 
      
       
      
     
       facebook
 facebook twitter
 twitter
Kommentarer