Ti Sundance-film du skal glæde dig til

Der var udpræget nostalgisk stemning til det sidste gravøl for Sundance i fødebyen Park City.

Hver visning blev indledt med en video, hvor stifteren Robert Redford, der døde sidste år, fortæller om bevæggrunden for sit ildsjæleprojekt: At fostre de nye stemmer, som filmverdenens markedskræfter ellers ville overse.

Og en hel del af de nye stemmer vendte tilbage til festivalen for at præsentere deres nyrestaurerede gennembrudsværker. Det gjaldt Guillermo del Toro med Cronos, der kickstartede hans amerikanske karriere, holdet bag mumblecore-klassikeren Humpday, Leigh Whannell og James Wan med den første, spæde Saw og Gregg Araki og Joseph Gordon-Levitt, der introducerede en visning af den chokerende Mysterious Skin.

Sundance går en usikker fremtid i møde.

Ikke kun på grund af næste års flytning til Boulder i nabostaten Colorado, men fordi den gamle forretningsmodel for independentfilm er blevet ædt af streamingtjenester, ”content”-fiksering, biografnedgang og nye generationers svindende opmærksomhed.

Det er ikke længere en sikker vej til succes at få sit hjerteblodsprojekt solgt på Sundance.

I fredags, mens priserne blev uddelt i Park City og den amerikanske førstedames forfængelighedsprojekt Melania havde premiere, strøg lavbudgetgyseren Iron Lung direkte ind på førstepladsen over ugens billetsælgere. En independentfilm lavet af en YouTuber og distribueret verden over på græsrodsniveau. Det er et varsel om, hvad branchen har i vente.

Det er ellers ikke kvaliteten, der halter. For årets Sundance-høst spændte vidt i emner, genrer og tilgang, og repertoiret holdt samme høje niveau, som festivalen er kendt for.

Jeg har allerede uddelt fem stjerner til hver af mine favoritter: Josephine, American Doctor, Broken English og Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie.

Men der var langt mere guld at komme efter. Også mere, end der er plads til på denne top 10.

10. Tuner

 
Daniel Roher vendte triumferende tilbage til Sundance fire år efter, at hans dokumentarportræt Navalny vandt en publikumspris på vej mod en Oscar-sejr det følgende år.

I år kunne han præsentere både den lige dele beroligende og foruroligende The AI Doc: Or How I Became an Apocaloptimist og den velturnerede Tuner. Sidstnævnte handler om en ung klaverstemmer (Leo Woodall) med ører så følsomme, at han altid må gå med ørepropper. Hørelsen er faktisk så præcis, at han med lidt pilleri kan aflytte kombinationen til ethvert pengeskab. 

Da han begynder at date en ambitiøs konservatoriestuderende, samtidig med at hans læremester og substitutfar Harry – sprælsk spillet af Dustin Hoffman – bliver alvorligt syg uden forsikring, får stemmeren akut brug for hurtige penge.

Deraf følger en kæk og visuelt opfindsom krimi med et ben i underverdenen og det andet i musikverdenen – komplet med en skæg cameooptræden af jazzlegenden Herbie Hancock.

9. Frank & Louis

Schweiziske Petra Volpe er kommet i vælten, efter at hendes skarpskårne omsorgs-thriller Aftenvagt – dansk premiere til maj – har fået international opmærksomhed. Hun bygger nu videre på succesen med et fængselsdrama, der bogstaveliggør det hovedløse foretagende at låse folk inde til evig tid.

Louis har demens og aner ikke længere, hvorfor han er i fængsel. Ikke at der var nogen specielt god grund i første omgang. Som så mange sorte mænd var han bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Frank aftjener en livstidsdom og melder sig til at tage sig af de demente indsatte for at forbedre sine chancer for prøveløsladelse. Kingsley Ben-Adir og Rob Morgan spiller røven ud af bukserne i et vedkommende fængselsdrama, der ad vante veje fører frem til en decideret gribende slutning.

8. zi

Den amerikanske instruktør Kogonada vandt et dedikeret følge med Columbus og After Yang, før han sidste år snublede med den stort anlagte romance A Big Bold Beautiful Journey. Men han vender stærkt tilbage med zi, en poetisk kærlighedsfortælling om sorgfulde skæbner i Hong Kong.

En ung violinist har mistet sine forældre og aflyst sin turné. Hun plages af visioner af sit fremtids-jeg: en time, en dag, flere år fremme i tiden.

På gaden møder hun en retningsløs amerikaner på flugt fra en forlist danserkarriere. Hun vikles i løbet af en dag og nat ind i en billedskøn fortælling, hvis sci-fi-krydder er mindre relevant end de dybe følelser af længsel og hjertesorg, der akkompagneres af afdøde Ryuichi Sakamotos smukke kompositioner.

7. I Want Your Sex

Amerikanske Gregg Araki er et Sundance-koryfæ og en af hovedmændene bag 90’ernes New Queer Cinema-bølge. I sin nye komedie har han et enkelt, vigtigt budskab til Generation Z: Knep!

Cooper Hoffman spiller en genert fyr i et sexløst forhold med en bidsk Charli XCX, hvis seksuelle horisont pludselig udvides, da han hvirvles ind i et bdsm-forhold med sin dominerende chef – en grænseoverskridende verdenskunstner spillet af en Olivia Wilde i topform.

Historien sættes i scene som klassikeren Sunset Boulevard og skeler til Almodóvars skandaløse 80’er-film, mens den samtidig præsenterer en kostelig satire over kunstverdenen.

6. Gail Daughtry and the Celebrity Sex Pass

David Wain har kørt sit eget spor af crazykomik siden gennembruddet med Wet Hot American Summer i 2001. Han giver den hele armen i tredobbelt tempo i sin seneste og bedste film til dato.

En storsmilende Zoey Deutch spiller frisøren Gail fra Kansas. Hendes forlovede udnytter uforknyt sit fripas til kendissex, da Jennifer Aniston kommer forbi for at læse højt fra sin nye kogebog.

For at udligne regningen må Gail til Los Angeles, så hun kan have sex med Jon Hamm. Det udfoldes, som var hun Dorothy på vej mod troldmanden fra Oz. Undervejs får hun følgeskab af en fyret agent, en falleret paparazzi og en karategal John Slattery, der længes efter de gode Mad Men-dage.

Guldreplikkerne fyger, og publikum hylede af grin, mens filmen bliver ved at overgå sig selv i begavet dumhed.

5. The Weight

Ethan Hawke er på gammeldags guldjagt som straffefange med ingeniørkundskaber i Padraic McKinleys underholdende røverhistorie fra Depressionens Tennessee.

Sammen med tre andre fanger – deriblandt danske Lucas Lynggaard Tønnesen, der sidste år vandt prisen for bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shorlist Awards – sættes han af Russell Crowes fangevogter til at smugle guld fra en mine, før præsident Roosevelt eksproprierer beholdningen.

Det bliver startskuddet til en gedigen spændingsfilm med mindelser om gamle farfilm som The Man Who Would Be King og Deliverance.

4. The Invite

Et forbitret ægtepar inviterer deres frigjorte overboer på en parmiddag, der starter skævt og udvikler sig både penibelt og oprigtigt rørende.

Kammerspilkomedien har Seth Rogen og Olivia Wilde i hovedrollerne som henholdsvis vred musikprofessor og neurotisk husmor, mens Penélope Cruz og Edward Norton bringer en helt anden, løssluppen energi til middagen.

Gamle bebrejdelser og forskydninger kommer for en dag, mens rollerne som parforholdets anklager konstant omfordeles. Trakasserierne tager en drejning, da gæsterne kommer med et særdeles frigjort forslag.

Olivia Wildes tredje film som instruktør minder måske nok om et væld af andre snakkefilm, men den er så effektivt sat i scene og overlegent spillet, at man hurtigt lader sig rive med.

3. The History of Concrete

Fire år efter at have afsluttet sin elskede HBO-serie, How to with John Wilson, vender den krølhjernede newyorker tilbage til samme frit associerende, autofiktive essayformat i sin første dokumentar i spillefilmlængde. Som altid starter han ét sted og ender et helt andet.

Udgangspunktet er det åbenlyse: Hvordan følger man op på en succes? Og vi følger instruktørens forsøg på at pitche idéer til pengemænd og hans adspredte søgen efter inspiration.

Ad omveje låser han sig fast på at undersøge cement – fra Romerriget til flækkede fortovsfliser – og undervejs besøger han USA’s største fabrik for metervare-film, Hallmark, for at få inspiration.

For hvert skridt på vejen er filmen konstant overraskende, opfindsom og underfundig. John Wilson stykker de mærkeligste episoder sammen – en 60-dages løbekonkurrence rundt om en high school til ære for en kultleder, en cementmesse, en tequilasælger og amatørmusiker med et væld af historier – og skaber en hylemorsom film med dyb klangbund.

2. Wicker

”Jeg erklærer jer nu mand og hans kone,” siger præsten højtideligt, inden brudgommen sætter et metalhalsbånd på sin brud.

Patriarkatet bliver sat skarpt på spidsen i den bundfattige middelalderlandsby, hvor Olivia Colman holder sig for sig selv som ildelugtende og mobbet fiskerkone.

Alligevel får hun fruerne til at sukke, skovle og savle, da hun beder den lokale kurvemager om at flette hende en brudgom af pile. Den færdige brudgom, spillet af Alexander Skarsgård bag imponerende makeup, er lige så kærlig og betænksom med hammeren, som han er i sengen. 

Wicker deler dna med sidste års festivalhit, det queer-feministisk eventyr 100 Nights of Hero og græske Athina Rachel Tsangaris Harvest. Men Alex Huston Fischer og Eleanor Wilsons film er helt sin egen, en herligt spydig kønssatire med rytme og morale som en overlevering fra Arilds tid.

1. The Only Living Pickpocket in New York

Noah Segan har længe været fast inventar i bedstevennen Rian Johnsons film. Men han står solidt på egne ben som instruktør med denne skarpe svindlerhistorie om en aldrende lommetyv, der en aften bryder ind i den forkerte bil.

John Turturro har nærmest aldrig været bedre. I hovedrollen vægrer han sig ved den digitale tidsalder, hvor mobiltelefoner kan spores, Rolex-ure er falske, og ingen går med kontanter.

Tilsat jazzet underlægningsmusik og med mindeværdige birollepræstationer fra Steve Buscemi, Giancarlo Esposito og, i en sen scene, Jamie Lee Curtis, er det en nostalgisk og medrivende hyldest til fordums newyorkerfilm.