Interview
28. aug. 2026 | 20:35

To søstre, én instruktørstol

Foto | Arden Production

Niels Arden Oplevs døtre, Anna og Linnea, har valgt samme branche som deres far. Nu debuterer de som instruktørduo med en lovende kortfilm om en kvinde, der finder sin frihed.

Af Martin Hemmje Østergaard

Coen-brødrene, Dardenne-brødrene, Safdie-brødrene, Russo-brødrene og Duffer-brødrene.

Der er nok af brødre, der instruerer film sammen. Til gengæld er det mere sjældent, at søstre indtager instruktørstolen i fællesskab. Det vil de danske Arden-søstre nu lave om på.

Anna og Linnea er døtre af den anerkendte instruktør Niels Arden Oplev, der står bag en perlerække af film og serier – fra Mænd der hader kvinder og Ser du månen, Daniel til NCIS: Origins.

Søstrene har stiftet produktionsselskabet Arden Production og er aktuelle med deres første kortfilm, som de har skrevet, instrueret og produceret sammen.

I En familiekvinde kæmper Suzanne med både at rumme sin eksmand, der fortryder, at han begyndte et nyt liv med en anden kvinde, og sin teenagedatters foragt for farens valg. Men for Suzanne er omsorg ikke det samme som underdanighed, og undervejs opdager hun, at det faktisk er hende, der er blevet sat fri.

Filmen vandt publikumsprisen på Indy Shorts Film Festival i Indianapolis i juli og har i denne uge dansk premiere på Odense International Film Festival.

”Vi har lavet filmen, fordi vi er trætte af at se kvinder på film og i serier blive skildret som bitre tabere. Hvis jeg ser én til fraskilt kvinde, som sidder og drikker et glas hvidvin, så fucking klarer jeg det ikke,” forklarer Linnea.

Anna nikker ivrigt.

”Vi kender mange historier om mænd, der forlader deres koner, men efter nogle år fortryder og savner dem. I vores historie er det kvinden, der går videre og vinder sin frihed,” siger hun.

”Det er vigtigt for os, at man kan mærke, at manden har ødelagt noget godt. Hun har selvfølgelig været såret, men samtidig er det hende, der tage vare på alle,” siger Linnea.

Chris frem for 60+
Christiane Gjellerup Koch er fremragende som Suzanne. I en alder af 60 år får hun først nu en hovedrolle i en film.

”Jeg mødte Christiane på produktionen af Lykkelige omstændigheder, hvor jeg fik til opgave at hente hende på togstationen,” fortæller Anna.

”Vi hyggede os i bilen. Hun har det moderlige i sig, og vi undrede os over, at hun ikke havde fået lov til at udfolde de sider af sit talent. Vi tænkte, at det ville være blæret at kunne fortælle den danske filmbranche: ’I har sgu da lige glemt en fantastisk skuespiller!’”

Linnea kommer i tanke om en artikel.

”For nogle uger siden skrev det amerikanske brancheblad Variety, at film fra de seneste tre år oftere har en hovedrolle ved navn Chris end en kvinde over 60,” siger hun.

”Eller et talende dyr,” griner Anna.

”Filmen er delvist baseret på min bedste veninde. Hun er sindssygt smuk, mega sej, har det hele, og så gik hendes klovn af en mand ud og var hende utro, da hun var højgravid.”

I En familiekvinde spilles eksmanden af ingen ringere end den svenske stjerne Mikael Persbrandt. Anna havde som assistent mødt ham på Per Flys Hammarskjold, hvor han spiller hovedrollen.

”Mikael og jeg var blevet gode venner, da vi optog filmen i Sydafrika. Jeg vidste bare, at rollen som den patetiske eksmand var noget, Mikael ikke havde spillet før, og det syntes han også var monstersjovt,” fortæller Anna. 

”Han gik og skød sin mave frem og gjorde sig virkelig ynkelig. På et tidspunkt måtte jeg skælde ham ud: ’Man skal jo stadig tro på, at Suzanne har lyst til at være sammen med dig!’” griner Linnea. 

Far græd
I dag er Anna 36 og Linnea 32. De er født og opvokset i Danmark, men i 2009 flyttede de og deres småbrødre til USA med forældrene, der i dag er skilt. 

”Vi er vokset op i en familie af sorte får, så jeg tænkte, nu skal jeg gå en mere almindelig vej. Så jeg læste økonomi på UCLA,” siger Linnea. 

”Men hun har også gået på filmlinjen og taget masters i journalistik i USA og i Frankrig. Hun har altså taget den på fransk,” siger Anna. 

”Jeg er en total nørd. Jeg joker med, at jeg skal tage uddannelser nok for hele familien,” siger Linnea. 

Som journalist fandt Linnea ud af, at hun savnede en platform til at skrive personligt og sige de ting, der betød noget for hende. Det endte således tilbage på det filmspor, hun ellers bevidst havde fravalgt. 

Anna var derimod tidligere om at gå i familiens celluloidfodspor, men fandt sin egen vej bag kameraet. 

Ved siden af jobs som tjener har hun gået i praktik som manuskriptlæser, hun har studeret på skuespilerlskole og arbejdet sig ind i filmbranchen som praktikant og assistent for instruktøren. Per Fly er hendes mentor. 

Deres ældste lillebror Yale er lige fyldt 30 og læser til manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole på fjerde år. Den yngste bror, Thor, er 26, model og kunstner. Hans værker hænger i Suzannes soveværelse i filmen. 

Vores største champion
Forældrene har naturligvis set deres film. 

”Far græd, da han så den. Han var pavestolt. Og så sagde han til mig: ’Jeg har altid gerne ville have, at du skulle være instruktør.’ Så var det, at jeg tænkte: ’Fuck, kunne du ikke have sagt det før?’ Jeg har været tjener i ti år,” siger Anna. 

”Jeg plejer at sige om far, at det eneste, han gør bedre end at være instruktør, er at være far,” siger Linnea. ”Og mor er vores største champion. Hun har også givet os kommentarer til manuskriptet, og hun er her i Odense til premieren.” 

”Hun har også gennemlæst alle fars projekter. Hun er stadig en del af hans firma, selv om de ikke er sammen mere,” fortæller Anna og fortsætter: 

”Han har altid flere film og serier i gang samtidig. Om morgenen læser han otte aviser og falder i søvn foran computeren, når han kommer hjem om aftenen.” 

”Folk har bare lyst til at gå igennem ild og vand for ham. Så når du er på filmoptagelse med ham, er han en rockstjerne. Han er så laser focused.” 

Nick Cassavetes har fortalt om at vågne som barn og måtte skræve over kabler, der lå overalt i huset, fordi hans far, independent-instruktøren John Cassavetes, havde optaget film hele natten. Også for Anna og Linnea er det specielt at være børn af excentriske kunstnere. 

”Det er super rart, at man altid kan ringe til dem og få et godt filmråd. Til gengæld er der ingen, som kan finde ud af at have middagen klar klokken 19 eller planlægge en ferie mere end en uge i forvejen. Men når vi endelig sidder ned sammen, er det ikke passion eller sort humor, der mangler ved middagsbordet,” fortæller Anna. 

”Der er en stor kærlighed til historiefortælling i familien. Vi joker også med, at der er familielektier, for man kan ikke følge med ved middagsbordet, hvis man ikke har læst alle de artikler, de andre har læst i løbet af dagen,” siger Linnea. 

Sund dansk fornuft
Den amerikanske filmbranche er stor og fascinerende, men den har også en bagside. 

”Man skal være benhård i USA, og man kommer til at savne den sunde danske fornuft. Det er derfor, at mange danske filmfolk rejser hjem igen. Vores far kommer jo også jævnligt hjem og laver mere kunstneriske film. For i USA er det meget sådan: ’It’s the movie business, because it’s a business,” siger Linnea.

Anna er enig. 

”I USA er det sådan noget med 70 procent finansiering og 30 procent, der handler om at lave filmen. Der er omvendt i Danmark, og det er fedt. I Danmark er det mere nede på jorden. Ikke alt det der catering til store stjerner, det er jo også til at … puha,” sukker Anna. 

”Da jeg var tjener i L.A. og sagde, at jeg var dansk, var det vildt, hvor mange der havde set Borgen og Festen,” siger Anna. 

”Jeg tror nærmest ikke, du kan være noget hottere i Hollywood end skandinav,” supplerer Linnea. 

Søstre uden skænderier
Sammen har søstrene skabt produktionsselskabet Arden Productions, og En familiekvinde er deres første realiserede projekt.

”Med den erfaring vi havde samlet i filmbranchen igennem årene i forskellige roller, gav det bare mest mening at starte vores eget selskab,” forklarer Anna. 

”Og det var sindssygt vigtigt for os at lave vores produktionsselskab i Danmark, fordi den kunstneriske frihed, du får i Danmark i forhold til USA, er stor,” siger Linnea. 

”Bare tænk på, at vi har noget som New Danish Screen i Danmark. Talenter kan få støtte til at bryde igennem i branchen, og du kan som instruktør at følge din egen vision for projektet.”

Indtil nu har samarbejdet været lydefrit. 

”Det hjælper enormt, at vi altid har været sindssygt tætte. Vi har heller aldrig skændtes i vores privatliv,” siger Linnea, inden Anna tager over: 

”Vi lavede en regel om, at hvis Linnea for eksempel beder om et take mere, så går jeg ikke ind og siger, at vi ikke behøver det. Så gør vi det bare.” 

Linnea fortæller, at søstersamarbejdet har affødt kommentarer. 

”Vi vil bevise, at søstre godt kan arbejde sammen. Vi har nemlig mødt mange fordomme om, at kvinder og især søstre skændes enormt meget. Det er også noget, vi bliver spurgt om, når vi kommer til møder. Jeg tror ikke, at ret mange brødre bliver mødt med det samme spørgsmål,” siger hun. 

De håber, at Yale vil tilslutte sig Arden Production, når han er færdiguddannet manuskriptforfatter. 

”Hvis han kommer med, kan det godt være, at det med, at vi ikke har skænderier, ændrer sig,” siger Linnea og griner. 

Drømme om fremtiden
– Hvad ligger der i kortfilmens fremtid? I producerer den jo sammen med Kim Magnusson, som er den danske kortfilms ...

”... konge,” afslutter Anna og Linnea samstemmigt.

Kim Magnusson har bragt flere danske kortfilm frem til Oscar-nomineringer og selv vundet med Valgaften i 1999 og Helium i 2014. I år havde han en finger med i spillet på hele tre Oscar-vindere

”Vi må jo se, om han kan trylle. Vi skal holde møde med nogle pr-folk i USA for at se, om vi kan køre en Oscar-kampagne. Men det ville da være drømmen,” indrømmer Anna. 

”Der er også England,” indskyder Linnea. 

”Ja, et produktionsselskab har set filmen på Indy Shorts Film Festival og er så vilde med den, at de vil lave en miniserie,” fortsætter Anna. 

”Hvis projektet går videre, er tanken, at vi skal skrive et oplæg til serien og selv instruere den. Men vi har også andre projekter, vi brænder for at føre ud i livet,” siger Linnea.

En familiekvinde kan ses i filmblokken DK9, som vises lørdag i Café Biografen.

Kommentarer

 Anna Arden

Født 1990 i København.

Datter af instruktør Niels Arden Oplev og Florence Teresa Tone.

Flyttede med sine forældre til USA i 2009, men bor nu i København.

Uddannet skuespiller fra William Esper Studios i New York.

Praktikant som manuskriptlæser hos produceren Anthony Bregman i New York.

Har arbejdet på Per Flys Hammarkjöld og været instruktørassistent på Netflix-serien Reservatet.

 Linnea Arden

Linnea Arden

Født 1994 i København.

Datter af instruktør Niels Arden Oplev og Florence Teresa Tone.

Flyttede med sine forældre til USA i 2009, men bor nu i Paris.

Bachelor of Arts in Economics fra University of California Los Angeles (UCLA) med sidefag I Entrepreneurship og Environmental Systems and Society.

Cand.scient. fra Columbia University Graduate School of Journalism og master i journalistik fra Sciences Po i Paris.

Har arbejdet på tv-serien NCIS: Origins.

© Filmmagasinet Ekko