Interview
30. juni 2015 | 03:53

Shortlist-veteran tog springet til realfilm

Foto | Lis Dyre
I Flyvere i natten er Valdemar (Pelle Falk Krusbæk) en fantasifuld dreng, der tegner sine tanker ned på papiret. Det samme gjorde Tobias Gundorff Boesen i sin barndom, men er i dag gået videre til det store lærred.

”Det skal fandeme være løgn,” tænkte animatoren Tobias Gundorff Boesen og blev sin egen herre. Nu bobler han på Ekko Shortlist med svendestykket Flyvere i natten.

Af Nicki Bruun

Har du fulgt med på Ekko Shortlist, er du højst sandsynligt faldet over mindst én film af Tobias Gundorff Boesen.

Den 29-årige viborgenser har en håndfuld film liggende, som spænder over en animationsfilm med kanindukker, Out of a Forest, til et Henrik Ibsen-inspireret kammerspil med menneskedukker, Et dukkehjem.

Nu finder endnu en af hans kortfilm vej til listen.

Den 38 minutter lange Flyvere i natten handler om den niårige dreng Valdemar (Pelle Falk Krusbæk) og hans far Bo (Søren Malling), der bor på en gård i provinsen. Valdemar bliver drillet i skolen, og Bo er glad for øl, men far og søn elsker hinanden ubetinget og lever i deres egen verden, mens udenforstående ser bekymret til.

”Nogle gange bliver det voyeurisme, når vi skal lave film i Danmark. Det er middelklassens syn på folk, der har nogle problemer. Mange danske film leder Se og Hør-agtigt efter drama blandt mennesker med spændende problemer. Det er jeg fucking ligeglad med,” siger Tobias Gundorff Boesen med et smil.

Vi sidder på en solbeskinnet terrasse i hans kollektiv på Frederiksberg. Instruktøren fortæller, at han hellere vil udforske en verden, som man ikke kan finde uden for sin hoveddør.

”Jeg er mere interesseret i en karakter, der har sin egen, indre virkelighed, end at dissekere et problematisk miljø. Flyvere i natten handler ikke om alkoholisme i provinsen, det er en historie om forældre og børn, der elsker hinanden.”

Fandt endelig broen
Flyvere i natten
, hans afgangsfilm fra Super16, bobler i denne uge på Ekko Shortlist.

Den fik fem stjerner i vor chefredaktørs anmeldelse af årgangen, og med den viser Tobias Gundorff Boesen – der også er uddannet animator fra The Animation Workshop – at han ikke bare er en teknisk dygtig og visuel billedmager. Han forstår også at skabe et karakterdrevet drama og hive fremragende præstationer ud af sine skuespillere.

”Animation er meget konstrueret, og jeg ville gerne bevæge mig over i noget, der var mere naturligt og afsøgende. Det havde jeg brug for at øve mig på, og det var først med Flyvere i natten, at jeg synes det lykkedes at bygge broen,” fortæller Tobias Gundorff Boesen.

”Animation kan nogle fantastiske ting, og realfilm kan nogle fantastiske ting. Jeg bruger stadig effekter og greb, som er helt vildt gode til at vise, hvordan folk har det inde i hovedet. Men samtidig er der også en hel masse improvisation og et lettere filmsprog, som er mere vævende og mindre fortænkt.”

Forfølger drømmen
Tobias Gundorff Boesen levede selv store dele af barndommen i sin egen verden, hvor han lavede fantasifulde tegninger.

”Jeg har pisset en masse lærere i folkeskolen af ved at sidde og tegne, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne leve af at animere, ville jeg være lykkelig,” fortæller han.

Han forfulgte derfor animationsdrømmen på The Animation Workshop i hjembyen Viborg, hvor han i 2010 dimitterede med en grad i karakteranimation. Men i mellemtiden var drømmen blevet en ganske anden, og instruktørambitionerne tog over.

”Da jeg kom ind i animationsverdenen, fandt jeg ud af, hvor meget man knokler røven ud af bukserne for en dårlig løn for andres visioner, som måske ikke engang altid er så sindssygt spændende. Så tænkte jeg: ’Det skal fandeme være løgn,’” siger Tobias Gundorff Boesen.

”Jeg havde lavet afgangsfilmen Out of a Forest, som gik rigtig fint. Det syntes jeg var pissefedt, så det ville jeg da lave hele tiden.”

Aldrig skrevet en replik
Out of a Forest
er en knap seks minutter lang stop-motion-film, hvor en ung kanin har sin værste aften til lyden af The Nationals Slow Show.

Den blev vist på festivaler over hele verden, og med hittet i rygsækken flyttede Tobias Gundorff Boesen til København, hvor han fra 2011 til 2014 gik på Super16’s instruktørlinje.

Her fik han nye udfordringer, der krævede noget tilvænning.

”Mit første år brugte jeg de ting, jeg kunne i forvejen fra animation, som en krykke. Jeg kunne ikke personinstruere og havde ingen dramaturgi, så jeg kunne ikke udtrykke mine idéer gennem skuespil eller drama,” siger Tobias Gundorff Boesen ærligt.

Et dukkehjem, min anden film på Super16, var min første film med dialog. Det er jo sådan noget, andre har taget for givet, men jeg havde aldrig før skrevet en replik. Det skulle jeg lige lære.”

Og det gjorde han så. Men replikkerne er stadig langt fra det vigtigste, når han instruerer.

”Jeg er ikke så glad for replikker. Jeg vil hellere have, at skuespillerne siger det på deres egen måde. Så længe psykologien er naturlig, vil jeg gerne fritage skuespillere fra at skulle mejsle deres pointer med ord.”

Vild med fejl
Som en del af den naturlige repliklevering er Tobias Gundorff Boesen hele tiden på jagt efter de fejl, som han mener menneskeliggør karakterer.

”Jeg kan godt lide fejl. I virkeligheden leder vi altid efter ordene og er opmærksomme på, om den anden person forstår, hvad vi siger. I film flyder talestrømmen, men det er de charmerende fejl, der gør folk menneskelige.”

Derfor gav han garvede Søren Malling og den unge Pelle Falk Krusbæk forskellige opgaver under optagelserne af Flyvere i natten. Det resulterede i spontane øjeblikke, man ikke kan planlægge på tegnebrættet.

”Søren lavede en masse skæve bud i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Og den ubehagelige scene, hvor Bo råber af Valdemar i lang tid, var nødt til at være lidt improviseret.”

”Det er svært at instruere børn, når de kender replikkerne og er trygge ved dem. Derfor ender man altid med at bruge den optagelse, hvor de er snotforvirrede. Her tror man mest på dem og føler mest med dem.”

På den måde forsøger Tobias Gundorff Boesen at kombinere sine to forskellige uddannelser.

”Jeg planlægger stadig sindssygt meget og laver skitser, tegninger og storyboard, men når jeg er ude og optage, smider jeg storyboardet væk. Jeg har en idé om, hvordan det skal se ud, men hvis jeg får et bedre bud fra fotografen, kan jeg lynhurtigt omstille mig.”

Kedelig børneunderholdning
Alle Tobias Gundorff Boesens film indeholder en vis grad af magi og fantasi – fra kæmpestore guldfisk i musikvideoen til Malk de Koijns Braget over en tryllekunstners tricks i Touch of Magic til et styrtende propelfly og en himmel fuld af luftballoner i Flyvere i natten.

Sidstnævnte kan lede tankerne hen på den Oscar-nominerede Hushpuppy, hvor en lille datter lever alene med sin syge far og må klare sig på egen hånd i en voldsom natur. Men instruktøren har i stedet hentet inspiration fra den hjemlige andedam.

”Jeg kiggede på Krummerne og Otto er et næsehorn. Det er sådan nogle gamle danske børnefilm, hvor børnene er lidt fucked i hovedet, og tingene ikke er så pædagogiske,” siger instruktøren.

Netop det politisk ukorrekte savner han i nyere familie- og børneunderholdning.

”Jeg synes ikke, at man tager børn seriøst nok. Jeg gider i hvert fald ikke se det lort. Meget børneunderholdning i dag er good clean family entertainmen. Det kradser ikke, det gør ikke ondt, og det er derfor, det er så kedeligt,” siger instruktøren og fremhæver så alligevel selv Hushpuppy.

”Den gemmer sig ikke for verdens problemer. Den handler om, hvad vi gør, når verden går under. Der er brug for film, som vil andet end pille i sin egen navle eller se på andres ulykke.”

Måske får Tobias Gundorff Boesen snart muligheden for at vise, hvad han kan i langt format. En ansøgning til Det Danske Filminstitut er netop sendt af sted.

”Den handler om en dreng, der tager ud for at finde sin far – og en mening med at blive voksen i denne verden. Filmen foregår under COP15-mødet, hvor verdens fremtid skal afgøres, men ingen kan blive enige om noget,” siger Tobias Gundorff Boesen.

Trailer: Flyvere i natten

Kommentarer

Tobias Gundorff Boesen

Født 1985 i Viborg.

Uddannet i karakteranimation fra The Animation Workshop i 2010.

Gik på instruktørlinjen på Filmskolen Super16 fra 2011 til 2014.

Flyvere i natten er hans afgangsfilm fra Super16 og femte film på Ekko Shortlist.

De andre er afgangsfilmen fra The Animation Workshop, Out of a Forest, musikvideoen Braget for Malk de Koijn og første- og andetårsfilmene fra Super16: Touch of Magic og Et dukkehjem.

Arbejder hos selskabet Bacon Copenhagen, hvor han instruerer reklamefilm.

© Filmmagasinet Ekko