Traumer tager tid

Overgreb varer i årevis, og der er ingen lige vej igennem helingsprocessen. 

Det er humlen i Sorry, Baby. En traumatiseret komedie, ”traumedy”, der viser efterfølgerne af et overgreb i akronologiske etaper over fire år, fortalt med selvironiserende overskud og tør humor. 

Allerede ved premieren på Sundance-festivalen i januar tegnede Eva Victors debut til at blive en af årets bedste amerikanske film. Op til den danske premiere uddelte Ekkos anmelder, Helen O’Hara, fem stjerner og roste filmen som ”en morsom historie om modstand, optimisme og om at komme videre i livet”. 

”Jeg vil fortælle om heling og tiden efter traumet, ikke om traumet i sig selv,” forklarer instruktøren over en Zoom-forbindelse fra New York forud for filmens amerikanske premiere. 

Overgrebet
Eva Victor spiller selv hovedrollen som den unge litteraturprofessor Agnes, der underviser på et universitet i New England på den amerikanske østkyst. Hendes gamle veninde Lydie kommer på besøg og annoncerer, at hun har barn på vej, mens Agnes stadig bor i det hus, de delte som studerende. 

Så springer filmen tilbage til tiden på universitetet. Agnes var den karismatiske vejleders favorit, og hun blev inviteret med ham hjem for at tale om sin afhandling. 

”Det ville have været rart, hvis jeg havde villet det,” siger hun om voldtægten til veninden. 

Dagen efter bliver hun irettesat af en læge for at have taget et bad, der har vasket vejlederens dna bort. På universitetet er han kommet hende i forkøbet og har sagt sit job op med øjeblikkeligt varsel, så de ikke kan indlede en disciplinærsag. 

Agnes’ akademiske tilværelse i den idylliske universitetsby ved kysten slår sprækker, da systemet holder hånden over hendes voldtægtsmand. 

”Der er noget romantisk over at læse litteratur. Man vil læse og lære, man har sådan en livslyst og er fordybet i sine studier. Men en institution er også en forretning, der beskytter sig selv, og som kan være ond og underlig,” siger Eva Victor. 

”Det var vigtigt for mig, at historien udspiller sig i institutionelle rammer. Det er dér, hverdagssvigt finder sted og bliver beskyttet.” 

Vejen til gennembrud
Eva Victor tog tilløb til filmen i årevis. 

Den i dag 31-årige komiker og skuespiller arbejdede sig ind i filmbranchen med sketch-videoer og YouTube-sketchserien Eva vs. Anxiety, der beskriver en neurotikers angstfyldte dagligdag. 

Videoerne er simple og effektive visitkort skabt efter det forhåndenværende søms princip: enkle idéer udført med smartphone og venners hjælp. Det førte til roller i blandt andet serien Billions, og det fangede også instruktør Barry Jenkins’ opmærksomhed. 

Den Oscar-vindende filmskaber bag Moonlight og If Beale Street Could Talk så et stort instruktørtalent og endte med at producere hendes debut med sine faste samarbejdspartnere, Mark Ceryak og Adele Romanski. 

”De spurgte mig, hvad der ville få mig til at føle mig selvsikker som instruktør, og jeg svarede: ’At have gået på filmskole!’” 

I stedet for at sende Eva Victor tilbage på skolebænken arrangerede hendes producer et praktikophold på optagelserne til Jane Schoenbruns mesterlige transgyser I Saw the TV Glow. 

”Det var en skøn oplevelse at se, hvordan et set fungerer, og hvor meget stress der følger med. Jeg indså, at jeg aldrig kommer til at have nok forberedelse. Jeg er nødt til bare at springe ud i det. Jeg vidste jo inderst inde godt, at jeg var parat,” siger Eva Victor. 

Dybt personlig film
Traumer tærer på krop og sjæl, indtil de lidt efter lidt slipper deres tag. Eva Victor arbejdede længe på at finde en struktur, der kunne afspejle Agnes’ forvirrede følelser efter at være blevet gjort fortræd af en autoritetsfigur, hun havde respekt for og tiltro til. 

Hun vil brænde hans kontor ned, men gør det alligevel ikke. Hun melder ham heller ikke til politiet. Ville han blive et bedre menneske af at ryge i fængsel? Ville hans barn få en bedre far? 

”Agnes ville ønske, at hun havde haft en mere simpel reaktion på den vold, hun har oplevet. Hun er trist over, at hun ikke bare ville ønske, han dør. Hvad hun kæmper med, har i sidste ende ikke noget med ham at gøre. Hun er helt alene med efterfølgerne siddende i kroppen,” fortæller Eva Victor. 

Overgrebet sætter Agnes’ antagelser om verden over styr. Filmen handler om, hvordan hun finder et nyt ståsted. Uden at være decideret selvbiografisk er Sorry, Baby en dybt personlig film. Den har sit udspring i et overgreb, som Eva Victor selv blev udsat for, men som hun ikke vil gå nærmere ind på.

”Jeg lavede filmen for det menneske, jeg var engang,” lyder det kortfattet fra de, der identificerer sig som nonbinær.

Smuk, men forstemmende
Det er tydeligt, at Eva Victor, der under interviewet er flankeret af sine mere erfarne birolleindehavere, Naomie Ackie (Mickey 17) og Lucas Hedges (Manchester by the Sea), føler sig sårbar. Men lige så tydeligt, hvordan de med humoristisk distance og støtte fra gode venner har fundet vej igennem smerten. 

Man kan se Sorry, Baby som et spejl af de udfordringer, der mødte MeToo-bevægelsen: en sober fortælling, hvor krænkeren ikke drages til ansvar, og offeret lades i stikken. Men Eva Victor er ikke interesseret i at zoome ud fra den personlige fortælling. 

”Mit eneste mål har været at følge Agnes så ærligt som muligt gennem helingsprocessen, hvor filmen viser en lillebitte forandring i hende. At fokusere så specifikt som muligt har været min måde at navigere rundt om de større spørgsmål.” 

Den tilgang har givet pote. Da vi taler, har Eva Victor vundet årets manuskriptpris på Sundance og er netop hjemvendt fra Cannes, hvor Sorry, Baby blev vist i sidekonkurrencen Director’s Fortnight. 

En vigtig bog i tilblivelsen af filmen har været Vladimir Nabokovs kontroversielle roman Lolita, der handler om en litteraturprofessors besættelse af en tolvårig pige. 

”Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne lave filmen uden at læse Lolita. Det er en bog, der er i konflikt med sig selv. En smuk bog, der samtidig er virkelig forstemmende. Det var meget intenst for mig at læse den.” 

”Noget forfærdeligt kan finde sted bag lukkede døre, mens et par studerende går forbi i en helt anden virkelighed. En person kan agere modbydeligt, men også være en fortabt mand. Ting har flere lag, flere nuancer, og det har bøger virkelig været en stor hjælp for at få mig til at forstå.”