Nyhed
02. sep. 2025 | 13:56 - Opdateret 02. sep. 2025 | 14:13

TV 2’s fiktionschef fyret efter hård kritik

Foto | TV 2

Mette Nelund nåede at være fiktionschef hos TV 2 i tre år, men nu overtager indholdschef Lotte Lindegaard ansvaret for fiktionsafdelingen, indtil der findes en ny chef. 

Mette Nelund forlader TV 2 kort efter et klagebrev fra Danske Dramatikere, som blev offentliggjort af Ekko og støttet af Danske Filminstruktører.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Fiktionschefen for TV 2, Mette Nelund, forlader posten efter tre år, skriver public service-stationen i en pressemeddelelse.

Det sker blot fem dage efter, at Ekko bragte historien om foreningen Danske Dramatikere, der i et brev til TV 2 beretter om medlemmernes ”ekstremt dårlige oplevelser” med stationen, som har efterladt manuskriptforfattere ”nedkørte og udpinte”.

Der skal have været en ”bekymrende høj grad af detaljestyring, hvor selv et karakternavn kan blive emne for en godkendelse på højeste niveau”.

Mette Nelund svarede Ekko, at stationen tager kritikken seriøst og er i dialog med Danske Dramatikere.

I går bakkede Søren Balle, forperson for Danske Filminstruktører, op og udtalte, at hans medlemmer også har haft bekymrende oplevelser med TV 2 Fiktion.

I pressemeddelelsen om Nelunds fratrædelse er foreningernes utilfredshed ikke nævnt. TV 2’ kommunikationschef Cathrine Kier udtaler til Ekstra Bladet, at fiktionschefens afgang ikke er en reaktion på Danske Dramatikeres synspunkter.

Dog udtaler indholdsdirektør Lotte Lindegaard i pressemeddelelsen, at det ikke har været Nelunds egen beslutning at gå af.

”Det er en ledelsesmæssig beslutning, at der skal nye kræfter i spidsen for vores fiktionsafdeling, og jeg vil gerne sige mange tak til Mette for hendes store indsats, der har været med til at sikre vores stærke position hos danskerne. Jeg ønsker Mette alt det bedste fremover,” siger Lotte Lindegaard.

Hun overtager nu selv ledelsen af fiktionsafdelingen, indtil der er ansat en ny chef.

Pas godt på det!
I pressemeddelelsen skriver TV 2, at de fastholder ambitionerne, den strategiske retning og det solide engagement i dansk fiktion.

”Efter tre år på posten som fiktionschef på TV 2 slutter rejsen,” udtaler Mette Nelund og fortsætter:

”Jeg ser tilbage på et frugtbart samarbejde med producenter, kreative kræfter og Nordens dygtigste fiktionsteam. Sammen har vi skabt store og små fortællinger om alt det, livet er gjort af. Jeg efterlader mig et TV 2 Fiktion, der står stærkt. Pas godt på det!”

I Ekko #98 kårede vi de 25 personer med mest magt over, hvilke serier og spillefilm som produceres i Danmark. Nelund kom ikke med på listen.

”I producentkredse lyder det, at man aldrig ved, hvem der skylder hvem penge efter et møde med Mette Nelund,” står der i artiklen, som er baseret på interview med diverse personer i den danske filmbranche.

I stedet vurderes indholdsdirektøren Lotte Lindegaard og executive produceren Pernille Bech Christensen som dem, der har mest at sige om TV 2’s fiktionsproduktioner. Derfor er de på listen som henholdsvis nummer fire og elleve.

Kommentarer

Filmmagten i Ekko #98

Det aktuelle nummer byder på et tema om de mest magtfulde skikkelser i dansk film og tv.

Vi rangerer Filmmagtens top 25 og skriver portrætter af de personerne.

Fiktionschef Mette Nelund fra TV 2 er ikke på listen, men får en kritisk omtale af Ekkos kilder.  

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko