Nyhed
09. okt. 2018 | 14:41

Ukrainsk instruktør slutter sultestrejke

Foto | uoplyst
Oleg Sentsov vakte international opsigt med debutfilmen Gamer fra 2011, men få år senere blev han fængslet af det russiske styre.

Den ukrainske filmskaber Oleg Sentsov stopper efter 145 dage sin sultestrejke i et russisk fængsel.

Af Frederik Bakkerud

145 dages sultestrejke er livsfarligt for et menneske. Det måtte også Oleg Sentsov erkende. Den ukrainske instruktør har endeligt afsluttet den sultestrejke, han indledte i maj tidligere på året.

Han sidder fængslet i Rusland på fjerde år, og dommen lyder på yderligere seksten år for terrorisme. Med sultestrejken appellerede han ikke for at blive løsladt, men derimod for løsladelse af andre ukrainske politiske fanger i russiske fængsler.

Det russiske styre har imidlertid afvist appellen, og intet tyder på, at det ombestemmer sig foreløbig.

Havde Oleg Sentsov fortsat sin sultestrejke, ville det have kostet ham livet, oplyser myndighederne ifølge Deadline.com.

Myndighederne tilføjer, at det lykkedes russiske diætister at overtale instruktøren i sidste øjeblik.

Kortlivet karriere
Oleg Sentsov debuterede med Gamer i 2011. Historien om en ensom gamer fra Krim gjorde sig godt på internationale festivaler, men var den eneste film, instruktøren nåede at færdiggøre inden sin fængselsdom.

Ifølge russiske myndigheder er den ukrainske systemkritiker dømt for at have planlagt et terrorangreb.

Men begrundelsen betvivles fra flere sider, og noget kunne tyde på, at Oleg Sentsov snarere sidder fængslet for sin mangeårige kritik af det russiske styre. Ikke mindst efter annekteringen i 2014 af den ukrainske halvø Krim, hvor instruktøren kommer fra.

Fængselsdommen førte til kritik fra det internationale filmmiljø, hvor instruktører som Mike Leigh, Ken Loach og Wim Wenders har støttet den ukrainske filmmager og krævet hans løsladelse.

Oleg Sentsov erkender, at sultestrejken har været forgæves.

”145 dages kamp, 20 kilo ned i vægt, kroppen ødelagt, og målet er ikke nået,” siger Oleg Sentsov ifølge avisen The Independent. ”Jeg er taknemmelig over for alle, der har støttet mig, og jeg beder om tilgivelse af dem, jeg har svigtet.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko