Cph:Dox 2023
17. mar. 2023 | 15:46

Uskyldigt offer eller brutal krigsforbryder?

Foto | Kacper Czubak

Advokaten Krispus Ayena sætter sig for at forsvare en tidligere børnesoldat, selv om han har myrdet og voldtaget mennesker i det nordlige Uganda.

”Jeg var som et pendul, der svingede mellem sympati og antipati,” siger Emil Langballe, der med Theatre of Violence følger retssagen mod en tidligere børnesoldat.

Af Nicki Bruun

Som en af to danske film er Theatre of Violence i hovedkonkurrencen på årets dokumentarfestival Cph:Dox.

Ekkos anmelder giver fem stjerner til den barske historie, der dykker ned i sagen om Dominic Ongwen.

Han blev som niårig kidnappet af guerillalederen Joseph Konys barbariske gruppe Lord’s Resistance Army, der med børnesoldater har hærget i Uganda i en menneskealder.

Her blev Ongwen hjernevasket og ført ind ien brutal kult, der er berygtet for vederstyggelige drab og voldtægter. Som den første forhenværende børnesoldat blev Ongwen i 2021 fundet skyldig ved den internationale domstol i Haag.

”Jeg blev interesseret i sagen, fordi Ongwen blev omtalt som en mytisk og ret karismatisk figur,” siger 40-årige Emil Langballe, der har instrueret filmen med polske Lukasz Konopa

”Ongwen var en frygtet kommandør, men også elsket af sine soldater, som jeg mødte mange af. Mange mennesker på min alder i Uganda er tidligere børnesoldater. Så Ongwen var en sagnomspunden figur, og hans dobbeltrolle som gerningsmand og offer gjorde mig interesseret.”

I 2012 var der en kampagne omkring Konys hærgen i Afrika, som Emil Langballe fulgte. Men instruktøren fik et mere nuanceret billede, da han satte sig ind i sagen.

”Jeg havde fået et billede af en kultisk bevægelse fyldt med vanvittige mennesker. Men da vi kom ud og mødte nogle af de her tidligere børnesoldater, fandt vi ud af, at det er fattige mennesker, som har været undertrykt i en menneskealder,” fortæller instruktøren.

”Det var vildt at møde nogle sympatiske, generøse og gæstfrie mennesker – de slagtede en kylling, når vi besøgte deres landsby, selv om de nærmest intet havde. De var bare taknemmelige for, at vi interesserede os for deres historie. Det var ret mind blowing.”

Hul igennem til Haag
Emil Langballe og Lukasz Konopa mødte hinanden, da de begge gik på National Film and Television School i London. Her blev de uddannet i 2013, og siden lavede de hver især forskellige ting.

Danskeren debuterede som instruktør i det lange format med Mon de kommer om natten? fra 2016. I 2019 havde han både kærlighedsdokumentaren Et ægte par og det sprudlende frisørportræt Q’s Barbershop i konkurrence på Cph:Dox.

Langballe og Konopa havde i forskellige roller været i Uganda for at arbejde i 2016, hvor Dominic Ongwen blev tiltalt ved den internationale domstol i Haag. Derfor snakkede de om at lave en film om sagen, men regnede ikke med, at det kunne lade sig gøre.

”New York Times havde skrevet en del om sagen, og jeg tænkte, at der helt sikkert var andre, som var kommet først. Men da vi ringede til receptionen i den internationale domstol, kom en af Ongwens forsvarsadvokater gående forbi i samme øjeblik, så han fik stukket telefonen i hånden,” fortæller Emil Langballe med et grin.

”Vi sagde, at vi var interesseret i sagen og ville lave en film. Han havde undret sig over, at der ikke var nogen, der havde ringet før. Så vi tog til Haag og mødte chefen for forsvaret, Krispus Ayena.”

I Ayena fandt filmskaberne en karismatisk mand, der med Emil Langballes ord kunne være en god guide i det morads af en kompleks virkelighed, som filmen skildrer.

”Vi overværede nogle samtaler mellem Dominic Ongwen og Krispus Ayena, og jeg fornemmede hurtigt, at selv hvis vi kunne få Ongwen i tale, ville vi ikke nødvendigvis få noget interessant ud af det.”

”Han var tydeligvis en skadet mand, og det var nogle meget forvirrede og retningsløse samtaler, hvor han kørte i ring. Der var ikke en følelse af, at han kunne komme til nogle store erkendelser.”

Ingen lov og ret
Theatre of Violence følger i hælene på Krispus Ayena, når advokaten kører rundt på bumlede veje i det nordlige Uganda, hvor Lord’s Resistance Army har været aktive siden 1980’erne.

Han taler med tidligere børnesoldater i forsøget på at stable et forsvar på benene. Deres hovedargument er, at Dominic Ongwen som et ødelagt barn ikke kan stilles til ansvar for de uhyrligheder, han har begået som voksen.

Undervejs i den lange proces med at lave filmen måtte Emil Langballe konstant overveje sin egen holdning til det svære skyldsspørgsmål.

”Når jeg hørte vidnesbyrd fra Ongwens barndomsven, der kunne fortælle, hvad Ongwen var blevet udsat for. Da jeg hørte, hvordan han var blevet indoktrineret og udsat for grufulde oplevelser, fik jeg enorm sympati for ham. Det gav en forståelse for, hvordan han var endt, som han var,” fortæller instruktøren.

”Men da jeg så hørte anklagernes bevisførelse og vidner i retten, blev jeg rystet og havde svært ved at begribe, hvordan Ongwen kunne medvirke til noget så forfærdeligt.”

”Jeg var som et pendul, der svingede mellem sympati og antipati. Og det er den følelse, vi gerne vil formidle videre til publikum. For der er ikke nogen nemme svar på de her spørgsmål.”

”Virkeligheden er så konfliktfyldt, at jeg stadig sidder splittet tilbage. På den ene side er 25 års fængsel en ekstremt hård dom for en fyr, der allerede har levet hele sit liv i fangenskab.”

”På den anden side har man også et personligt ansvar. Hvornår indtræder det? Er det den dag, man fylder atten år ude i bushen, som er et parallelsamfund, hvor man aldrig har set lov og ret? Hvordan kan vores jura og idé om retfærdighed overføres til noget så komplekst?”

Svimlende kompleksitet
Filmskaberne bag Theatre of Violence stod med adskillige udfordringer i arbejdet med at skildre sagen, så alle nuancerne kom med.

Ud fra ti tusinde siders retsudskrift bad Emil Langballe og Lukasz Konopa domstolen om at udlevere specifikke videooptagelser. Instruktørerne endte med at have 50 timers optagelser, hvoraf kun de vigtigste minutter er med i filmen.

Da retssalsdrama i sagens natur ikke er det mest opsigtsvækkende, overvejede filmskaberne andre måder at trække publikum ind i fortællingen. De lader Dominic Ongwen komme til orde i forskellige telefonsamtaler, som akkompagneres af poetiske billeder af en sælsom karakter.

”Vi ville afholde os fra at bruge nogle af de meget voldsomme arkivoptagelser, som allerede er blevet brugt, når konflikten er blevet dækket i medierne,” siger Emil Langballe.

”Vi prøvede i stedet at udvikle et visuelt suggestivt lag, som kunne tale mere til en følelse end bare have en chokværdi. Der skulle gerne være en psykologisk dimension, når man hører Ongwen tale.”

Emil Langballe priser sig lykkelig over, at han ikke var alene om at skulle dykke ned i den dystre virkelighed.

”Kompleksiteten og mængden af materiale åbnede for en masse veje, vi kunne gå med filmen, og det var nogle gange helt svimlende. Jeg er virkelig glad for, at vi var to instruktører, for vi komplementerer hinanden godt,” siger instruktøren.

”Lukas er meget belæst og historisk interesseret, og så har han et virkelig godt overblik. Min styrke er nok mere det intime blik. Og så var det vigtigt, at vores dygtige klipper Rasmus Stensgaard Madsen kunne holde tungen lige i munden.”

Trailer: Theatre of Violence

Kommentarer

Emil Langballe

Født 1982 i Odense.

Uddannet fra National Film and Television School i 2013.

Har arbejdet som fotograf på en række dokumentarfilm og -serier.

Står bag dokumentarerne Q’s Barbershop, Et ægte par og Mon de kommer om natten?

Er i hovedkonkurrencen på årets Cph:Dox med Theatre of Violence, der får fem stjerner af Ekkos anmelder.

© Filmmagasinet Ekko