Var det hele bare tomme ord?

Efter en omfattende undersøgelse af grænseoverskridende adfærd i filmbranchen gik blandt andre Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen i 2021 sammen om den ambitiøse kampagne Stregen i sandet.

Budskabet var entydigt: Nok er nok. Der skulle trækkes en streg i sandet for at forbedre arbejdsmiljøet i filmbranchen. Hele tretten organisationer bakkede op.

Der blev lanceret en hjemmeside, udarbejdet en tyve siders Handleguide og produceret et Handout, som minutiøst gennemgik de tre handlemuligheder: ”grib ind, hent hjælp, følg op!” – komplet med krav om udpegning af kontaktpersoner.

”Vi skal blive bedre til at passe på hinanden i branchen. Bedre til at trække en streg i sandet, når en situation er ved at blive grænseoverskridende. Det er arbejdsgiverens ansvar – og samtidig en opgave, vi kun kan løse sammen,” lød det i kampagnens højstemte formuleringer.

Det hele blev orkestreret med hjælp fra kommunikationsrådgivere, en erhvervspsykolog og det professionelle bureau Eiffel, som ellers laver reklamer for Audi og SF. Der blev produceret en flot, sort-hvid video, hvor prominente skikkelser fra film-, tv- og teaterbranchen bogstavelig talt trækker en streg i sandet med en kæp.

Det har ikke været billigt.

Nu står filmbranchen imidlertid i en sag, hvor den for alvor kan vise, om Stregen i sandet var andet end dyr symbolpolitik. En sag, der involverer netop de tre organisationer, som stod i spidsen for kampagnen.

Og hvad er resultatet?

Efter snart et år har man ikke engang kunnet blive enige om at iværksætte en uafhængig undersøgelse. Fronterne er trukket hårdt op, og samarbejdsviljen er svær at få øje på.

Hjælp eller pres
På den ene side står instruktøren Christian Holten Bonke, støttet af Danske Filminstruktører. Han hævder, at han under produktionen af krigsveterandramaet Herkules falder blev udsat for grænseoverskridende adfærd fra filmens hovedrolleindehaver, Dar Salim.

Ifølge Bonke udnyttede Salim instruktørens position som fiktionsdebutant til at presse på – med krav og trusler – for en medinstruktørkreditering. Og producenten Amalie Lyngby Quist bakkede skuespilleren op, angiveligt fordi han var filmens vigtigste kommercielle aktiv.

På den anden side afviser Dar Salim, bakket op af producenten og flere medvirkende, enhver påstand om grænseoverskridende adfærd. Tværtimod fremstilles han som den, der generøst trådte til, da instruktøren ifølge dem ikke magtede opgaven. Uden Salims indsats, hævdes det, var der slet ikke blevet nogen film – og derfor var en form for kreditering rimelig, især når der ikke var penge til betaling.

Ifølge denne version er krænkelsesanklagerne blot et taktisk greb i krediteringsstriden. Og i så fald virkede grebet, for Salim endte med at nøjes med den aparte kreditering som ”medinstruktør på set”.

Bestillingsarbejde
Men dermed var sagen ikke slut. Den endte i offentligheden, hvor Dar Salim forklarede, at han selv følte sig krænket – over at være blevet anklaget for krænkelser.

Her kunne Stregen i sandet have vist sin værdi. I stedet står man tilbage med spørgsmålet, om stregen nogensinde var ment som andet end en flot linje tegnet til kameraet.

De tre hovedpersoners fagforeninger har hver for sig iværksat deres egne undersøgelser og er, næppe overraskende, nået frem til konklusioner, der falder ud til fordel for deres eget medlem. 

Danske Filminstruktører har engageret professionelle arbejdsmiljørådgivere, som på baggrund af skriftligt materiale fra instruktøren – ifølge foreningens advokater – vurderer, at der har været alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø, og at Dar Salims adfærd har været grænseoverskridende.

Dansk Skuespillerforbund – Dar Salims fagforening – har på sin side bedt den anerkendte medieadvokat Vibeke Borberg vurdere anklagerne mod Salim. Hendes konklusion er stik modsat. Der er ikke belæg for påstandene, og Salim har tværtimod spillet ”en betydelig og konstruktiv rolle i både instruktion og efterproduktion”.

Producentforeningen – Amalie Lyngby Quists fagforening – har selv undersøgt krediteringsspørgsmålet og når næsten forudsigeligt frem til, at Dar Salim fortjener en kreditering som medinstruktør.

Fælles for alle tre undersøgelser er deres grundlæggende fatale svaghed: Ingen af dem er uafhængige. Som i advokatsagen om tv-værten Jes Dorph-Petersen fremstår de som bestillingsarbejder. Og uanset hvor kompetente rådgivere og jurister der er tale om, kan man ikke se bort fra det helt centrale spørgsmål: Om konklusionerne – bevidst eller ubevidst – er farvet af, hvem der betaler regningen.

Fremtidig rettesnor
Danske Filminstruktører presser ifølge egne udmeldinger på for at få gennemført en fælles, uafhængig undersøgelse sammen med de to øvrige foreninger. Alle parter erklærer sig åbne over for en sådan løsning. Alligevel er der – tre måneder efter at konflikten eksploderede i offentligheden – ikke rigtigt sket noget.

Hvad er det, der blokerer?

Er det Dansk Skuespillerforbund, som frygter, at deres medlem ikke vil blive frikendt i en uvildig gennemgang? Eller Producentforeningen, som risikerer, at producenten Amalie Lyngby Quist bliver kritiseret for ikke at have taget arbejdsmiljøansvaret alvorligt?

I branchen tales der lavmælt. Rygter cirkulerer om gamle uoverensstemmelser, gentagne problemer og dårlig kemi på kryds og tværs. Præcis den slags giftige undertoner, som Stregen i sandet blev lanceret for at gøre op med.

Imens har konflikten haft en konkret konsekvens: Filmen har solgt skuffende få billetter. Ligesom vælgere flygter fra partier i åben borgerkrig, holder publikum sig væk fra film, der er blevet synonym med internt kaos. Personlige magtkampe er box office-poison.

Men det er det mindste problem.

Det egentlige spørgsmål er filmbranchens troværdighed. Når en branche, der med stor patos har proklameret nultolerance over for grænseoverskridende adfærd, ikke formår at håndtere sin første alvorlige prøvelse, undermineres hele projektet. Og i en så lille branche er åbne konflikter mellem forbund direkte destruktive.

Der er brug for klarhed, dialog og tryghed. Derfor må den konkrete sag afsluttes ordentligt – ikke ved parallelle partsundersøgelser, men gennem én uafhængig instans. Resultatet kan fungere som præcedens og rettesnor for fremtidige konflikter – og give alle parter mulighed for at komme videre.

Krænkelsessager er sjældent entydige. Der findes næsten altid flere perspektiver på et forløb, og derfor er det afgørende at undersøge sagen grundigt og give alle parter mulighed for at blive hørt, inden der drages konklusioner.

Og hvis Dar Salim har overskredet grænser, skal det siges tydeligt – også til store stjerner. Hvis producenten har svigtet sit arbejdsmiljøansvar, må det tages alvorligt. Og hvis anklagerne ikke kan dokumenteres, bør Danske Filminstruktører og Christian Holten Bonke give en uforbeholden undskyldning.

Kort sagt: Filmbranchen bør gøre det, den selv har forpligtet sig på. Træk stregen i sandet – denne gang i praksis, ikke kun i ord!