Cannes 2013
24. maj 2013 | 15:06

”Vi legede os igennem sexscenerne”

Foto | Gareth Cattermole
Instruktøren Abdellatif Kechiche flankeret af skuespillerne Adèle Exarchopoulos (tv.) og Léa Seydoux (th.) på torsdagens pressekonference i Cannes for La vie d’Adèle.

Det har været et speciel oplevelse af lave Guldpalme-kandidaten La vie d’Adele, fortæller instruktøren og hans to unge skuespillere på pressemødet i Cannes, hvor filmen er talk of the town.

Af Claus Christensen

Den store åbenbaring på årets Cannes-festival har været den franske La vie d’Adèle, et coming of age-drama om den unge Adèles forelskelse i Emma og udviklingen af deres forhold.

Det er en uhyre stærk film i sig selv, men den har vakt særlig opsigt, fordi den indeholder flere lange og meget eksplicitte sexscener. De virker autentiske – som om kvinderne har sex og rent faktisk er ophidsede. Kameraet kommer ekstremt tæt på skuespillerne, ikke bare i disse scener, men igennem hele filmen.

På pressekonferencen – som kan ses her – lagde moderatoren ud med at spørge instruktør Abdellatif Kechiche om, hvordan optagelserne er blevet til.

”Det var ikke noget, som vi havde planlagt på forhånd. Vi prøvede bare at finde den rette måde at filme de enkelte scener på. Det er lidt ligesom med en fotograf, der også leder efter den bedste måde at frame et billede. Efter nogle timer ville vi så indse, at vi alligevel ikke havde fundet den rigtige måde at gøre det på,” forklarer Abdellatif Kechiche og fortsætter:

”Kameraet er ofte placeret langt væk, når jeg laver close-ups. Jeg benytter meget lange linser, så jeg ikke forstyrrer skuespillerne. Close-ups opfanger de bittesmå bevægelser og udtryk, som man normalt ikke lægger mærke til. Det er det, som jeg virkelig holder af på film.”

Skuespillere glemte kameraet
Det er rutine, at skuespillerne roser deres instruktør. Men under pressemødet lyser det ud af Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux, der spiller henholdsvis Adèle og Emma, at de virkelig beundrer Abdellatif Kechiche, som er født i Tunesien og har fire franske film på cv’et, deriblandt La Graine et le mulet fra 2007.

Som skuespillerne og instruktøren sidder sammen på podiet, udgør de én sammentømret treenighed. De ler, fniser og stråler nærmest om kap.

”Man er slet ikke klar over, om der er et close-up eller ej. Nogle gange ved man ikke engang, at man bliver filmet. Men jeg har stor tillid til Abdel, og man føler sig utrolig fri, når man spiller med i hans film,” forklarer nittenårige Adèle Exarchopoulos.

”Mange af tingene blev faktisk foreslået af skuespillerne – kostumerne for eksempel. Vi improviserede konstant, tingene var ikke skrevet ned. Og resultatet opstod af det faktum, at vi arbejdede sammen i mange måneder.”

For 27-årige Léa Seydoux, som spiller Emma og blandt andet har medvirket i Woody Allens Midnight in Paris, har filmen også været en enestående oplevelse.

”Jeg er meget genert. Jeg rødmer faktisk, mens jeg taler nu. Jeg har altid følt, at jeg har haft store problemer med at spille på en naturlig måde. Men takket være Abdel lykkedes det mig at glemme kameraet,” siger Léa Seydoux, som ikke kan holde tårerne tilbage, da instruktøren fremhæver hendes skuespil.

Legede sig til sexscener

Hvad med sexscenerne, spørger en journalist. Hvordan var det at lave dem?

”Vi håbede at skabe en forestilling om skønhed i de scener. Sensualitet er meget svær at indfange på film. Vi har de skulpturagtige aspekter af kroppen, lyset og deres kønne ansigter, hvilket gjorde arbejdet meget nemmere,” forklarer Abdellatif Kechiche.

”Vi filmede sexscenerne over en lang periode,” supplerer Léa Seydoux, som spiller Emma. ”Vi havde det sjovt og grinede meget. Nogle gange ville vi bryde ud i latter. Andre gange var det en stor udfordring.”

Abdellatif Kechiche er enig.

”Jeg synes også, at vi havde det meget sjovt. Det var en leg, det var skuespil. Vi opbyggede karaktererne og viste deres følelser, og jeg mener, at scenerne skal ses som en slags leg sammen med det smukke i den seksuelle akt,” siger han.

Det tilfældige møde
Filmen er løst baseret på Julie Marohs graphic novel Le bleu est une couleur chaude fra 2010, der handler om en ung kvindes erkendelse af sin homoseksualitet.

I bogen udvikler det tilfældige møde mellem de to kvinder sig dog ikke til et længerevarende forhold som i filmen.

”Det, jeg godt kunne lide ved bogen – ud over kærlighedshistorien – var det øjeblik, hvor de to piger møder hinanden. Adèle misser sit tog og kommer for sent, og så krydser hendes vej den her anden kvinde. Og hendes liv bliver totalt forandret,” siger instruktøren.

”Jeg spekulerede over uventede møder, der sker helt tilfældigt. Lad os sige, at du krydser gaden og pludselig møder du en person. Du ved ikke, om du nogensinde vil se den person igen, og alligevel kan den person ændre dit liv fuldstændig. Jeg blev utrolig berørt af den ide.”

Kæmpe frihed i dag
I starten af filmen får Adèle undervisning i litteratur, og senere bliver hun selv lærer. En journalist spørger instruktøren, hvorfor indlæringselementet er en del af filmen.

”Det er ikke et bevidst element. Jeg er fuld af beundring, når jeg ser de unge mennesker i dag sammenlignet med min egen generation. Der er en kæmpe frihed nu. I mine film viser jeg tilskueren, hvordan jeg opfatter den generation – blidt og beundrende,” siger Abdellatif Kechiche og fortsætter:

”Prøver jeg at lære folk noget med mine film? Det ved jeg ikke. Jeg forsøger ikke at formidle et budskab, men jeg elsker at filme lærere. Jeg filmede en masse undervisning på Adèles skole. Lærere, der underviste i fransk, filosofi, naturvidenskab.”

”Det var smukke øjeblikke. Vi brugte dage på at filme de lektioner. Nogle af dem blev der ikke plads til i filmen, men jeg har al intention om at vise dem på et tidspunkt. Enten på en udstilling eller i fremtidige kapitler af filmen.”

Historien fortsætter
Filmen har undertitlen ”Chapitre 1 & 2”, og flere journalister spurgte ind til netop det med fortsættelser.

”Faktisk lige siden det første, ufærdige manuskript har jeg følt, at jeg aldrig ville være i stand til at forlade disse karakterer. Jeg ønskede at se dem igen og igen. Og jeg bliver ved med at tænke over, hvad der er blevet af dem ti år senere,” siger Abdellatif Kechiche.

”Jeg forestiller mig, at der kan ske så mange andre ting i mine karakterers liv – især i Adèles liv. Men jeg ved ikke, om der kommer flere film,” fortsætter han.

Léa Seydoux, der har fået standset tårerne, siger:

”Det fascinerende ved Abdel er, at man aldrig når afslutningen af noget som helst. Der er altid en million forskellige muligheder for at fortsætte. Jeg vil tro, at han kunne lave en hel film med alle de fraklippede scener.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko