Viborg Animation Festival 2023
03. okt. 2023 | 11:41

Uforglemmelige udstillinger i Viborg

Foto | Time Studios

I Virtual Reality-værket MLK: Now Is the Time er tilskueren nødt til at holde hænderne på et virtuelt ret i uhyggeligt lang tid, mens politiet undersøger ens kørekort. 

Viborg Animation Festival er slut for i år, og Ekkos udsendte ser tilbage på de mest mærkbare oplevelser. Især ét værk fik sindet og armene til at gøre ondt.

Af Frederik Hoff

Efter en uge med festlig fejring af animationsmediet er Viborg Animation Festival forbi.

Nostalgifremkaldende tegnefilm og fremadstormende eksperimentalfilm er blevet vist, priserne er blevet delt ud, og Viborg går tilbage til at være en mere indadvendt nordisk animationshovedstad, mens forberedelserne til næste års fest går i gang.

Men ud over de stærke film, som blev belønnet med priser ved fredagens award-show, skal de bedste begivenheder og udstillinger ved dette års festival fremhæves.

Forventningerne til produktionsselskabet Phenomenal Viborgs virtuelle kunstmuseum var høje, og på trods af tekniske vanskeligheder blev de i den grad indfriet.

Det lyder som opskriften på en hjernerystelse, at op til ti mennesker på én gang skal have Virtual Reality-briller på og bevæge sig frit rundt i samme rum. Men heldigvis kan alle se hinanden i form af svævende hoveder og livagtige hænder, så det er nemt at navigere.

Ved at gå igennem forskellige døre, som i virkelighedens verden befinder sig samme sted, kommer man ind i fire forskellige udstillinger, som i virkelighedens verden også ligger sammen sted.

Hver og én er overvældende og omsluttende på et niveau, der langt overgår, hvad et normalt museum kan tilbyde. Ikke mindst de to udstillinger, der sender publikum under havets overflade. I én af dem kan en kaskelothval opleves i sin fulde, overrumplende størrelse.

Men den mest fascinerende del af det virtuelle kunstmuseum er uden tvivl Cosmotorium: The Solar System. Her kommer man ind i en uendeligt stor miniudgave af vort solsystem, hvor planeterne ræser afsted i deres korrekte baner og tempi.

Ved første øjekast ser de for pixelerede ud til at rumme de store detaljer, men går man tæt nok på eksempelvis Jupiter, kan man se alle gaskæmpens 92 måner fise lynhurtigt rundt om den.

Uden tvivl den bedste solsystemsmodel, jeg nogensinde har set!

Ekspresfart mod Pentagon
De to venner Halfdan Pisket og Masar Sohail mødte hinanden på Det Kongelige Danske Kunstakademi i starten af 00’erne, og i udstillingen The Mullah Redux leverer de et kultursammenstød uden lige.

Udstillingen er et abstrakt virvar af forskellige måder at fortælle den samme historie om en forældreløs dreng, der bliver muslimsk lærd (Mullah) og senere får et underligt romantisk forhold til en amerikansk krigsdrone.

Her er gudesmukke malerier på væg og i rammer, en surrealistisk kortfilm med den syngende Mullah og en forrygende prototype på en tegneserie om karakteren.

Sohails manuskript og Piskets mesterlige tegneseriefortællestil skaber tilsammen et mytologisk univers med en intern, men intuitiv logik.

Ligesom Neo i The Matrix må den unge dreng vælge mellem blå og rød. Det blå magasin Luxury Living som repræsentant for vestlig kapitalisme og så et knaldrødt graffitiblad.

Han vælger det sidste, og om natten drømmer han, at han er et tog dækket af muslimske martyrnavne, som mister kontrollen og styrer direkte imod Pentagons haver.

Sohail og Piskets multimediebearbejdning af det mellemøstlige møde med vesten er ikke nemt forståeligt, men det kan mærkes helt ind i blodcellerne.

The Mullah Redux kan ses på Viborg Kunsthal indtil 22. oktober.

Begloet og hadet
Den verdensberømte kunstner Shirin Neshat skuffer ikke med sit første VR-værk Fury.

Så snart brillerne er på, befinder tilskueren sig i en klam lagerhal, hvor man sammen med en gruppe uinteresserede militærmænd stirrer på en halvnøgen kvinde (Sheila Vand), som danser erotisk til persisk musik.

Kvinden gør sit bedste for at behage de storrygende soldater, men det eneste, hun får tilbage, er cigaretrøg lige i hovedet. Undervejs falder hun, og de blå mærker bliver flere og flere på den nøgne hud.

Tilskueren skifter perspektiv igen og igen. Fra den ene soldat til den anden til kvinden, der ser mændenes seksualiserende og samtidig fordømmende blikke på nært hold.

Til sidst flygter hun, og nu står tilskueren tilbage, omringet af mændene, der kommer tættere og tættere på. Der er ingen flugt fra deres afklædende, morderiske blikke, og det er svært ikke at lukke øjnene i frygt for den voldelige straf, der uundgåeligt er på vej.

Ud over VR-værker har Neshat også lavet en dobbelt videoudgave af værket, som giver den dansende kvinde en forhistorie og en slutning.

Men det er VR-oplevelsens fysisk følelse af både at blive begloet og hadet, der gør varigt indtryk. En følelse, der er hverdag for rigtigt mange kvinder.

The Fury kan ses på Viborg Kunsthal indtil 14. januar 2024.

Følelsen af undertrykkelse
Hvis Neshats værk formidler en del af følelsen af at være kvinde i et hyper-patriarkalsk samfund, indkapsler MLK: Now is the Time en flig af, hvad det vil sige at være sort i USA.

Med udgangspunkt i Martin Luther Kings mest berømte tale viser Limbert Fabian ved hjælp af en række VR-spil pædagogisk, hvordan sorte forbliver undertrykt i nutiden.

Tilskueren forsøger at få fat i en stemmeseddel, som bliver ved med at smutte mellem fingrene, fordi stemmesteder konstant bliver lukket i sorte kvarterer. Og et dystert, matadoragtigt spil med ulige regler viser, hvordan de sorte kvarterer ikke har en fair chance for at rejse sig.

Men det mest overbevisende spil er en uhyggelig simulation af at blive stoppet i sin bil af en gruppe politimænd, der beder én om at holde hænderne på rettet, mens de tjekker kørekortet.

I hvad der føles som hundrede år, må man holde fast i det virtuelle ret, mens betjentene bliver mere og mere truende. Slipper man rettet, er det ikke svært at forestille sig, hvad der sker.

Til sidst gør armene decideret ondt, og man må holde godt fast for sin overlevelse. Hvis man vil forstå, hvordan det føles at være en undertrykt minoritet, er fysisk smerte nok et godt sted at starte.

Trailer: MLK: Now Is the Time

Kommentarer

Viborg Animation Festival

Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.

Danmarks største animationsfestival.

Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.

Fandt sted 25. september – 1. oktober.

Frederik Hoff dækker for femte gang festivalen for Ekko.

Læs mere.

© Filmmagasinet Ekko