Nyhed
13. nov. 2025 | 12:53

Vildledende Trump-klip koster BBC-ledelsen jobbet

Foto | October Films

I BBC-dokumentaren Trump: A Second Chance? hører man Donald Trump komme med en sammenklippet udtalelse, der lyder, som om han direkte opfordrede til stormløbet på Capitol Hill tilbage i januar 2021.

Det største britiske public service-medie BBC er endt i en historisk krise, som indtil videre har kostet to topledere deres job. Men stormen er ikke ovre endnu.

Af Benjamin Wigø

”Vi vil gå ned til Kongressen, og jeg vil være der sammen med jer … og så kæmper vi, vi kæmper som ind i helvede!”

Sådan lyder det klip af Donald Trumps tale i BBC-dokumentaren Trump: A Second Chance?, som sammen med andre kritikpunkter foreløbigt er kulmineret i en fratrædelse af både BBC’s generaldirektør Tim Davie og nyhedschef Deborah Turness.

Klippet har mødt stor kritik, fordi det vildleder seere til at tro, at Donald Trump direkte har opfordret til stormløbet på Capitol Hill tilbage i januar 2021, hvor talen kort forinden blev afholdt. Dokumentaren blev vist blot en uge før præsidentvalget sidste år, hvor Trump kæmpede mod demokraternes Kamala Harris.

I virkeligheden sagde Donald Trump: ”Vi vil gå ned til Kongressen og heppe på vores modige senatorer og kongresmænd og -kvinder. Og nogen af dem vil vi nok ikke heppe så meget på.”

I den egentlige tale er der næsten en time imellem de sammenklippede dele i dokumentaren, som er produceret af det private selskab October Films.

Anklage i lækket dokument
Det er ikke den eneste kritik af BBC.

I et lækket, internt dokument, som avisen The Telegraph har udgivet detaljer fra, bliver flere problemer hos public service-giganten også påtalt. Dokumentet er nitten sider langt og udarbejdet af Michael Prescott, som indtil juni var ekstern rådgiver for BBC.

Prescott påpeger, at ledende medarbejdere hos BBC gentagne gange har ignoreret advarsler om brud på stationens egne retningslinjer samt en advarsel om generel, institutionel bias.

Specifikt beskyldes BBC Arabic – den arabisktalende del af organisation – for at være anti-Israel, efter det er kommet frem, at flere bidragydere online har postet antisemitiske holdninger. En bekymring om en underkuende pro-trans-agenda hos lgbtq+-reportere nævnes også.

BBC’s bestyrelsesformand Samir Shah har beklaget fejlvurderingen i Donald Trump-dokumentaren, men nægter anklager om anti-israelsk bias hos BBC.

Under voldsomt pres
Allerede inden det lækkede dokument blev kendt for offentligheden, var BBC under pres på grund af en række problematiske sager.

Tidligere i år blev organisation hårdt kritiseret for den nu afpublicerede dokumentar Gaza: How to Survive a Warzone, der følger fire børn, hvor den ene er søn af en Hamas-embedsmand. Hvilket ikke oplyses i dokumentaren.

Afgående generaldirektør Tim Davie har allerede undskyldt for, hvad han kalder ”en betydeligt fejl i forhold til nøjagtigheden”.

Det seneste sammenklip af Donald Trumps tale har været dråben, der fik bægeret til at flyde over. ”Alt i alt leverer BBC gode resultater, men der er blevet begået nogle fejl, og som generaldirektør må jeg tage det endelige ansvar,” sagde Tim Davie ved sin fratrædelse i søndags.

Imidlertid er BBC stadig ikke gennem stormen, mener Storbritannien-kommentator Morten Rønnelund.

”Den her fejl er så ublu og velovervejet, at næsten alle kræver en ekstra konsekvens for BBC – selv efter at både generaldirektøren og nyhedschefen er gået af,” forklarer han til P1 Morgen.

BBC skal i slutningen af 2027 forny deres kontrakt, det såkaldte ”royal charter”.

”Alle partiledere er ude og mene noget, og fælles for de holdninger er, at de kræver forskellige reformer af BBC og måden, de arbejder på,” siger Morten Rønnelund.

Konservativt kup
Efter offentliggørelsen af dokumentet har Donald Trump ytret sin taknemmelighed for at ”afsløre de korrupte ’journalister’”, skriver han på sit sociale medie Truth Social.

Hans lejr har stemt i og kalder BBC for ”100 procent fake news” og en ”venstreorienteret propagandamaskine”.

Efterfølgende har Donald Trump truet med at sagsøge BBC for et svimlende beløb på én milliard dollars. BBC har indtil fredag den 14. november til at svare eller efterkomme krav om en undskyldning, en afpublicering af dokumentaren og en passende kompensation for skader.

Der er dog flere britiske iagttagere, som peger på, at sagen er en del af et større politisk angreb drevet af konservative kræfter. Den tidligere redaktør på The Sun, David Yelland, kalder på mediet X Tim Davies fratrædelse for ”en sejr for populisterne og for en sammenspist gruppe med tætte forbindelser til BBC’s bestyrelse”.

Avisen The Guardian påpeger, at kritikken kommer fra et politisk perspektiv, der anser BBC’s journalistik for at være for venstreorienteret.

”Tag ikke fejl: Det her var et kup,” siger en BBC-kilde til The Guardian.

Lignende sager i Danmark
Blæsten om BBC minder om kritikken herhjemme af DR, der af højreorienterede politikere beskyldes for at være partisk og levere fake news.

Efter massivt politisk pres valgte DR tidligere i år at afpublicere dokumentaren Grønlands hvide guld, der indeholdt væsentlige regnefejl, samtidig med at DR-chefredaktør Thomas Falbe blev fyret.

Der har også været alvorlig kritik af troværdigheden i dokumentarerne Spies og morgenbolledamerne og Forfulgt af politiet? I tilfældet med sidstnævnte kunne Ekko afsløre, at en central overvågningsvideo havde fået tilføjet en sparkelyd, så indtrykket af politiovergreb blev forstærket.

DR valgte som følge af kritikken at fjerne lyden og beklage.

Alle tre dokumentarer er ligesom Trump: A Second Chance? produceret af et privat selskab. Dokumentarselskaberne er i disse år økonomisk udfordrede, og tidligere producent Jesper Jack har peget på, at selskaberne føler sig presset af public service-stationerne til at levere store afsløringer.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko