Nyhed
26. aug. 2026 | 14:09

Voldgiftsafgørelse åbner for forsoning

Foto | Christian Bertrand

Lyd, lys, klipning og VFX er vigtige dele af at løfte det kunstneriske udtryk, især på produktioner som Melodi Grand Prix, og derfor fortjener fagrupperne rettighedsmidler, mener Film- og TV-arbejderforeningen. 

Filmfotograferne krævede mere end en fordobling af deres andel, men må nøjes med fem procentpoint ekstra. Til gengæld får lyd, lys, klip og VFX nu adgang til rettighedsmidlerne.

Af Claus Christensen

En strid om fordelingen af rettighedsmidler er nu afgjort af en voldgiftsret efter fem års uenighed.

Dansk Filmfotograf Forbund opsagde i 2020 aftalen med tre andre foreninger – Film- og TV-arbejderforeningen (FAF), Dansk Journalistforbund og Dansk Metal – om fordelingen af rettighedsmider til fotograferne med videre fra Copydan Verdens TV for film- og tv-produktioner.

Efter to et halvt års forgæves forhandlinger indbragte Dansk Filmfotograf Forbund i 2023 sagen for en voldgiftsret. Forbundet krævede sin rettighedsandel øget fra 24 til 56 procent – altså mere end en fordobling – og ønskede blandt andet, at funktioner som lyd, lys, klip og VFX (visuelle effekter) ikke skulle udløse rettighedsmidler fra puljen.

Voldgiftsretten nåede mandag frem til, at Dansk Filmfotograf Forbund blot skulle gå frem til 29 procent af rettighedsmidlerne, en fremgang på fem procentpoint. Samtidig slår retten fast, at fagfunktionerne lyd, lys, klip og VFX er rettighedsberettiget til at modtage vederlag fra Copydan.

”Vi er godt tilfredse. Vi er kun gået én procent ned – fra 33 til 32 procent – men til gengæld har det været en stor sejr for vores rettighedshavere inden for lyd, lys, klip og VFX, der nu er blevet anerkendt som rettighedshavere i Copydan-systemet til at få vederlag,” siger René Høyer Jørgensen, sekretariatschef i FAF.

”Det betyder utroligt meget, at dette arbejde bliver anerkendt som rettighedsbærende. Lyd, lys, klipning og VFX er uadskillelige dele af et værk, og når de er med til at løfte det kunstneriske udtryk – tænk bare på lysets betydning i Melodi Grand Prix – skal de selvfølgelig også have del i rettighedsmidlerne.”

René Høyer Jørgensen skønner, at tilbagegangen på ét procentpoint årligt vil betyde, at FAF’s medlemmer samlet mister omkring 150.000-170.000 kroner til fordel for Dansk Filmfotograf Forbund.

”Det har været en stor og meget ressourcekrævende sag. I fem år har fotografer ikke fået udbetalt rettighedsmidler. Det synes vi har været usolidarisk, også over for filmfotograferne. Men nu kan vi se frem til, at 30 millioner af de 100 millioner kroner i rettighedsmidler, som under sagen har været blokeret, endelig kan udbetales til FAF’s medlemmer,” siger René Høyer Jørgensen og oplyser, at næsten 400 af foreningens medlemmer er berørt af sagen.

Trukket for langt
Dansk Journalistforbund er også tilfreds med voldgiftsrettens afgørelse, der betyder, at forbundet går fra 38,5 procent af midlerne til 37 procent.

”Når nogen kommer efter vores medlemmers penge, er det vores job at forsvare dem og sikre dem, og det synes jeg, vi er lykkedes med her,” siger forperson Allan Boye Thulstrup til MediaWatch.

Også for Dansk Journalistforbund har sagen været både krævende og omkostningsfuld. Den har ramt knap 1000 medlemmer.

”Der har været en lang periode, hvor vi har forsøgt at finde et forlig, og det, vi ender med nu, ligger meget tæt på noget af det, vi talte om under forligsforhandlingerne. Så selvfølgelig er det træls, at Dansk Filmfotograf Forbund har insisteret på, at sagen skulle trækkes så langt,” siger Allan Boye Thulstrup.

Dansk Filmfotografs Forbund forklarer, at kravet om en større andel af midlerne blandt andet skyldtes, at omkring 50 fotografer, som tidligere havde været medlemmer af både FAF og Dansk Filmfotograf Forbund, valgte udelukkende at være medlemmer af sidstnævnte.

”Samtidig konstaterede vi, at fiktionsfotografering, som vores medlemmer primært varetager, steg eksplosivt i 2010’erne. Derfor ønskede vi en større andel af rettighederne, men igennem to et halvt års forhandlinger, blev vi mere og mere uenige med de andre forbund. Til sidst valgte vi at anlægge en voldgiftssag,” siger Casper Høyberg, som er forperson for Dansk Filmfotograf Forbund.

Salomonisk løsning
Trods voldgiftsrettens afgørelse, der ligger langt fra Dansk Filmfotograf Forbunds oprindelige krav, er Casper Høyberg også positiv.

”Faktisk synes jeg, at dommerne har gjort et fantastisk stykke arbejde. De har forstået, at forbundene er meget forskellige – vi har forskellige verdenssyn – men at vi skal kunne være i den samme verden efter kendelsen. Retten har foretaget en salomonisk vægtning, hvor alle har fået noget,” siger Casper Høyberg.

Det er en kompliceret sag, ikke mindst fordi det altid vil bero på et skøn, hvor meget forskellige typer fotografering skal vægte i rettighedsregnskabet. Hvor meget mere skal fiktion, som tager længere tid at producere, vægte end eksempelvis tv-nyheder?

”Vi har cirka 180 medlemmer, som er færre end de andre forbund. Til gengæld er det meget tunge rettighedshavere, fordi det er 180 A-fotografer, altså den fotograf, der har det overordnede ansvar for billedsiden,” siger Høyberg.

– Men hvordan kan du være tilfreds, når I har ønsket en meget større bid af kagen, men blot har fået fem procent?

”Jeg har tænkt meget over det det seneste halvandet døgn. Vi har været i konstant konflikt i fem-seks år. Det går ikke mere. Det er for usundt for hele miljøet, og derfor har dommerne begået noget af et kunststykke med den salomoniske løsning. Alle kan skabe et narrativ, hvor vi kan arbejde sammen i fremtiden. Man kan også sejre sig selv ihjel og så stå oppe på toppen, hvor ingen vil lege med én.”

René Høyer Jørgensen fra FAF er enig i vigtigheden af at genskabe det gode samarbejde. ”Som vi har skrevet til vores medlemmer: ’Nu skal vi videre og samarbejde for at forbedre alles vilkår.’”

Dansk Metal – det fjerde og sidste rettighedsforbund – går fra 4,5 til 2 procent, lidt mere end en halvering. Det skyldes ifølge Ekkos oplysninger, at fagforbundet ikke længere har særligt mange fotografer.

”Vi tager afgørelsen til efterretning og har ikke yderligere kommentarer til sagen,” skriver vicechef i Dansk Metal, Michael Antonsen, i en mail.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko