Portræt
30. apr. 2020 | 16:46

Yahyas storhed og fald

Foto | Joachim Ladefoged
”Jeg får en følelse af, at han blev ladt i stikken af parnasset. Man kampudnytter et kæmpe talent uden at passe på mennesket bag,” siger fotografen Jan Grarup i Ekkos store portræt af digteren.

Hans korte liv bød på den største danske digterdebut, men også dødstrusler, kriminalitet, stofmisbrug og vanvid. I stort Ekko-portræt af Yahya Hassan fra 2019 stiller vi spørgsmålet: Hvad gik galt?

Af Simon Johansen / Ekko #82

Simon Pasternak kigger på sit ur.

Viserne tikker femten minutter forbi det aftalte mødetidspunkt, og personen, Pasternak har sat i stævne, dukker stadig ikke op.

Redaktøren på Gyldendal væbner sig med tålmodighed. Han har fået manuskriptet anbefalet af digteren Lars Skinnebach, og godt nok er det ikke helt færdigt endnu, men sjældent har han set så brændbart og eksplosivt et talent. Og så fra en fyr på seksten.

Telefonen ringer. Teenageren står på Købmagergade i det indre København, en gåtur på et par minutter fra forlaget, men kan ikke komme videre.

Udenfor rammer solen Simon Pasternak som en syl. Det er en af de sjældne danske sommerdage, hvor temperaturen kravler over 30 grader. Forlagschefen skridter ned mod Købmagergade og ser det unge talent tilbageholdt af tre betjente.

Forfatterspiren, en arabisk udseende ung mand med proptrækkerkrøller samlet i en elastik i nakken, er klædt i en stor, varm pels som i en hiphop-video. Under pelsen bærer han skudsikker vest, og med sig har han to store rullekufferter.

”Hold den lige dér,” siger en af betjentene til Simon Pasternak.

”Er det virkelig rigtigt, at du er hans forlagsredaktør. Skal I diskutere et manuskript, han har skrevet?”

Fanbreve og dødstrusler
Louise Østergaard har aldrig set Galerie Wolfsen så proppet.

Fra trappen ned til det lille galleri i Aalborg Midtby kan hun se 50, måske 70 mennesker. Ikke en eneste plads er ledig, så Louise stiller sig på trappen. Godt nok kan hun ikke se aftenens hovedperson, men hun kan da i det mindste høre den messende, århusianske dialekt, hun kender så godt.

Kun en måned er gået, siden digtsamlingen udkom, men medmindre publikum har tilbragt tiden på månen, er de allerede bekendt med digterens barndom i Aarhus-ghettoen Trillegården.

Til gengæld har de sikkert svært ved at pege på en anden dansk debutant, der nogensinde har vakt så megen røre omkring sig som den blot attenårige digter, der reciterer sine selvbiografiske digte denne aften.

Yahya Hassan hedder han.

Bogen, der har undertitlen Digte, har fået samme navn.

Gyldendal har allerede skruet oplaget i vejret. Først var det på 800 eksemplarer, hvilket i forvejen er i den høje ende for en debuterende digter. Nu er det svimlende 20.000, og internettet koger over af både fanbreve og dødstrusler til den danskfødte, statsløse palæstinenser.

Bogens massive omtale er hjulpet godt på vej af det debatindlæg i Politiken, som Yahya Hassan lader sig interviewe til umiddelbart før digtsamlingens udgivelse i 2013.

Her hænger Yahya sine forældres generation ud for at være dobbeltmoralske og hykleriske. Den nydanske, muslimske underklasse prædiker Guds ord og læser Koranen, samtidig med at de slår deres børn, snyder det danske velfærdssystem og ser pornofilm, mener teenageren, som egenhændigt er i gang med at flytte pælene i den ellers så fastlåste integrationsdebat.

Religionskritikken fortsætter i digtsamlingen, og det er især opgøret med den dysfunktionelle familie, som har medført, at Yahya allerede denne dag i den nordjyske havneby, blot en måned efter udgivelsen, for længst er blevet udråbt til integrationsdebattens nye, litterære stemme i Danmark.

”Jeg tror, at al den opmærksomhed har haft en betydning for Yahya. Et menneske med den baggrund og så sparsom en skolegang ophøjer man til en litterær messias. Det kan ingen jo holde til. Han skulle leve op til noget, han aldrig kunne. Medierne lod sig forblinde af hans talent, begræd hans triste opvækst, men skøjtede hen over de kriminelle handlinger. Det er tragisk, at ingen så ham som den, han virkelig er.”

– Louise Østergaard

Dagbladenes anmeldere skiftes til at lovprise poeten, eksempelvis i Jyllands-Posten: ”Det er et chokerende indblik i et nutidigt miljø, det er et eksplosivt stof, der rammer alle, som læser det, og som vil vedblive at sende bølger gennem den offentlige samtale.”

Eller som hovedpersonen selv udtaler i et af de mange interviews, han giver i forbindelse med udgivelsen: ”En perker, der pludselig kritiserer det miljø, han kommer fra, sådan én er der mange, der kan bruge.”

Louise har læst de begejstrede anmeldelser, og
selv om hun er glad på Yahyas vegne, er hun også lidt bekymret. Kan Yahya nu leve op til de kolossale forventninger? Kan han give slip på sin kriminelle fortid?

Digtene handler nemlig ikke kun om en barndom præget af vold. De handler også om Yahyas kriminelle løbebane.

Efter oplæsningen maser Louise sig gennem den store menneskemængde og griber fat i den ombejlede digters læderjakke.

Han genkender hende med det samme.

”Jeg ville bare lige sige hej,” får hun sagt, mens både unge kvinder og blazerklædte litterater forsøger at vinde digterens opmærksomhed.

”Det er godt nok hektisk, det her.” ”Det er det godt nok,” siger Yahya. De når kun at tale sammen i få minutter. Hun får fortalt, at forlaget People’s Press har antaget ORD, manuskriptet, der handler om deres fælles fortid.
Titlen har hun taget fra de samme tre versaler, som hun overværede Yahya få tatoveret på siden af sin højre hånd.

Hash og rødvin
De mødtes fire år tidligere, da dengang fjortenårige Yahya Hassan blev anbragt på det socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Nordjylland. Louise arbejdede på en specialskole i nærheden og underviste plejebørn og børn fra steder som Solhaven.

Hun var 36 år dengang.

Hun inspirerede ham til at skrive, introducerede ham for Tom Kristensen og Michael Strunge, men Yahya havde langt fra sluppet sin fortid. Han skrev digte, mens han pushede stoffer, stjal sine skolekammeraters telefoner og begik indbrud.

Da Yahya i 2011 havde færdiggjort 9. klasse, mente Aarhus Kommune, at han klarede sig så godt, at han kunne hentes hjem til ghettoen for at gå i 10. klasse.

Han havde ikke begået kriminalitet hele året. Tiden brugte han i stedet på litteratur, musik, og hvad der ellers var af kunst, som Louise kunne distrahere ham med.

Men Louise var bekymret. Hun så et spirende talent i Yahya og mente ikke, det ville være godt for ham at flytte tilbage til de århusianske betonforstæder.

Hun valgte i stedet at blive hans kontaktperson, så Yahya kunne blive i Aalborg. Han rykkede ind i sin egen lejlighed og begyndte i 10. klasse.

Louise sørgede for, at der var styr på både lektier og regninger, men da Yahya i weekenderne rejste hjem til Aarhus for at ryge hash med sine kriminelle fætre, begyndte det at gå galt.

Louise kunne ikke tage ansvar for Yahyas udskejelser, og han blev igen sendt tilbage til Aarhus. Hans mor kunne ikke tage vare på ham, så Yahya blev i stedet anbragt i en ungdomsbolig overvåget af pædagoger, der sørgede for, at de unge passede deres skole.

Louise og Yahya tilbragte mange aftener sammen i den lejlighed.

På en af væggene i det lille værelse havde Yahya tegnet en tidslinje over de forskellige litterære epokers vigtigste forfattere, og på skrivebordet lå hans sorte handsker og et koben. Hun drak vin, han røg hash, og sammen skrev de på det, der senere skulle blive en digtsamling om Yahyas opvækst.

Det var aldrig planen, men undervejs indledte de et forhold. De tog i sommerhus på Djursland, og mens de skrev digte og røg cigaretter i de svale sommeraftener på terrassen, drøftede de idéen om endnu en bog.

”Hvem skal skrive vores historie?” spurgte Yahya.

”Det skal jeg nok,” svarede Louise, der trods Yahyas evindelige kriminelle sidespring virkelig troede på deres fælles projekt.

Hun forlod sin mand og troede i en periode, at de skulle være sammen. I stedet begik Yahya indbrud hos Louises eksmand, stjal hans dyre guitarer – en økonomisk trængt fætter havde brug for hjælp – og forholdet til Louise gik snart i stykker.

Alligevel har de holdt kontakten ved lige for gammelt venskabs skyld, og da de tager afsked i det overfyldte Galerie Wolfsen, lover Louise at skrive, når hun næste gang besøger København, hvor Yahya studerer på Forfatterskolen.

Louise Østergaard har ikke set Yahya Hassan siden.

Papiret brænder
På litteraturredaktionen hos Politiken begynder især Jes Stein Pedersen at få øjnene op for fænomenet Yahya Hassan.

Litteraturredaktørens første møde med digteren er til et arrangement for avisens kritikerskole i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.

Han oplever en genert, ydmyg, nærmest spagfærdig digter læse op med en indignation, der får tårerne til at trille blandt de 50-100 tilhørere.

Jes Stein har et par dage forinden læst debatindlægget, hvor avisens debatredaktør, Tarek Omar, interviewer Yahya Hassan. Jes er fanget fra starten. Instinktivt indser han, at der er noget særligt på færde.

Efter kritikerarrangementet læser Jes Stein digtsamlingen. Han mærker, hvordan papiret brænder mellem hænderne på ham, og han observerer, hvordan digtenes budskab forandrer Politikens syn på indvandrerdebatten.

”Hvis han virkelig har levet det liv og været udsat for det pres, han skriver om i sin bog, tror jeg gerne på, at det kan gøre en ung mand vred og indebrændt. Oven i alt det kommer berømmelsen, som han skulle tackle i en meget ung alder. Alle kunstnere ønsker at brænde igennem, men med Yahya var det så voldsomt, at jeg spurgte mig selv: Hvordan klarer han det her?”

– Jes Stein Pedersen

Udadtil har avisen jo nok haft en bestemt holdning til den slags, og Pia Kjærsgaard skal i hvert fald ikke tale om indvandrere på den måde, men nu dukker der en statsløs palæstinenser op og siger de samme ting. Han er atten år. Og kan skrive. Jes er ikke i tvivl. Det er fantastisk.

Jes beslutter at fremrykke Politikens femstjernede anmeldelse af Yahya Hassans værk, så den bliver bragt tidligere end hos de andre dagblade, og litteraturredaktøren er på mange måder med til at starte den gnist, der får medierne til at gå i selvsving over Yahya Hassan.

I månederne efter udgivelsen føles det vigtigt for
Jes at være med til at bringe de spørgsmål, som Yahya Hassan rejser, ud over rampen. Senere kommer Jes Stein til den erkendelse, at han journalistisk set ikke har beskæftiget sig med så vigtig en historie nogensinde før.

På et tidspunkt prøver han også at overbevise svenskerne om, at det er en betydningsfuld sag. Han prøver at forklare det særlige i, at en person med indvandrerbaggrund kritiserer sit ophav.

Det lykkes imidlertid ikke. I stedet bliver litteraturredaktøren i en svensk avis stemplet som racist.

Skygger for poesien
Alle taler om Yahya Hassan i de efterfølgende måneder. I løbet af 2013 sender Gyldendal trykkeriet på overarbejde, digtene oversættes til seks forskellige sprog, og med et salg på over 120.000 eksemplarer bliver Yahyas bog den bedst sælgende danske debutdigtsamling nogensinde.

Johannes Riis, Gyldendals daværende litterære redaktør, udtaler, at han aldrig har oplevet noget lignende.

Ghettodigteren vinder den ene pengetunge pris efter den anden, blandt andet Årets debutant under Bogforum, og folk flokkes til arrangementer, hvor Yahya reciterer sine digte. Et oplæsningsarrangement i Aarhus bliver udsolgt på blot to minutter.

Udlandet begynder også at interessere sig, og både New York Times og Wall Street Journal skriver om den rebelske poet. På rekordtid er Yahya Hassan berømt som vigtig debattør og talentfuld digter.

Det er den slags opmærksomhed, medierne kan rejse, og Jes Stein ved udmærket, at han som litteraturredaktør på et toneangivende dagblad kan være med til at skabe en persona – måske et geni, måske et monster. På et tidspunkt skrives der næsten lige så mange artikler om Yahya Hassan som om daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Men skandalerne begynder at skygge for poesien i avisernes spalter. Det får dog hverken danskerne eller medierne til at tage afstand fra den kontroversielle digter.

Litteraturredaktøren ser i Yahya Hassans popularitet en genkendelig fascination. Der er så mange, der lever en kedelig, lovlydig tilværelse, og med glubsk appetit labber vi alt det i os, som fortæller om en anden verden end vores egen.

Vi betages af store kunstnere, der tager stoffer, smadrer hotelværelser eller på anden måde er anderledes. Eller som Politiken selv skriver i en tilbageskuende artikel om digteren, da han på et tidspunkt er i karambolage med ordensmagten:

”Han er anklaget for ikke at have givet en fuck for almindelige love og regler. Som digter er det præcis det samme, han hyldes for.”

Smukke piger
Stormvejret omkring den nu landskendte Yahya Hassan tager til i månederne efter udgivelsen.

I november 2013 bliver han overfaldet af en 24-årig gerningsmand på Københavns Hovedbanegård.

”Du er en vantro, der skal dø,” råber manden og slår og sparker Yahya, der nu er så truet, at PET sætter livvagter til at følge ham døgnet rundt.

Dødstruslerne tager til, især efter et interview
med daværende Deadline-journalist Martin Krasnik. Det er ikke længere sikkert for Yahya at opholde sig
i kælderlejligheden i Brønshøj, og de hårde dødstrusler får den konsekvens, at Yahya kortvarigt flytter ind i Martin Krasniks hjem i kartoffelrækkerne på Østerbro. Et ophold, som Krasnik dog ikke ønsker at fortælle om.

”Jeg er alt for tæt på det hele omkring Yahya til at udtale mig om ham,” meddeler Krasnik, der i dag er Weekendavisens chefredaktør.

I samme periode udkommer Ord, Louise Østergaards beretning om forholdet til Yahya. Hun bliver fyret på grund af sit forhold til sin tidligere elev, men Yahya forholder sig tavs.

Han vinder Politikens litteraturpris, men dukker ikke op til prisfesten. I stedet rejser han ned til borgerkrigen i Ukraine for efterfølgende at låne et kontor hos Politiken til at skrive et digt til avisen. PET-agenten venter tålmodigt uden for kontoret.

Forholdet til Louise Østergaard synes digteren at have lagt langt bag sig, men på en bogturné i Finland senere på året udtaler han sig alligevel om sin tidligere, nu detroniserede kontaktperson. Det sker i et interview i Euroman.

I et sammensurium af oplæsninger, interviews og sene nætter på Grand Casino Helsinki fortæller Yahya Hassan, klædt i dyre jakkesæt, mørke solbriller og som regel med en joint i mundvigen, at han har et glimrende tag på det modsatte køn.

Han overøser damerne med kække komplimenter, enhver kvinde er mål for hans charme, og selv siger han, at kun ”totalt smukke piger” for alvor kan hyle ham ud af den.

Louise Østergaard tænker han dog tilsyneladende ikke meget på.

”Det er jo længe siden. Som ung anbragt på afdeling 8 var det lidt svært at komme i kontakt med de almindelige, jævnaldrende piger i byen. Valget stod mellem skolelæreren og naboens ko. Så blev det altså skolelæreren. Men set i bakspejlet havde jeg nok været bedst tjent med koen.”

I interviewet fremgår det, at digteren har lagt kobenet og de sorte handsker på hylden, men det miljø, han har vendt ryggen, haler ind på ham.

I forbindelse med et oplæsningsarrangement i den palæstinensiske by Ramallah bliver han jagtet med en kniv gennem gaderne. Han nægtes adgang til åbningen af en moske på Nørrebro i København, og oplæsningsarrangementer aflyses flere steder i landet.

Angreb på parnasset
Mens Yahyas gamle miljø ser ud til at have slået hånden af ham, begynder han at gå til angreb på det kulturliv, der tog ham til sig.

Digteren erklærer, at han på nogle punkter forstår terroristen Omar Abdel Hamid El-Hussein, der kort forinden – og med døden til følge – angriber kulturhuset Krudttønden og en synagoge i København.

”Selvfølgelig skal man nedkæmpe sådan en idiot. Men ... jeg forstår ham,” siger Yahya Hassan til B.T. og uddyber:

”Han var fanget på bundet af samfundet ligesom jeg. Han var indigneret over den palæstinensiske situation og forvirret over den højreorienterede drejning i Europa. Han har begået kriminalitet, mens han boksede og prøvede at finde sin passion og formåen. Jeg har lavet kriminalitet, mens jeg skrev en digtsamling. Han tabte sin boksekamp og fortsatte med automatvåbenet. Jeg var heldig at blive udgivet. Jeg siger ikke, at ellers var jeg endt som terrorist, men jeg havde siddet fast i nogle af de samme omgivelser.”

I samme ombæring advarer digteren mod, at danskerne står så fast på retten til ytringsfrihed, at de ender med at skubbe de almindelige muslimer fra sig.

”Hvis vi bare tegner for at tegne og lave ravage og vise, at vi tør, så er det plat.”

Udtalelserne vækker opsigt. Er ghettopoeten, der er kendt for at kritisere sine egne, pludselig vendt på en tallerken?

På Facebook lægger Liberal Alliances Henrik Dahl op til debat, da han deler Yahyas udtalelser og skriver: ”Den formodede digter forstår den formodede gerningsmand. Formodentlig.”

Yahya svarer prompte igen. Han lægger et manipuleret billede af Henrik Dahl i nazi-uniform ud på sin Facebook-profil og ledsager billedet med følgende besked: ”Igen må jeg konstatere, at et højreorienteret svin har delt mine holdninger halvt.”

Forfatter og stud.theol. Kristian Ditlev Jensen forsøger at mildne stemningen ved at fortælle Yahya, at han må skrive, hvad han vil og kalde folk, hvad han har lyst til. Så længe det er inden for injurielovgivningens grænser.

Forfatteren får i stedet én over nakken, da Yahya på Facebook kalder ham ”fede svin” og et ”overvægtigt kadaver”.

”På en måde kan jeg godt se øvelsen, han prøver at lave,” siger Kristian Ditlev Jensen efterfølgende til Euroman.

”Jeg tror, han forsøger at vende den oplevelse, han selv har haft. Han går efter mit udseende. Det svarer vel til, at man hele tiden får at vide, at man har en anden hudfarve.”

Derefter forsøger Berlingskes blogger Geeti Amiri at forklare digterens opførsel for avisens læsere.

Hassan har ændret sig efter succesen og den massive mediebevågenhed, skriver Amiri i et blogindlæg, mens hun forklarer digterens udfald mod kulturparnasset:

”Hassan søger tilgivelse hos sine egne ved verbalt at overfalde dem, der i sin tid forsøgte at læse hans ords symbolik og ikke kun deres vrede.”

Vanen tro skyder digteren tilbage på Facebook.

”Jeg må tilstå, at jeg selv har lidt svært ved at grine af en middelmådig skribent, som udtaler sig om ting, som vedkommende ikke ved noget om. Du ved ikke, hvorfor jeg handler, som jeg gør, du ved ikke, hvad der tynger mig, du ved ikke, om jeg ønsker tilgivelse, du ved ikke noget om min private person, du ved ikke, hvad mit mål er, alligevel udtaler du dig om det, du kunne i det mindste have interviewet mig, men det havde ødelagt din dagsorden, derfor undviger du det.”

Han fortsætter.

”Måske skyldes min såkaldte ’kovending’, at jeg blev taget til indtægt for en masse ting, som jeg ikke er enig i,
at medierne vinklede mig islamkritisk og fremmedfjendsk og puttede alle mulige mærkater på mig, som gjorde, at jeg ikke længere kunne kende mig selv på forsiden.”

”Altså må det være en helt naturlig frigørelsesproces. Måske du hellere skulle medieanalysere frem for personanalysere, selv om jeg er en offentlig person, er jeg ikke underlagt hverken dine mavefornemmelser eller dine sproglige prutter, uden at lugten giver anledning til kritik.”

Yahya ender dog ikke kun i verbale slåskampe.

I marts 2015 bliver han dømt skyldig i vold efter en episode i shawarmabiksen Ali Baba i det centrale Aarhus. En gruppe mænd antaster digteren, som angiveligt svarer igen ved at plante to knytnæveslag i ansigtet på en af mændene. Yahya anker og får senere underkendt dommen.

Cornflakes hos Grarup
Jan Grarup kender ikke Yahya Hassan, da han på et tidspunkt i 2015 skriver til digteren på Facebook. Længe har han været fascineret af det unge talents tilgang til kunsten og den svære opvækst i den århusianske ghetto. Han vil passe perfekt i den portrætserie, han arbejder på.

Grarup ønsker at fotografere digteren i sit hjemmestudie i København. Yahya tøver ikke med at svare ja. Han er stor fan af Grarups arbejde i verdens krigszoner.

En formiddag ringer dørklokken i Jan Grarups Østerbrolejlighed. I døren står en sortklædt skikkelse.

Stropperne i hættetrøjen er strammet godt til for at maskere ansigtet mest muligt, og under jakken bærer Yahya Hassan en skudsikker vest. I vestens side er der fastspændt en kniv.

Med sig har han også en rullekuffert. Yahya besøger København fra Aarhus, hvor han bor på daværende tidspunkt.

”Har du ikke noget at spise?” spørger han.

Jan Grarup øser noget af sin datters cornflakes op i en skål og serverer det for digteren, der hurtigt finder sig til rette i sofaen. Han spiser cornflakes og bladrer i datterens Anders And-blade, inden han blunder et par timer.

”Yahya sagde, at han følte sig overvåget og presset. På det tidspunkt, hvor jeg mødte ham, er det ikke mit indtryk, at han har et kokainmisbrug. Måske som et party-drug, for han holdt jo nogle store fester, men han sniffede efter min opfattelse ikke i hverdagen. Jeg får en følelse af, at han blev ladt i stikken af parnasset. Man kampudnytter et kæmpe talent uden at passe på mennesket bag. Man skulle måske have passet bedre på ham.”

– Jan Grarup

Da Yahya Hassan vågner, skyder krigsfotografen ham med et wet plate-kamera fra 1855. Billederne er en del af et løbende projekt, hvor Jan Grarup fotograferer markante danskere. Lars Løkke Rasmussen, Clement Kjersgaard, Medina. Den slags.

Digteren er vild med de intense sort-hvid-portrætter, hvor han med et koldt blik poserer klædt i den skudsikre vest og håret samlet stramt i nakken. Billederne skildrer en jaget mand, og Yahya kan genkende ham.

Jan mærker, at Yahya er presset, men fornemmer også, at den unge digter har fundet ro i lejligheden. Fotografen hjælper gerne med at etablere et helle i det stormvejr, Yahya Hassan befinder sig i. Han er jo en
god dreng, og her er der ingen grund til at puste sig op. Yahya kan ryge sine joints, spille PlayStation på sofaen og sænke paraderne for en stund.

Men ud på eftermiddagen siger Yahya Hassan tak for nu og bestiller en taxa.

”Jeg tager ind til Nørrebro og provokerer nogle af de drenge, der er efter mig.”

Politik tur/retur
Yahya Hassan lader sig ikke kue af presset. Tværtimod. I perioden, der følger, kalder han Dansk Folkepartis Søren Espersen for nazist og kritiserer Deadline-vært Niels Krause-Kjær for at være for uforberedt til at diskutere udenrigspolitik.

I byen bliver han revet i hestehalen og ramt i ansigtet af en knytnæve, men frasiger sig alligevel beskyttelse af PET, der ellers har fulgt ham
i to år. Og efter en bytur på en café i Aarhus ringer han selv til politiet – bartenderen skulle angiveligt have overfaldet ham.

Bartenderen har en anden holdning i Aarhus Stiftstidende.

”Han er den værste gæst, jeg har oplevet i mine tyve år som bartender. Jeg har aldrig oplevet nogen, der taler så ubehageligt og provokerende.”

Mens tingene synes at eskalere, indleder digteren i april 2015 pludselig en karriere i politik.

Han stiller op som folketingskandidat for det nystartede Nationalpartiet, som slår sig op på at være en modreaktion til ”den højredrejning, som flere partier har taget”.

Under valgkampen klistres plakater af Yahya Hassan over valgplakater fra de konkurrerende partier, adskillige husfacader og et buslæskur.

Digteren og Nationalpartiet afviser at have noget med det at gøre, men Yahya Hassan får kun 1.000 personlige stemmer. Langt fra nok til at blive valgt ind på Borgen.

En dag i februar 2016 sætter Yahya sig ind i en bil, tydeligt påvirket af stoffer. Han forsøger at køre fra politiet, men bliver arresteret. Samme dag ekskluderes han fra Nationalpartiet. Daværende formand, Kashif Ahmad, der i dag er folketingskandidat for Alternativet, ønsker ikke at udtale sig om Yahya Hassan.

Fra fængsel i limousine
Biljagten markerer starten på et turbulent år for Yahya Hassan, og hele Danmark følger hans sammenbrud på tv-skærmen og de sociale medier.

Over for sine tusindvis af følgere beretter han om, hvordan han med knive, pistoler og flitsbue vil forsvare sig, hvis det bliver nødvendigt, og i et opsigtsvækkende interview på TV 2 News mærker man tydeligt Yahyas frustration over at være på flugt fra såvel bandemiljøet som ordensmagten.

”Jeg siger bare til jer, at det er sådan her, landet ligger. Jeg har ikke mere at snakke med jer om. Jeg har fortalt jer, hvordan landet ligger. Og fuck af med alt jeres borgerlige pis og alle jeres løgnehistorier. Og I kan bare smede alle de rænker, I vil, mod mig.”

Facebook og Instagram flyder over af videoer, hvor han fortæller, at han bliver forsøgt stukket ned, at der har været ildspåsættelse i en opgang i det vestlige Aarhus, hvor hans familie bor, og at han må kaste sig ud foran en bil på flugt fra tre mænd med ”store ISIS-sabler og køller”.

Efter sidstnævnte episode brækker digteren armen, som bliver lagt i gips.

Snart efter lægger han et billede op, hvor han har blod på næsen og gipsarmen.
Angiveligt er han blevet overfaldet, fordi han er i krig med indvandrerbanden Black Army.

Flere uafhængige kilder udtaler efterfølgende, at hvis Black Army eller lignende bandegrupperinger ville skade Yahya Hassan, var det sket for længst.

Kort efter, den 20. marts 2016, dukker en video op. Den viser Yahya Hassan skyde en syttenårig dreng i foden ved et pizzeria nær Hassan-familiens hjem i Aarhus.

Et vidne bekræfter efterfølgende Yahyas forklaring om, at to-tre personer skulle være fulgt efter ham.

”Lad mig være, lad mig være, jeg har en brækket arm,” siger Yahya, inden han til sidst skyder.

Hændelsen koster ham en fængselsdom. Mens Yahya sidder inde, lægger han et billede af sig selv på Facebook, hvor han er til skydetræning.

”Næste gang rammer jeg ikke foden,” skriver han.

Da Yahya bliver løsladt i december 2017, samles han op i en limousine.

Rejsen til Bangkok
Heidar Ali glæder sig til rejsen til Thailand. I april 2018 flyver han sammen med en ven til Bangkok for at fejre, at de er færdige med deres uddannelser.

Heidar er nu pædagog og skal begynde på sit første arbejde, når de vender hjem fra rejsen, hvor de som et yderligere raffinement får selskab af selveste Yahya Hassan.

De kender ham ikke, men Heidars ven mødte tilfældigvis digteren på vej fra Aarhus til København, de faldt i snak, og det viste sig, at også Yahya Hassan havde planer om at besøge det sydøstasiatiske kongerige.

Efter ankomsten til Bangkok aftaler de at møde Yahya på en restaurant. De spiser, snakker og kommer godt ud af det med hinanden. Den gode stemning afbrydes kun af Yahyas utallige toiletbesøg. Måske er det kokainen, der trækker, tænker Heidar.

”I er sgu de eneste perkervenner, jeg har,” siger Yahya Hassan på et tidspunkt. Efter middagen fortæller Yahya, at han har økonomiske problemer. Der er masser af penge på kontoen, men hans kort er blevet spærret.

Både Heidar og hans ven føler, at de har mødt en mand, de kan stole på, så de har ingen kvaler med at hjælpe en ven i nød. De betaler for middagen og låner også Yahya penge til hotel og forplejning de kommende dage. I alt godt 20.000 kroner.

Et par dage senere overfører Yahya 70.000 kroner til Heidar og hans ven. Yahya siger, at han ikke kan bruge sit kreditkort. Så hans forslag er, at Heidar og hans ven betaler ham de 50.000 kroner tilbage kontant i thailandske baht.

Det er fint med dem, og de begynder i dagene efter at hæve det maksimale, daglige beløb i hæveautomater og række sedlerne videre til Yahya, der bruger det meste af tiden på at fodre de sociale medier med videoer af hans udskejelser i Bangkoks gader. Bordeller, byture og banevis af kokain.

Efter nogle dage i Bangkok har Heidar og Ali tænkt sig at rejse ud af den kaotiske storby. De vil til den populære tropeø Phuket, ligge i hængekøje og bade i det azurblå vand.

Phuket? Det har Yahya aldrig hørt om. Men okay, det kan vi da godt, siger Yahya, inden han igen smutter på toilettet.

Stormer hotel
I Phuket ændrer Yahyas opførsel sig drastisk. Når de er ude at spise, ender han i håndgemæng med restaurantgæster. De skal ikke kigge på den måde, lader Yahya dem forstå.

Digteren går ikke længere på toilettet. Kokainen flyder i Bangkok, men den er tilsyneladende svær at opstøve uden for byen.

En dag kan Yahya ikke få fat i Heidar og hans ven. Vennen er taget på hospitalet for at ordne nogle vacciner, mens Heidar er hjemme på hotelværelset med diarre.

En rasende Yahya stormer hotellet, hvor Heidar ligger syg. På sin Instagram-profil lægger digteren en video
ud med sin version af hændelsen:

”Den fucking lille stikker, mand. Han vil ikk’ gi’ mig mine penge tilbage, så jeg blev nødt til at knep’ den fucking luderunge. Han bider mig to gange, én gang
i fjæset og en gang bagved, så jeg kneppet’ hans mor. Jeg lagde ham ned i receptionen, jeg trampede ham i fjæset, og nu står han og tuder til politiet.”

Heidar skulle egentlig være begyndt på sit arbejde efter rejsen til Thailand. Men efter mødet med Yahya Hassan måtte han sygemelde sig i otte måneder på grund af de skader, han pådrog sig på hotelværelset.

Episoden bliver omtalt i Radio24syv, som interviewer Instagram-komikeren Det Le Mo med det borgerlige navn Mohammed Kaidi.

Kaidi er af Heidar blevet bedt om at fortælle den sande version af Yahya Hassans Thailand-eventyr til
sine mange følgere. I den forbindelse indleder Kaidi en Instagram-diskussion med Yahya, der ender med, at Yahya sender dødstrusler til både Kaidi og Heidars familie.

Radio24syv har ikke held med at interviewe hovedpersonen, der i steder vælger at kommentere sagen på Twitter:

”Hvis jeg ikke får kneppet jer én efter én, så begår jeg selvmord. Den journalist fra radio 24/7, der har tænkt sig at interviewe mine fjender i aften, skal vide at det
er det dummeste vedkommende nogensinde kunne gøre. Det kommer til at have alvorlige konsekvenser, så husk jeres nosser luderunger.”

Efter fejden med Mohammed Kaidi og truslerne mod Heidar og Radio24syv bliver Yahya Hassans profiler på de sociale medier spærret.

Heidar har stadig 30.000 kroner, som tilhører Yahya Hassan. Han vil hellere end gerne betale tilbage. Men det skal ske i retten, siger han.

Blodpapiret
Yahya Hassan vender hjem fra Thailand, og over sommeren 2018 er den fallerede digter adskillige gange i vælten.

Især går det galt, da han stjæler dyre vine, smykker og en bil fra et ægtepar, der tilbød ham husly på den rolige villavej nordvest for Skive, hvor de bor.

Først opførte Yahya Hassan sig som en høflig, ung mand, der havde brug for et sted at skrive på sine digte, fortæller Toril Hulaas til B.T.

Hulaas erindrer at tage imod en for hende ukendt, kortklippet ung mand med skæg.

Men allerede om eftermiddagen tog besøget en drejning.

”Han var blank i øjnene og rendte rundt med min gamle badekåbe i vores og naboernes haver. Det var meget tydeligt, at han var påvirket af stoffer, og vi har efterfølgende fundet blodpapir og tobak i lejligheden.”

I september 2018 er Yahya Hassan udset til at gøre comeback ved et arrangement i Musikhuset i Aarhus. Rygterne svirrer om et nyt værk, nye digte. Planen er, at han skal stå på scenen sammen med prominente navne som forfatteren Helle Helle og sangskriveren Bisse.

Yahya skal igen læse digte op.

Inden arrangementet bliver Yahya Hassan slæbt
for retten. Anklageskriftet lyder på ikke mindre end 42 forhold begået mellem 2015 og 2018. Lovovertrædelserne strækker sig fra chikane, trusler og hærværk til blufærdighedskrænkelse, våbenbesiddelse, tyveri, vold og narkobesiddelse.

Digteren erklærer sig skyldig i alle forhold, og ved retten i Aarhus bliver han dømt til psykiatrisk behandling på ubestemt tid.

Lægerne, der undersøger Yahya Hassans mentale tilstand, konkluderer, at han formentlig var sindssyg på gerningstidspunkterne, og at forbrydelserne blev begået under massiv stofindtagelse. Et udpræget misbrug
af hash og kokain har til tider gjort ham paranoid og psykotisk, konkluderer undersøgelsen.

Aarhus Arrest
Ifølge Gyldendal sidder Yahya Hassan i dag varetægtsfængslet i Aarhus Arrest. Forlaget kan dog ikke formidle en kontakt til digteren, og arresten må ikke bekræfte, om oplysningerne er korrekte.

Heller ikke digterens beskikkede forsvarer ønsker at sige noget om Yahya Hassan eller hjælpe med at formidle kontakt til ham.

”Er ikke agent for ham,” skriver forsvareren Michael Juul Eriksen og tilføjer: ”Når straffesagen er slut, er mit arbejde også slut.”

Det vides ikke, hvornår Yahya Hassan er færdig med at afsone sine 42 domme, men hvis man sidder inde i Aarhus Arrest, er det, ”fordi man er til fare for andre mennesker eller skønnes at kunne forpurre opklaringen af en sag”, siger institutionsleder Per Thun Holst.

”Det er en tendens hos os kulturforbrugere, at vi på den ene side er djævelsk nysgerrige på, hvad de mon laver dernede i den brune underklasse, og på den anden side tror, at vi kan lave dem, der skriver gode bøger, om til hvide middelklassemennesker, der ordner deres livsvalg på en tempereret middelklassemåde. Det er et selvbedrag. Yahya er den, han er. Og hvis du læser hans bog, forbander han langt væk de fortolkende og selvfede klasser, der vil gøre ham til en af ’vores’. Vi kan alle rende ham, han vil have sin egen plads – i litteraturen, i verden.”

– Simon Pasternak

På Gyldendal begræder Simon Pasternak hele forløbet. Redaktøren mener, at forlaget gjorde, hvad det kunne, for at hjælpe Yahya Hassan. Efter Pasternaks mening er det samfundets ansvar at forsvare sine truede stemmer. Hvis det ansvar bliver individuelt, så råder anarkiet. Og han tvivlede ikke på noget tidspunkt på, om digteren kunne holde til den massive mediebevågenhed.

”I perioden, hvor alle ville gøre ham til deres, gik han til det med en søvngængeragtig sikkerhed,” mener redaktøren.

Problemerne opstod, da digteren mistede sin politibeskyttelse og ikke kunne få den tilbage. Pasternak og Gyldendal arbejdede hårdt for at genetablere digterens PET-beskyttelse, de vidnede for ham i retten og forsøgte at gøre alt, så Yahya kunne vide sig sikker.

”Men Yahya er også en voksen mand og må bære ansvaret for sine handlinger,” siger Simon Pasternak. Han kan kun ryste på hovedet af rygterne om de 600-siders digte, som Yahya Hassan skulle have afleveret til forlaget. Der er ingen ny bog, siger han. Og når folk spørger til digterens fremtid, har forlagsredaktøren ikke meget at sige. Kontakten til Yahya er i dag sporadisk.

Men selv om digteren for tiden sidder inde på ubestemt tid efter en serie af vanvittige hændelser, minder Simon Pasternak altid sig selv og andre om
én ting: Der er mange, som gerne vil skrive nekrologen over Yahya. Men hans historie er ikke slut endnu.

Kommentarer

Ekko #82

Denne artikel blev først bragt i nummer 82 fra juli 2019.

Køb nummeret her eller tegn abonnement.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

Yahya Hassan

19. maj 1995
Bliver født i Aarhus af palæstinensiske forældre og vokser op i en såkaldt ghetto i Aarhus V.

Skoleåret 2010-2011
Fjortenårige Yahya Hassan anbringes på opholdsstedet Solhaven i Nordjylland og møder læreren Louise Østergaard.

5. oktober 2013
Debatindlægget ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation” bliver den mest delte artikel i Politiken nogensinde.

17. oktober 2013
Digtsamlingen YAHYA HASSAN udkommer på Gyldendal i et oplag på 800, men bogen sælger over 120.000 eksemplarer.

10. september 2014
Louise Østergaard idømmes betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste, fordi hun som sekstenårige Yahya Hassans kontaktperson havde sex med ham.

7. april 2015
Yahya Hassan stiller op som folketingskandidat for Nationalpartiet.

20. marts 2016
Skyder en syttenårig i foden og idømmes et års fængsel.

18. oktober 2018
Erklærer sig skyldig i 42 forhold om blandt andet tyveri, vold og narkobesiddelse. Dømmes til psykiatrisk behandling.

4. juni 2019
Gyldendal oplyser til Ekko, at digteren sidder i Aarhus Arrest, og man kun har en sporadisk kontakt med ham.

8. november 2019
Forlaget udgiver overraskende digterens opfølger, der har titlen YAHYA HASSAN 2.

29. april 2020
Død i en alder af 24 år. Politiet har ikke mistanke om en forbrydelse.

© Filmmagasinet Ekko