Nyhed
03. juni 2026 | 11:44

Zenia Stampe bliver kulturminister

Foto | Marie Hald

Zenia Stampe har markeret sig med en kontant debatstil og vandt i 2016 både Dialogforums Dialogpris og Ting-Prisen for god kommunikation.

Radikale Venstre-politikeren overtager posten efter Moderaternes Jakob Engel-Schmidt, der var noget så sjældent som en populær kulturminister i den danske filmbranche.

Af Frederik Hoff

I Danmarks nye regering er der for første gang nogensinde flere kvindelige ministre end mandlige, og i kulturministeriet er en mand også blevet erstattet af en kvinde.

Radikale Venstres Zenia Stampe overtager posten som kulturminister klokken 14.30 i dag, skriver TV 2. Hun blev valgt ind i Folketinget for første gang i 2011, og ved dette valg kom hun ind med 4.242 personlige stemmer i Sjællands Storkreds.

Den 47-årige politiker er uddannet cand.scient.pol. og skal nu stå i spidsen for Firkløverregeringens kulturpolitik efter fire år med Moderaternes Jakob Engel-Schmidt på posten.

Regeringsgrundlaget lægger op til et fokus på at højne den demokratiske samtale ved at bekæmpe misinformation. Den demokratiske samtale udfordres ifølge regeringen af sociale medier, ligesom kunstig intelligens er en eksistentiel udfordring for dansk kulturliv.

Zenia Stampe har markeret sig med en kontant debatstil og vandt i 2016 både Dialogforums Dialogpris og Ting-Prisen for god kommunikation.

Hun betragtes som en vigtig drivkraft bag Radikale Venstres kulturpolitik de sidste mange år som kulturordfører siden 2019 og medieordfører fra 2019 til 2024.

Kæmpede for biografer
I 2018 var Zenia Stampe med Ekko og tre andre kulturordførere på Rio Bravo for at diskutere kulturpolitik i forbindelse med de daværende forhandlinger om medieforliget til et interview i Ekko #79.

Her gik hun tidligt ind i debatten om udenlandske streamingtjenesters indtrængen i dansk film og tv. Frem for en afgift på tjenesterne foreslog hun en anden retning.

”Jeg kan bedre lide, at vi siger til dem: ’I skal producere så og så mange procent dansk eller europæisk indhold.’ For de vil jo gå efter at lave noget, der er så bredt som muligt. Det er deres forretningsmodel,” sagde hun.

Siden er en slags kombination blevet indført i form af Kulturbidraget. Her betaler Netflix og lignende selskaber en afgift af deres omsætning i Danmark, men kan slippe med en betydeligt mindre afgift, hvis de investerer i danske produktioner.

I 2020 slog Zenia Stampe et slag for de lukningstruede biografer og kritiserede den daværende kulturminister Joy Mogensen for at svigte biograferne i forbindelse med covid-epidemien.

I forbindelse med medieforliget fra 2022 kritiserede hun beslutningen i det foregående forlig om at fjerne DR og TV 2’s økonomiske forpligtelse til at støtte danske film, før de gik i produktion.

En af de første store opgaver som kulturminister – den første på posten fra sit parti – bliver forhandlingerne om det næste medieforlig og etableringen af medieombudsmanden, som hendes forgænger fik vedtaget.

Kritik af DR
Zenia Stampe afløser noget så sjældent som en populær kulturminister. Særligt i den danske filmbranche har han imponeret, selv om valget i første omgang overraskede, da han kom til i 2022.

I Ekko #98 blev Jakob Engel-Schmidt placeret på tiendepladsen over de mest magtfulde personer i dansk film.

”Flere udnævner ham til den første kulturminister i mands minde med en reel interesse for film. Han er hurtig med markante udtalelser og har ikke mindst evnen til at få gennemført sine visioner for filmnationen Danmark,” lød beskrivelsen af ministeren ud fra interviews med stemmer i branchen.

Især fik han ros for filmaftalen 2024-2027 med dens saltvandsindsprøjtning til en presset filmbranche.

På kort tid har han fået indført kulturbidraget samt de omdiskuterede produktionsrabatter, hvor filmproduktioner fra i ind- og udland nu kan søge om skatterabat for at lægge dele af produktionen i Danmark.

Det skabte nervøsitet hos etablerede medier, da ministeren foreslog en medieombudsmand. Men det blev afløst af lettelse, da det ved vedtagelsen viste sig, at ombudsmandens primære formål er at beskytte danskerne mod misinformation fra influencere og alternative medieaktører.

Det var kontroversielt, da kulturministeren gik hårdt til DR i forbindelse med misvisende tal i dokumentaren Grønlands hvide guld, og dokumentaren kort efter blev afpubliceret. Han kritiserede også DR-dokumentaren Forfulgt af politiet, da Ekko kunne afsløre, at der var tilføjet en kunstig lyd, som gav indtrykket af, at en betjent sparkede en anholdt.

Forfremmelse
En omdiskuteret beslutning i den sidste del af ministerens tid på posten var nedsættelsen af Rådet for Kulturel Modstandskraft, som blev kritiseret med ord som ”åndssvagt” og ”bullshit” i flere medier.

Ministeren svarede tilbage, at de pågældende medierne nedgjorde kunstområdet, som de selv har været med til kraftigt at nedprioritere.

Jakob Engel-Schmidt skal nu være Skatte- og vækstminister. Det ligner en forfremmelse til et mere eftertragtet ministerium som belønning for arbejdet i den seneste regering.

Ministeren blev ved dette folketingsvalg også Moderaternes næstmest populære kandidat med 8.132 personlige stemmer i Københavns Storkreds.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko