Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

11. jan. 2019 | 15:45

Dommedagens ulidelige lethed

Foto | Saeed Adyani
Ligesom hovedpersonerne i Susanne Biers Bird Box tager vi bind for øjnene, når vi bliver konfronteret med menneskehedens største trussel.

Vi er i 2019, og jorden er så småt ved at gå under. Det er ikke engang løgn. Klimaforandringerne har vist sig at være langt mere omfattende og have langt større konsekvenser, end vi troede.

Er det ikke på tide med en klimapropaganda-film?

Hollywood har en forkærlighed for postapokalyptiske dramaer, hvor civilisationerne falder fra hinanden, og mennesker, som førhen levede forudsigelige og lidt kedelige liv med partner og børn, udmærkede job og rigelig kaffe på kanden, pludselig tvinges til at give køb på de ophøjede principper i kampen for at overleve.

Men truslen er altid opdigtet.

I hit-tv-serien The Walking Dead er det zombier, der hærger byerne. Halvrådne, afpillede kroppe nærmer sig deres ofre i et langsomt, næsten dovent tempo.

I Netflix-filmen Annihilation er det dna fra et rumvæsen, som ødelægger den naturlige balance på jorden. Og i en anden Netflix-satsning, Susanne Biers Bird Box, er fjenden et monster, som driver sine ofre til vanvid og selvmord, hvis de kigger på det.

Da jeg så filmen, kom jeg til at tænke på klimaforandringer. Men det var vist ikke filmens intention. For truslen er fuldkommen abstrakt, en grum fantasi, vi som tilskuere aldrig får at se, og som Sandra Bullock må værge sig imod med bind for øjnene.

De fleste af os har ligesom Bullocks karakter et lille fikst stykke stof liggende i baglommen. Bliver overskrifterne om klimakatastrofer for voldsomme op til den uge, vi har planlagt en rejse med to mellemlandinger til Thailand, tager vi bekvemt bindet for øjnene.

Kan man virkelig bebrejde os det? Alternativet ville være at blive vanvittig af frygt for død og dommedag – og aldrig komme nogen vegne!

Publikum elsker postapokalyptiske film, men kun hvis scenerierne er så urealistiske, at vi bliver fri for at spekulere over, hvorvidt det kunne ske i vores egen verden.

Zombie-film er kun sjove, fordi der ikke findes zombier.

Men nu må det være på tide, at Hollywood laver en postapokalyptisk film om et emne, som vedkommer os alle. Og når det handler om Jordens overlevelse, må alle fortællekneb gælde.

Budgettet skulle naturligvis være stort og specialeffekterne i top. Filmen skulle også være fyldt med patos. Og så skulle den henvende sig til alle, ikke kun det vestlige publikum. Men særligt storsynderne – de rige lande og de politikere, som har permanent bind for øjnene – skulle spiddes.

I filmen følger vi mennesker fra forskellige kulturer, der alle har det afgørende tilfælles, at deres liv efter en halv time bliver smadret af klimaforandringer.

I Grønland finder en inuitfamilie en udsultet isbjørn, der i desperation er søgt mod landsbyerne. En indisk landmand krydser endeløse marker af ødelagte afgrøder og bliver skubbet ud i håbløs gæld. I Vanuatu forsvinder øer, mens nigerianere trues af fygende sand og ender i druknedøden i Middelhavet.

En massiv markedsføring skulle sørge for, at filmen var på alles læber. Og filmplakaten kunne spille på vores følelse af skam over, at vi ikke engagerer os nok i kampen for at redde kloden.

Projektet skulle have til formål at udvide vores kollektive klimabevidsthed, opdrage på os og selvfølgelig skræmme os fra sans og samling.

Filmen ville selvfølgelig blive opfattet som venstreorienteret propaganda. Men er propaganda virkelig så skidt, når man henvender sig til hele klodens befolkning i et forsøg på at skabe et fællesskab?

Nu er spørgsmålet bare, hvor fanden bliver filmen af? Endnu en film med monsterfloppet Godzilla er på vej, men undskyld, Godzilla igen …?

Jeg ved godt, at der har været 2012, men årsagen til verdens undergang var maya-profetier, meteorer og tektoniske plader. Og så var der The Day After Tomorrow, hvor kæmpebølger skyller ind over Manhattan, og en forsker nævner global opvarmning som en mulig årsag til ulykken. Men hallo, den er over ti år gammel!

Sandheden er desværre nok, at en film om klimakatastrofe ville være et totalt flop blandt publikum, Ingen ville købe billet, og Hollywood ville aldrig turde lægge penge i et så usikkert projekt. De færreste af os vil gå i biografen og frivilligt lade os konfrontere med klimaforandringer.

I stedet gør vi som Sandra Bullock i Bird Box: Vi tager bindet op af lommen og binder det stramt for øjnene!

Forskellen er bare, at denne gang frelser det os ikke.

Kommentarer

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura gik på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft fra 2015 til 2016. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår. Men film har lige siden barnsben været hendes store passion, og hun brænder for alt fra kønspolitik til populærkultur. 

© Filmmagasinet Ekko